Viser opslag med etiketten iphoneetui. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten iphoneetui. Vis alle opslag

mandag den 25. august 2014

Hæklede zebrastribede Iphone etuier

Se, hvad der kom med posten den anden dag - en hæklet zebra! 
Eller rettere zebrastribet Iphone etui, begået af den yngste trolletøs Nûno. 
Hun har selv - og møjsommeligt - lavet opskriften.


Da hun var hjemme på ferie lavede hun et til faderen sin, bare i turkis og sort, og af mors garn :-)
Og så kunne jeg jo med STOR fornøjelse sige: Så'n et vil jeg oss ha'!!
Og så, ja, så kom der altså ét med posten :-)

onsdag den 6. november 2013

Hæklet Iphone etui - jeg vil oss ha...

Inspireret af den mindste trolleunge, som hæklede et Iphone etui, hæklede jeg et etui til mig selv. Har ellers fået trykt etuier med egne motiver i hård plast, men de dækker jo ikke skærmen. Og efter at have smadret skærmen én gang og fået en skramme anden gang, så må jeg hellere... og det skal være tyndt, så mobilen kan ligge i pungen.

Garnet er en rest håndmalet cashmere med uld og en smule nylon. Mønsteret er starstitch. Nålen nr. 2,5.


mandag den 4. november 2013

Den lille er begyndt at hækle!

Ja, det er altså ikke hende den firbenede, men den yngste trolletøs Nûno, der bare lige kaster sig ud i projekter, som jeg ikke vil betegne som begynder projekter.

Se fx. denne bold. Ja, ja, siger I måske, hvad svært er der i det?
Jo, hun skal læse og forstå en opskrift (på engelsk) - hun har brugt denne opskrift på en perfekt bold fra Ravelry. Men opskriften gik ikke på så mange omgange som hun skulle bruge, men så ringer man da bare til MORS HOTLINE i Grønland :-)
Og hvad I ikke kan se, er at bolden er over 2 meter i omkreds!! Det er kærestens træningsbold. Og det mørkegrå gummi passede ikke ind i lejligheden, synes tøsen!


For nylig sendte hun et billede af noget strik - hvad er det for noget garn? Jo, det er merceriseret bomuld. Så tager hun i byen efter det, og da jeg spørger, hvad hun skal med det, svarer hun bare: det kan du se, når jeg er færdig.

Et Iphoneetui - til turen til Berlin

tirsdag den 16. juli 2013

At springe ud...

...på dybt vand kan være skræmmende. Men hvor ér det fedt, at opdage, at man kan svømme.

Skræmmende var det at blive selvstændig - men hvilken tilfredsstillelse! Og for en måned siden havde jeg endnu ingen anelse om, hvordan afsætningsleddet i min virksomhed egentlig skulle være.
Men der er nogen i det høje... pludselig var jeg partner i butiksfællesskabet, som vi døbte Tuapaat (rullesten). En lille kreativ butik nede i Kolonihavnen - en rigtig god beliggenhed her i Nuuk.

Vi åbnede i går med sommerfugle i maven, og hvor var det en fed følelse, at se butikken sort af interesserede og positive mennesker og opleve et pænt salg. Er SÅ taknemmelig. Fik dog ikke taget billeder undervejs - det var der slet ikke tanke for.

Holdet: Nina Skydsbjerg Jacobsen, Inge Olsvig Brandt, Kunuk Brøns, Nive Brøns, Trine Noerby Olesen,
Uanga (mig), Nauja Brøns og Tupârnak Steenholdt Abelsen - hvor er vi glade.


Hvis I har lyst kan I se et indslag i Nuuk TVfra fredag d. 12. juli her.

I skal selvfølgelig tage et kig på vores Facebook side - og Like endelig. På siden kan I også se billeder fra butikken.

Ellers får I lige "et par" billeder her.

Mit lille "hjørne"
En figur jeg har lavet i tykt og tyndt ståltråd monteret på et stykke strandingstræ
Her er det en rødfisk på et stykke malet strandingstræ
...mit hjerte banker for dig...
...og aberne til de små.
Tupârnak er ved at gøre de sidste ting klar. Her ses Nives strikkede og hæklede sager samt garn.
Kunuk tager de mest fantastiske fotos, som han har monteret i rammer. Nogle af dem er printet på lærred.
Mine knapper af fiske- og sælskind
Bl.a. armbånd strikket af hundeuld
Mobiltasker i kogt sweater eller sæls- og fiskeskind
Notesbøger og Ipadetuier i fiskeskind, kogt sweater og sælskind.
Trine laver smykker i sølv. Jeg har også lidt med, men nåede ikke at lave så meget til selve åbningen.
Inge laver kunst af drivtømmer
Nina laver smykker af lidt skæve og sjove ting
Tupârnak syer dejlge ting i sælskind, laver øreringe og har grønlandsk the og krydderurter.
Nauja syr tøj, bl.a. herreanorakker, men det nåede jeg ikke at få billede af - de kom nemlig i allersidste sekund ;-)

Og så tror man lige: py ha, nu er det overstået, nu kan jeg slappe af!! Slappe af?? Nej, nej, nu skal der produceres nye varer...

