lørdag den 31. maj 2014

Supernemt bord til terrassen - bord og seng i een ;-)

Da vi i sin tid flyttede ind på Ragna havde vi ude på dækket et sekskantet teaktræsbord med stole til, men det gik hurtigt til. I efteråret fandt vi en rusten jernramme, som bare manglede planker. Hos Silvan fandt vi Kalmarbrædder til ganske få kroner og lidt rustfrie bolte, og med lidt hjælp fra svigersønnen var bordet færdigt på et øjeblik. Og stolene havde JYSK også til rimelige penge.

Jeg har slebet brædderne lidt efterfølgende, men kun så de værste splinter er væk, så klarer vind og vejr resten.

Hvad gør man, når vejret er hammergodt, og jeg ikke kan holde ud at ligge inde? Hængekøjen duer ikke til min ryg p.t., at sidde ude i stolene duer heller ikke - i hvert fald ikke i lang tid. Husbond var derfor ikke sen til at få mig stablet op på bordet til en middagslur. Så vidste han, hvor han havde mig ;-)


Jeg er ved at gå til over ingenting at kunne foretage mig. Tålmodighed er ikke min største dyd. Jeg ved dog godt, at det er dét, der skal til! Men når denne her omgang er overstået, synes jeg, at vi i min familie, har taget vores del af sygdom lige foreløbig. Så gider jeg ikke høre mere om dét, det næste laaange stykke tid!!

torsdag den 29. maj 2014

At sy en tæt søm



Jeg mener, at overlægen der opererede mig, med denne 15 cm søm, godt kan komme ind på Håndarbejdsseminariet. Vera mener, at han kvalificerer sig til at sy vandtætte kamiksåler!!

Under alle omstændigheder håber jeg, at han har gjort et godt stykke arbejde. Han har fjernet prolapsen, der sad lavt i lænden, og lidt højere oppe i ryggen har han bl.a. fjernet noget knogle bagtil, så der igen er skabt plads i rygmarvskanalen. 
Uff, jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han har gjort det, og med hvilket værktøj - godt, at jeg ikke var tilstede😉 
Operationen foregik på Center for Rygkirurgi i Hellerup, og jeg kan ikke give dem ros nok for deres måde, at drive hospital på.


Jeg er glad for at det er overstået, men jeg glæder mig mere til om en uge eller to. Lige nu er smerterne meget påtrængende, og nervetrykket det værste. Nervesmerterne er faktisk værre end før, og mine fødder sover. Den ene lilletå kan jeg slet ikke mærke. Det siges, at være fordi han har rodet med de i forvejen irriterede nerver, og at det går over. Det vælger jeg at tro på!! Og morfin er en go ting!

Jeg hviler meget, men er også oppe ind imellem, og jeg laver lidt øvelser - men det går godt nok langsomt!!! Klaus tog mig på en tur langs kajen - det havde ikke undret mig, at se en skildpadde eller en snegl spurte udenom 😜 🐢🐌

tirsdag den 27. maj 2014

mandag den 26. maj 2014

Når ryggen står af



Det sidste halve år, har jeg kæmpet meget med smerter i ryggen. Nogle dage med mindre smerter, andre dage bliver jeg ikke menneske før jeg har taget smertestillende tabletter.
Husbond har været efter mig, og sagt, at jeg måtte se at gøre noget ved det, men jeg har været henholdende, for jeg orkede ganske enkelt ikke, at skulle igennem hundredeogsytten undersøgelser, for så bare at få af vide… "at det går nok over. Gå hjem og tag lidt flere piller" - jo, jeg var negativ!

Så jeg har været stædig og bare holdt ud… pfeft…

Men i torsdags blev jeg så MR scannet. Svaret i dag viste, at der er en diskusprolaps lavt i lænden og spinalstenose (forsnævning af rygmarvskanalen pga. degenereret diskus) lidt højere oppe. I morgen skal jeg så under kniven på Center for Rygkirurgi i Hellerup og opereres for begge dele!

Sikke noget l...!!

søndag den 25. maj 2014

ADVARSEL: Meget høj nuttetheds-faktor!

