Tak for de mange kommentarer omkring dét silkegarn, som jeg købte hos
Wilferts og som lugtede. Flere af jer skriver, at sådan lugter garn af råsilke. Det vidste jeg ikke, og jeg har ikke oplevet det før, og hvis det virkelig er tilfældet, ville jeg have sat pris på at blive oplyst om det hos Wilferts inden jeg købte. Så havde jeg nemlig købt noget andet og ikke spildt 360,-
Pengene (og arbejdet) er nemlig spildt, for alle mine anstrengelser for at fjerne lugten er ikke lykkedes. Og Sara kan ganske enkelt ikke holde ud at gå med
vesten.
Jeg har faktisk mange ting af silke og det lugter ikke, men det er jo heller ikke råsilke.
Nu ligger vesten bare, og når Sara kommer hjem fra hendes "udstationering" i Skive, vil hun gå ned til Wilferts med det.
Nu vil jeg gå i gang igen, men denne gang vælger jeg nok noget uld :-)
Som jeg tidligere skrev bliver det ikke til så meget krea for tiden - jeg er nemlig stadig SYG!! Jeg hoster som en gammel spritter på sidste vers. Idag arbejder jeg hjemme for at prøve, at give kroppen lidt ro.
Også tak for de mange gode ønsker fra jer!
Lidt hæklerier kan det dog blive til. På et tidspunkt hæklede jeg et betræk til min flaske med olivenolie, som altid står fremme. Olien kommer ikke i køleskab fordi den stivner, og den må ikke få sollys, ellers bliver den harsk. Altså måtte flasken have betræk på :-) og så ser det lidt mere dekorativt ud!
Nûno så flasken og nu vil hun også have betræk til hendes avocado-olie, olivenolie, sesamolie, citronolie og balsamico, som alle står i en bakke på bordet. Det får hun så... De to af dem er nu færdige - hun får en gul til citronolien, en beige til sesamolien, en grøn til olivenolien, en anden grøn til avocado-olien og en brun til balsamicoen.
De er hæklet med fastmasker og forskellige "pynte-masker" i ganske almindeligt bomuldsgarn, så kan de nemlig vaskes!