lørdag den 31. marts 2012

Hov, der var en isbjørn derinde...

...eller er der to?
...det var ellers ikke meningen, men de dukker op alle vegne :-)



70 x 100 cm


fredag den 30. marts 2012

Flere landskaber...

Udsnit...
 ...udsnit...
  ...undervejs...
 ...undervejs...

 I sin helhed - de skal hænge med knap 10 cm afstand.

torsdag den 29. marts 2012

onsdag den 28. marts 2012

Hæklet og strikket jakke fra Dale

Birgitte, som har bloggen Nørklekonen (og som har været på besøg her), har været så sød, at scanne en opskrift fra Hendes Verden nr. 2/2012 til mig. Det er nemlig jakkén fra Dale, som jeg længe, længe har været helt vild med. Det hippie-agtige look er lige mig.
Design: Sidsel J. Høivik for Dale Garn. Scan af opskrift.
Jeg er dog været i tvivl om, om det nu også ér mig, når det kommer til at bære den. Min barm er ikke den mindste og jeg er større op om, end nedom, og så tænker jeg, at modellen måske ikke er egnet til mig. Men da jeg opdagede, at opskriften er offentlig tilgængelig, uden at jeg skal købe et kit, ja, så må det bære eller briste.

Nu er jeg i gang...

Som I ved, er dét her med at følge en opskrift ikke lige mig. Så i stedet for at hækle lapperne sammen, bliver de syet sammen. Alle ender hækle-hæftes, så de bare kan klippes af (undtagen den sidste, som jeg syer med).

Garnet er Alpakka-Silk fra Hjertegarn - det kan jeg nemlig få her i byen. Jeg har endnu ikke bestemt mig for hvilken en af farverne, der skal være hovedfarven til ærmer og "nederdel". Nogen forslag?

Og så har jeg tænkt mig, at indstrikke en form for kant i "nederdelens" åbning, så den ikke ruller, som på billedet. Jeg tænker lidt på en kant jeg engang er stødt på i en Hanne Falkenberg model - noget med at tage et par masker løst af på hver anden omgang??

Er der nogen, der har et andet forslag, så kanten ikke ruller?

Om Wingspan

Nogen af jer har spurgt til mit Wingspan designet af maylin Tri'Coterie Designs vist i forrige indlæg.

Jeg har brugt 1 nøgle Crazy Zauberball (Indisch Rosa 2095, løbelængde 420 m), som sagt på p. 3, strikket over 80 masker. Det skal strikkes på en lang rundpind, da man får flere og flere masker på efterhånden. Den sorte kant (Drops Alpakka) strikkes over alle masker til sidst.

Tørklædet måler 118 cm, når jeg retter det ud (det krummer jo), og 25 cm på tværs. Det passer rigtig fint over skuldrene og jeg lukker det med en sjalsnål. Det kan også bare "krølles" sammen om halsen, som en halsklud. Bruger man færre masker kan det selvfølgelig blive lidt længere.

Dette tørklæde er lavet i farve nr. 1508 og dét bliver jeg altså også nødt til at lave!! :-)
Billedet her er lånt af Augenstern på Ravelry.

tirsdag den 27. marts 2012

Wingspan

Dette skulderstykke er netop hoppet af strikkepindene. Det er inspireret af "Wingspan" af Maylin Tri'Coterie på Ravelry. Jeg har strikket i Zauberball, et strømpegarn, som består af 75 % uld og 25 % polyester, på p. 3.


Jeg slog 80 antal masker op og strikkede ret i forkortede rækker - hver række forkortes med 3 masker. Da der ikke var flere vendinger tilbage, slog jeg 16 masker ekstra op og begyndte på den næste triangel.
Utroligt simpelt og hurtigt. Du kan downloade en gratis opskrift på Ravelry hos Maylin.

mandag den 26. marts 2012

Tankevækkende radio

Jeg lytter ofte til P1, når jeg går hjemme. Især udsendelsen Natursyn er populær. Klaus fortalte mig om det sidste program han havde hørt noget af i bilen - det handlede om babyelefanter. Så Fru Dyre-elsker her måtte naturligvis ind på DRs hjemmeside, hvor det kan downloades, så man kan høre det, når man vil. Man kan også abonnere på Natursyn via podcasts.

Den seneste udsendelse handler om Dame Daphnes arbejde i Kenya med at redde forældreløse babyelefanter med det formål, at udsluse dem til et liv i naturen. Hun har stiftet David Sheldrick Wildlife Trust som en non-profit organisation, der arbejder for Kenyas vilde dyreliv.
Foto: Dorte Dalgaard, lånt fra DRs hjemmeside.
"Dame Daphne Sheldrick og hendes ansatte redder babyelefanter fra at dø alene på savannen. I årevis passes og plejes de, indtil de er parate til at vende tilbage til et frit liv i den vilde natur. De mindste bliver som her luftet hver dag af deres passere i Nairobi National Park.