Vi hygger os gevaldigt med at følge familielivet på flåden ved siden af Ragna. De små er simpelthen det mest nuttede jeg har set længe. Og det er helt klart at de voksne har deres hyr med at styre dem.

Forleden aften, da de kom hjem til reden, havde de voksne travlt med at komme op på flåden og pudse og frisere sig til natten. De små kom også op efter lidt tid - de skulle liiige… Alle pudsede sig lidt, men så tog fa'en ved ungerne. De hoppede i en efter en, og myldrede hen til vores trosser, hvor de kunne nippe lidt natmad. Ja, så måtte de voksne jo ståp op igen og værsgo følge med, for de får ikke lov, at være uden opsyn.

En lille film på 10 minutter:



Dødsfald i familien
Desværre kom de hjem en dag med kun 4 små i kølvandet. Vi ledte og fandt den femte flydende i vandet ved siden af reden - død :o(

Klaus gik i BR og købte et lille net på stang, fiskede den døde unge op sammen med de resterende tre æg, som de ikke havde ligget på et par dage, og begravede det i skraldecontaineren. Og så holdt vi gravøl!

onsdag den 21. maj 2014

Indlæg om mig i TV

KNR - Kalaallit Nunaata Radioa - er vores nationale Radio og TV station. De laver en udsendelse der hedder Tamassa. I starten af maj var de nede i min butik/værksted og filme og interviewe mig.

Første halvdel handler om min nabo Louise, som designer tøj. Indslaget med mig starter 07:16. Nadja, som har lavet udsendelsen, interviewer her i filmen på grønlandsk, og jeg svarer på dansk (med grønlandske undertekster).

- I kan se filmen HER 
(du skal klikke på ordet "her" - klik på billedet virker ikke).


torsdag den 15. maj 2014

Så blev operationen overstået

Op til hver tiende danske kvinde bliver ramt af den gynækologiske lidelse endometriose. Hver femte af disse – altså ca. to procent af alle danske kvinder – så alvorligt, at det ender med en større operation.

Sådan en større operation gennemgik den ældste trolletøs Sara i mandags. Det skete på Gynækologisk Klinik i Juliane Marie Centeret på Rigshospitalet, og det var to af de tre overlæger i endometriose teamet – Tórur Dalsgaard og Dorthe Hartwell – der opererede.

Operationen foregik ved hjælp af deres operationsrobot anskaffet til disse operationer. Tórur Dalsgaard har været 1/2 år i Florida, for at lære teknikken, og han siger:

 - Endometriose-operationer er ofte meget langvarige og besværlige – typisk varer de tre-fire timer, men ind imellem op til seks-otte timer. Der er tale om kikkertoperationer, hvor to kirurger står i fastlåste stillinger og opererer på svært tilgængelige og hårdt angrebne steder i bughulen. Med robotkirurgien får vi helt nye muligheder; blandt andet større bevægelighed med instrumenterne inde i patienten, tre-dimensionalt syn og en langt bedre ergonomi. Det betyder, at lægerne bliver mindre trætte af den lange operation, og det tror vi igen øger patientsikkerheden. 

Gurli (Saras tatoverede isbjørneunge) er på hospitalet og sender billede til Bertram (Nûnos tatoverede isbjørneunge)
Sara har sygdommen i udtalt grad, og de fjernede en hel del væv og sammenvoksninger, men hun slap for at få fjernet den ene æggeleder og noget af blæren, som vi ellers var forberedt på. Det hele tog 3 1/2 time og det gik rigtig godt! Selvsagt havde hun mange smerter, da hun vågnede, men hospitalet skal have ros for den fine behandling hun fik.

Nu er hun sat i kunstig overgangsalder, hvor hun skal være i 3-4 måneder, hvorefter fertilitetsbehandlingerne genoptages.
Jeg har tidligere skrevet om sygdommen her. Til jer, der har lyst til at læse lidt mere, er der et link her.