Og nu skal glasværkstedet pakkes ud!

tirsdag den 29. januar 2013

Iphone etui i læder med etnisk udtryk

Jeg eksperimenterer lidt med læder og akrylfarve til læder. Jeg fandt ud af, at det er lige så nemt, at male på læderet, som det er at male på lærred. Til dette Iphone etui har jeg først malet bunden i blå, turkise og grønne farver, der flyder ind i hinanden. Derefter her jeg stemplet isbjørnen med et stempel skåret i tyndt skumplade.


Etuiet er syet sammen i hånd med vokset knaphulstråd. Det er akkurat så løst/stramt, at telefonen er nem at få ud og i igen, og den falder ikke ud.


Posca tusserne er geniale - de er brugt til at lave mønsteret der giver mindelser om Avittat broderi (se Dorthe Ivalos blog om Grønlænderdragten).


Jeg har flere andre mønstre og modeller i tankerne, bl.a. med lommer og stropper 
- blot mangler jeg tiden...

tirsdag den 4. december 2012

Nye punge og Iphone etuier

Amio

Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone 5 etui.
Cirkelpung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. Oval ca. 14x11 cm. Lynlås.
Pung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. 14x11 cm. Lynlås.
Cirkelpung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. 11 cm diameter. Lynlås.
Cirkelpung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. 11 cm diameter. Lynlås.

søndag den 29. januar 2012

Resteprojekt: maskinbroderet Iphone etui

Jeg er her endnu - jeg er bare ikke "in the mood" til at blogge. Der sker dog lidt her alligevel. I dag er det blevet til dette resteprojekt: et Iphone etui syet på symaskinen med frihåndssyning.




Kommer i tanke om, at dette er mit indlæg nr. 500!! 
Siden jeg startede i marts 2010 har der været over 165.000 sidevisninger, 
og besøg fra mere end 80 lande. Og 285 personer har meldt sig som faste læsere. 
 Det synes jeg er ganske imponerende, og jeg glæder mig over, 
at bloggen kan være til glæde og inspiration.

Det er faktisk en form for jubilæum, men jeg vil vente med at fejre det til marts,
hvor bloggen her har 2 års dag.

torsdag den 13. oktober 2011

Iphone etui og nøglepung med fiskeskind

Husbonden er i Danmark p.t. og havde et par små gaver fra mig med ned til tøserne.

Sara var kommet til at glemme hendes Iphone etui i en flyver og ville gerne have et nyt. Jeg lavede det i stof foret med volumenvlies, så det er blødt og lækkert, pyntet med lilla og grå fiskeskind.


Nûno fik en nøglepung lavet i grønt fiskeskind og glat sort kalveskind indeni. Jeg glemte at fotografere det indeni, men der sidder en strop med en nøglering i. Den lange strop var mest for sjov - hun kan bruge den eller lade være. Hunden er lavet i brun filt.


søndag den 4. september 2011

Øv, garnet lugter

Nu har jeg syet Saras vest - se forrige indlæg - sammen (rigtigt denne gang ;-) og vasket den. Garnet lugtede mærkeligt "industrielt" - ja, hvad skal jeg ellers kalde lugten - en lugt, som ingen af os kender.  Jeg regnede med, at lugten ville forsvinde i vask. Men nej!!

Nu har jeg lagt den i Rodalon, så må vi se om det hjælper, ellers er den ganske enkelt ubrugelig. Man kan simpelthen ikke holde lugten ud. Øv, øv. Og da jeg skal hjem til Grønland i morgen, kan jeg ikke engang nå ud til Wilferts på Gl. Kongevej og klage.

I opskriften fra Pilland er der brugt bomuld, men jeg tænkte, at intet er for godt, så da jeg så Wilferts lækre silke (Seta Naturel), ja, så valgte jeg det. Det sku' jeg måske ikke have gjort, men lad os nu se...