- Elefanten er et meget menneskeligt dyr. De har alle de menneskelige følelser, som vi har. De har samme levetid, som vi har. Så en elefants alder svarer til et menneskes alder. Men som små, er de langt kvikkere, end vi er.


Modermælkserstatning og omsorg Det har taget Daphne over 28 år at finde ud af, hvad der skal til for at få elefantungerne til at overleve og trives. Hun fandt endelig frem til en opskrift på elefantmodermælkserstatning, der kunne give de mindste unger den rette ernæring. Og hun fandt ud af, hvordan elefanternes skulle stimuleres og plejes socialt, så det minder mest muligt om elefanternes naturlige flokliv på savannen.

- Det vigtigste var her at finde ud af, at vi skulle erstatte ungens elefantfamilie med en menneskefamilie, forklarer Daphne Sheldrick.




Elefantungerne, der nu er blevet voksne, glemmer ikke deres menneskefamilie. I denne uges Natursyn fortæller Daphne blandt andet, hvordan en stor hunelefant for nylig vendte tilbage til et af organisationens rehabilieringscentre i Tsavo for at vise passerne sin nye baby."


Orwa her blev fundet helt alene på savannen sidst i november måned i 2011 godt halvandet år gammel. Edwin mener, Orwa så sin mor blive dræbt af krybskytter, der slog hende ihjel for at få fat i hendes stødtænder. Over en måned senere er Orwa stadig dybt traumatiseret på grund af oplevelsen.Foto: Dorte Dalgaard, lånt fra DRs hjemmeside.
Nu har jeg købt et fosterprogram for Kilabasi - en forældreløs baby fundet 4. januar 2010, 19 måneder gammel og stadig afhængig af modermælk.
Kilabasi, 19 måneder gammel.
For 14 dage siden hørte jeg om bæredygtige safari-camps i Kenya, hvilket meget vel kunne være næste rejsemål :-) Tjek DR hjemmeside www.dr.dk/natursyn - det er tiden værd.

søndag den 25. marts 2012

Verden ifølge Ava og Dorit

Sidste weekend fik vi malet hele huset - vægge og lofter - indvendigt. Denne weekend kom endelig dét fototapet med verdenskort op, som jeg købte for mere end et år siden på www.tapetshop.dk. Jeg fik hjælp af Ava, en ung mand, som kan dét der. Eller rettere sagt - jeg hjalp Ava :-)



lørdag den 24. marts 2012

Nej, hun spiser ikke blomster...

...Nullergøjen hørte blot ordet: "Fisk". 
Det betyder nemlig, at vi går ind i skuret og finder et stykke tørret ammassat (loddefisk) frem.

Hov, hvad var nu det? Der er nogen oppe på vejen.


Hvad det er, der sker, ved jeg ikke. Men ved bare det mindste tegn på forår 
kommer skovlen frem og jeg MÅ skovle sne 
- en eller anden længsel efter at se haven, måske?
Og Ronja ææælsker at være med - måske gider jeg kaste en snebold, som hun kan fange.

Ham her er unægteligt lidt mere effektiv, men han kan ikke komme til der, hvor haven er.

Klaus er fotograf i dag - han kunne næsten ikke holde kameraet stille af bar udmattelse. 
Han tog lige 20 km rundt om Lille Malene på skøjteski på 1 1/2 time.
Kan det nu også være sundt???? ;-)

Edderfuglene er kommet og isen giver op...

... lige så stille. Prøv at sammenligne med mit indlæg fra i onsdags. Vi kan bogstavelig talt stå i vinduet og se isen glide ud i fjorden. Jeg kunne sidde i timer her og bare iagttage og nyde - skabe ro i sindet.

Der er nemlig kommet liv nede foran huset igen. Svartbagen - den snylter - holder øje med edderfuglene, som fouragerer på det lave vand. Så snart en edderfugl kommer op med en musling i næbbet, er mågerne over den.

De hvide hanner flokkes hernede med deres store harems. På billedet ses også en enkelt skallesluger.
I kikkert kan vi følge fuglene og se dem gennem vandet, når de dykker. Og "plop" så dukker de op igen med noget i næbbet. Er de heldige så svartbagen det ikke.


Edderfuglene kommer i store flokke nu.

