Viser opslag med etiketten udstoppede fugle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udstoppede fugle. Vis alle opslag

fredag den 13. marts 2015

mandag den 7. februar 2011

Min grønlandske ravn

Jeg har i mange år ønsket mig en udstoppet ravn. Men jeg har aldrig kunne få mig selv til at gå ud og skyde en, bare fordi jeg vil have den udstoppet. Har i tidens løb fundet en del døde ravne i fjeldet, men de har været mere eller mindre opløst.

Sidste år, en af nytårsdagene, efter en forfærdelig storm, var jeg ude at gå med hundene i fjeldet. Under en høj, stejl klippe, hvor ravnene i øvrigt er talrige, og hvor højspændingsledningerne føres ind til byen, lå en ravn på ryggen med benene lige i vejret. Den var stivfrossen og så hel ud. Jeg forestiller mig, at et stormstød har blæst den ind i ledningerne og så er den forulykket.

Når nu den VAR død, så skulle den da ikke ligge alene dér og bare gå til... så mig hjem efter en sort skraldesæk og så ellers ned i den store fryser. Hen på foråret skulle Klaus have en trawler på værft i Skagen, så ravnen kom med som blind passager. En ven i Skagen tog sig af den - han kender den gamle konservator i Skagen, nu Tuen, og... ja, så nu har jeg altså fået mig en udstoppet ravn. Den er landet på husbåden i København, og nu mangler den bare den sidste del af rejsen hjem til Grønland igen..

Alt efter din skærm, kan du se de fantastiske blå changerende farver i fjerene.
Og se lige dens kloge blik - jeg synes konservatoren har gjort et fantastisk stykke arbejde, 
at dømme ud fra billedet.

Sara, den ældste datter, kan ikke helt forstå, hvad jeg vil med den. Hvad vil jeg? Ja, jeg ved det ikke, men jeg har altid været fascineret af ravnen - den er evigt tilstedeværende her i Grønland, den har en fantastisk flyvefærdighed og et bredt lydrepertoire - og et dårligt rygte - det siges, at de stjæler. Guden Odin havde to - hans budbringere Hugin og Munin, som hver morgen fløj ud for at spionere, og som hver middag kom hjem og fortalte Odin, hvad de havde set. Den grønlandske ravn er 65 - 70 cm og har et vingefang på 120 - 150 cm, så det er en stor fugl. Faktisk er det en spurvefugl, og den størrelse er jo ikke lige dét, man forbinder med en spurv!

Jeg mener, at jeg engang har læst, at ravnen er monogam, og at et par holder sammen for livet. Men jeg kan ikke finde det igen - er der nogen af jer, læsere, der ved det? Og om denne er en han eller hun, ja, det ved jeg ikke. Hvordan ser man forskel?

Fuglen er en af de mest intelligente vi har. Man har lavet forsøg, der indikerer, at den faktisk er klogere end chimpanser. Den tænker logisk og har en fantastisk hukommelse.



Da samme trawler kom i havn her i Nuuk, havde den et par hundrede kongeederfugle liggende. De var dumpet ned på dækket fra himmelen, på havet ude mod vest. Det sker engang imellem, at store flokke af fugle flyver ind i skibet - oftest i dårligt vejr, og måske bliver de blændet af skibets projektører?! De fejler jo ikke noget, så skibets besætning får gratis råvarer til middagen. 


Klaus fik lagt en hel fugl til side og den begik samme rejse som ravnen... og nu er den også i København. Det er en han - måske i yngledragt - jeg ved det ikke helt.

Vestgrønland er et vigtigt fælde-, samlings- og overvintringsområde for kongeederfugle. De fleste af fuglene yngler i den nordøstlige del af Canada, mens en mindre del yngler i Nordvestgrønland. De yngler ikke i Vestgrønland. Så dette er måske en canadisk fugl.