-------------------------------------

Morgenen i dag startede på dækket iført morgenhår og nattøj, men ud i solen måtte jeg bare, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Senere på dagen var jeg ude at "spadsere" med Sara - hun kan nu gå lidt omkring.


Svanerne ruger stadig... men det MÅ altså være lige op over. Det skal nok passe, at æggene klækkes nu her i weekenden, hvor vi skal vest på til Klitgården ved Henne Strand - min lillebror har sølvbryllup (aj, min lillebror kan da umuligt have sølvbryllup allerede...).

Svanen har ligget og utrætteligt flyttet tang, tovværk og grene fra den ene side af reden til den anden, så Klaus tænkte, at den måske manglede redemateriale. Altså smed han en masse grønne grene ned til den, hvilket den straks inddrog i bygningsværket.
Her til aften er reden blevet fint udbygget og udsmykket, nu venter vi bare...

fredag den 9. maj 2014

Hvordan holder man fri?

Hvad laver man? Og hvordan laver man ingenting? Jeg har helt glemt, hvordan det er at holde fri. Efter måneder med arbejde HVER dag - det føles ikke som arbejde, men det er dog bestemt, hvad dagen består af - har jeg pludselig FRI.

Det føles, som at blive stoppet med et brag efter at have kørt 200 km i timen. Stilhed og rastløshed. Men hvor har jeg glædet mig, og det skal nydes!

Vi landede i Danmark i aftes og påmønstrede vores andet hjem Ragna sent. Klaus skulle til møde kl. 9 med nogle kinesere, men jeg kunne sove, og jeg sov til kl. 12!! Så tikkede der en SMS ind fra Klaus: "Fuck, hvor er det skønt, at se farven grøn igen". Okay, op og trække gardinerne fra...

Udenfor gæsteværelset ser jeg dette syn:

Der er one-way folie på vinduet, så billedet er sløret, men her ligger en svane og ruger. Den har bygget reden på en gammel tømmerflåde, af alskens materiale. Og her prøver den at få fortøjningssnoren til at være en del af bygningsværket.
Taget oppe fra dækket lige ved indgangsdøren. Svanen ruger 34-38 døgn, så det må være lige op over. Ungerne forlader reden efter et døgn, så vi skal nok være heldige, hvis vi skal se dem.
Her kommer hunnen på besøg, tror jeg. Det ser ud til, at det er hannen, der ligger på reden lige nu.
Nå, men jeg kan da se, at vinduerne trænger til en gang Ajax, så det kan jeg da i det mindste gå i gang med. Og så skal cyklen findes frem, og jeg skal en tur ind til Sommerfuglen efter garn, der skal brædder på det gamle stativ på terrassen, så vi kan få et nyt bord, og vi skal ud at købe havestole, og Klaus runder de 55 i morgen, min bror har sølvbryllup, Sara skal opereres på mandag og yngste trolleunge med kæreste kommer på besøg, og... nå, ja, der er vist ingen grund til at føle sig rastløs :-)

TILFØJELSE:

Klaus er ved at finde snorværk frem... den har åbenbart behov for mere byggemateriale, eller også keder den sig bare...


tirsdag den 6. maj 2014

Nyt fra glasfronten

På torsdag går turen mod syd over Atlanten og tiden lige nu, går med at fylde hylderne i værkstedet godt op, så der er noget at komme efter for kunderne. En ven gør mig en god tjeneste og holder åbent fredag og lørdag. Nuan.

Fade og skåle - isbjørnen er 37 cm i diameter. Skålen med sæler i kobber er 30 cm.
Glade fugle 40-50 cm høje
Rødfisk
De har fod på det ... Stærke quinder ca. 45-50 cm høje
Lampe til væggen
Fad med sæler i isens sprækker
Skal blive til en skål - ikke færdig
Stor lysskærm til bloklys
Lille skål: "Isvæg"
Glade sæler
Lysestage med små fisk

fredag den 2. maj 2014

Privilegie

Når nu jeg ikke kan få det grønt, nyder jeg dette fantastiske syn til min morgenkaffe i dag.
En ydmyg tak - det er et privilegie.