Den resterende is antager de smukkeste og mærkeligste former - er det kun mig, og min fantasi, som ser en kinesisk drage her?

fredag den 23. marts 2012

Nålefiltet påskehane

Påskepynt er normalt ikke noget jeg går meget op i, bortset fra æg. Jeg har en aversion mod små nuttede kyllinger og påskelam og -harer lavet i syntetgarn. Jeg vil dog godt have lidt pynt til påskefrokosten, når den tid kommer. 

Denne nålefiltede påskehane er lavet ved at hækle en cirkel i noget tykt uld i en afskyelig farve - noget som jeg alligevel aldrig ville få brugt. Cirkelen er foldet og syet sammen. Fyldet er noget af al den afdækningsplast vi brugte sidste weekend, da vi fik malet huset. Så har det da gjort fyldest mere end en gang :-)

Herefter har jeg nålefiltet udenpå med almindelig karteflor i den gule farve. 
Halen er dannet af krøllede uldtotter i forskellige farver. De er sat fast på "gumpen" med filtenålen. 
Hovedet er formet af uld, som er nålefiltet på. Benene er snoet ståltråd beklædt med uldgarn.

Han er dog lidt ensom, så måske skal han have en mage - måske en hel familie? ;-)



torsdag den 22. marts 2012

Babystrik - trøje, bukser, vest og body

Lille Karl den Store kommer på besøg om få dage. Karl er min nieces lille baby. Og det klør jo i fingrene efter at få lov at strikke babytøj. Så nu må Karl holde for. Håber, at det er OK med forældrene :-)

Og da jeg er for meget anarkist til, at kunne rette mig efter opskrifter, har jeg bare brugt en opskrift fra Hjertegarn som udgangspunkt.

 Bukserne her er strikket i samme garn, også str. 6 mdr., men inspirationen kommer fra Drops.

Denne lille vest er strikket "ud af hovedet" på slump, så det er spændende om den passer. Den er meget elastisk og er strikket i et nøgle Reuma Wool, som jeg fandt i en restekasse engang.
Jeg kendte min strikkefasthed, tjekkede en babys mål i målskemaer på nettet og fandt på denne måde frem til maskeantal. Så mon ikke det går. Men han vokser jo med lynets hast...

Mest spændt er jeg på disse små bodyer, som jeg har strikket efter anvisning fra moderen til en færøsk kollega. Retningslinier, som er gået gennem generationer. Jeg har lavet en variant i falsk patent, som er meget elastisk. Denne er strikket i Baby Alpakka på p. 4. Moderen anviste p. 4,5, men jeg synes det blev for løst. Måske skulle jeg have lyttet efter, for jeg frygter den er for lille. Det løse gør jo, at den er mere flexibel, og alligevel holder den på varmen.

Det særlige ved denne model er, at knapperne  er flyttet fra skridtet op på maven, således at de ikke generer i skridtet. Som I kan se er knapperne ikke syet i endnu, jeg vil lige vente og se om den passer. Jeg har købt bånd med hægter i, hos Handler i Vingårdsstræde i København - et sandt eldorado for sådan en som mig :-)

Body'erne er superhurtige og meget nemme at lave. Jeg kan se på nettet, at de strikkede undertrøjer (find opskrift her hos Ruth.dk) er meget udbredte. Bodyen her er strikket efter samme princip. Slå op som til undertrøjen foran. Strik forstykket og lav de to skulderpartier. Strik ryggen, og når du ellers ville lukke af, fortsætter du bare med at tage 1 m ind i starten af hver p til du har en bredde som svarer til skridtet (ikke ret bred, så skåner man nemlig bodyen, hvis "noget" slipper ud af bleen :-) Så strikker du lige op indtil du synes det passer. Man kan, som jeg har gjort, tage lidt ud igen foran, så der bliver lidt mere plads til knapper. Luk af.

onsdag den 21. marts 2012

Naturens skaberkraft...

...er den største!






Jeg havde som vanligt kameraet med på dagens tur løjpen rundt med hundene. Høj sol, blå himmel, vindstille og -4 grader - jeg tror sørme, at Kong Vinter må vige for Moder Sol.

Giver Kong Vinter op?? Naaaj...

Vind og strøm har taget en stor bid af al den is, som har ligget nede foran huset. 
Forår??? Naaaj... det er nok for meget at håbe på.

Der dannes nemlig stadig nyis, når vandet er relativt roligt. Kong Vinter giver ikke op så let...

De små siskener har overlevet den strenge kulde vi har haft den sidste tid, og vi fodrer lystigt videre.

De hygger sig gevaldigt i julens efterladenskaber.



Ligesom vibens ankomst i Danmark signalerer forår, er foråret kommet her, når snespurvene ankommer fra deres vinterkvarter mod sydvest. Sidste år hørte vi deres smukke tji tjip i slutningen af marts, så de er her lige om lidt...