Ja, i morgen går turen som sagt igen tilbage til Grønland - vi skal hjem og have lidt pels-terapi af hende her:


Nemlig Lille Ronja-musen. Her ses hun på en Iphone case, som jeg har fået lavet til Klaus' telefon. Den er bestilt på Case-mate.com, hvor man kan vælge blandt mange forskellige designs, selv designe sit cover til mobilen eller uploade eget foto. Det koster i omegnen af 30-40 USD.

Ellers er jeg ved at komme nogenlunde til hægterne igen, blot er der næsten kun hosten tilbage, men dén er til gengæld også slem!! F... man skulle tro jeg har levet af whisky og smøger hele mit liv. Og det føles som om jeg har slugt en stålbørste. Men nu ligner jeg i det mindste ikke længere noget, som ikke engang katten ville slæbe ind...


;-)
Hav en god søndag derude

torsdag den 18. august 2011

Taygete færdig, trylletaske, påmønstret Ragna m.m.

Det er ved at være noget siden, I har hørt fra mig. Jeg har simpelthen været gået død! Det sker jo, men nu er jeg ved at være fit for fight igen.

Efter en dejlig weekend på vandet sammen med gode venner, er vi nu i DK. Jeg var ellers ved at tro, at vi kunne tage på weekend på vandet UDEN båd, for det problem med pendling ved 2700 omdrejninger, som vi har kæmpet med i 2 år, blev endelig løst!! Ingen mekanikere har haft løsningen, men pludselig var der en på besøg, som vidste noget. Så Klaus kunne GÅ på VANDET, så glad var han!!
AK, ak, træerne vokser dog ikke ind i himlen - motoren bliver nu 10 grader for varm, og det er åbenbart for meget. Så vi holdt os indenfor rimelig afstand af byen. Men det gode ved fjorden er, at vi kun skal ganske få km væk, så er vi "in the middle of nowhere" - ren mentalhygiejne.
Myg slap vi ikke helt for :-) Men at flyde i græsset, nyde udsigten til gletscheren, 
blomsternes og lyngens duft, og bare slappe af og skulle ingenting - dét er GULD værd.
Ronja fandt et hul, som skulle graves ud, og undersøges.

Søde Bjarne og Lisbeth på vej tilbage til båden efter kaffen, så vi kan nyde den i lyngen.

Havde også besøg af Birgitte fra Nørklekonen om søndagen. Det var SÅ hyggeligt, og havde så travlt med at knevre, at jeg helt glemte, at tage billeder.

Her på Ragna i København er alt ved det vanlige. Ænderne kommer og hilser velkommen og der er diverse småting Klaus ønsker at få gjort, bl.a. skal fortøjningerne have et eftersyn.

Naboen Nikolaj hilser på. Og nu har Ragna fået navn på.

Inden jeg tog hjemmefra fik jeg Taygete færdig. 
Nu vil Nûno have ét, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg hopper på den.
(Kjolen er helt tilbage fra 1995, købt på Folegandros i Grækenland og jeg elsker den!)

Fik også lige klaret et Iphone etui til ældstetøsen Sara - hun ønskede sig et "sommer"etui. Bemærk lige mønsteret på stoffet, som er håndmalet bomuld - opdagede pludselig isbjørnen og sælen et godt stykke inde på stofstykket, og så på vrangen, men det blev alligevel fronten på etuiet.

En SMS fra Sara: "Moaaaar - jeg vil oss' ha' såån en taske, som Nûno fik", betød, at jeg også gik i gang med en trylletaske til Sara inden jeg tog til DK i mandags. Trylleriet består i, at den er syet med læg, så den rummer uanede mængder af "womens stuff" - alt det, som vi nødvendigvis må slæbe med os, når vi går i byen. (Jeg laver en kort vejledning til den inden længe.)

Yngstetøsen Nûno havde fødselsdag i mandags, så hun fik en lille tillægsgave, som også skulle være færdig. Hun havde ønsket sig en gå-i-byen-pung, som passede til "alt", og hvori mobilen også kan være. Så hun fik denne pung i sort sæl med fiskeskind på...
... og gravhunde indeni.

Nu står den på ferie frem til 5. september - jeg skal godt nok vænne mig til at lave INGENTING - det er ret svært for mig. Min hjerne kører på højtryk med kreativiteter, men ingenting duer ligesom. 
Jeg VIL kunne lave ingenting, men roen i ingenting er der ikke rigtigt. 
RO for mig er, at fordybe mig i skabelsen.

Et rigtigt luksusproblem, men mon ikke det løser sig...
...(til orientering HAR jeg været ude at "proviantere" - baaare liiige for en sikkerheds skyld ;-)