tirsdag den 1. marts 2011

Gule blomster på vores vej – livets vej


4 timer i Airbus’en over Atlanten uden rejseledsager giver tid og rum for en masse tanker. Hvad er det jeg skal ned til? Hvordan bliver det at se far liggende som et lille bitte menneske i en stor hospitalsseng. Alt for lille efter et pænt vægttab - der var ikke for meget at tage af i forvejen. Med ilt i næsen. Måske sover han hele tiden, som han gjorde, da Sara besøgte ham i går. Hvad skal der ske? Hvad kan lægerne gøre – kan de dæmpe alle hans smerter? Hvor meget har han efterhånden selv, at skulle have sagt?
”De” siger, at han har så mange sygdomme, at nærmest ingenting kan vippe ham af pinden.  For at vende den nedadgående spiral kræves vel et vist overskud?! Hvor skal det komme fra? Er der noget at hente? Er han ved at nå sin vejs ende? Eller sker miraklet og han kommer ovenpå igen?

Tanker om livet og døden og ikke mindst om tiden, og hvordan vi forvalter den tid, vi har fået afmålt. Det stykke vej, som udgør vores liv her på jorden.

Ser livet som en vej vi går ud af – afsted, afsted over bjerge, over dale. Vejen slynger sig gennem snedækkede landskaber, smukke grønne enge, øde ørkener med sand, sand og atter sand. Det er nat og det er dag. Det er stjerneklart, men indimellem opleves en frygtelig kold havgus, der trækker ind fra havet. I en særlig dal er alting grønt, fuglene kvidrer og solen blænder. Ind imellem tvinges vi til at passere en brusende elv med fare for liv og lemmer. Så er der pludselig is og vi skøjter afsted, uden at have nogen som helst kontrol.

Pludselig møder vi et stenskred, som blokerer vejen. Stenene kaster lange skygger på vejen. Vi kan vælge, at tage det tunge arbejde og fjerne alle stenene. Nogen af dem er så store, at det kræver mere end vi alene kan klare. Så må vi vælge møjsommeligt at klatre over. Yes, we did it!

Mange er oplevelserne og vi må flytte benene hele tiden – tik, tak, tik, tak… gør vi ikke det, forvandles vejen straks til et rullebånd, så vi tvinges til at sætte den ene fod foran den anden, tik, tak, tik, tak… 
Gør vi ikke det, vippes vi straks af. Vi kan ikke stoppe op... 

Tik, tak, tik, tak…

Vi ved ikke, hvad der venter om det næste sving, men ét er sikkert, vejen ender blindt. 
Hvornår? Hvor? Hvordan? Vi ved det ikke. 

Tik, tak, tik, tak…

Pludselig ser vi den smukkeste, helt enestående gule blomst i grøftekanten. Vi nyder synet mens vi passerer, beruser os i dens skønne forførende duft. Den smiler til os, og vi smiler igen. Måske plukker vi den og tager den med os, vel vidende, at om lidt er den slatten pga. mangel på vand. Måske går vi bare forbi – det har vi sørme ikke tid til, vi skal nå noget og der kommer nok flere. Vi vil gerne have flere, men så langt øjet rækker er der ikke flere gule blomster at se. Der er måske røde eller hvide, men ikke flere gule. 

Tik, tak, tik, tak…

Bjørn Eidsvåg synger om ”tabte gyldne stunder” – at han ville ønske, at der fandtes et hittegodskontor for tabte gyldne stunder. For de stunder, som vi ikke havde tid til at sanse. Som vi bare gik forbi.

Men så langt øjet rækker, er der ikke noget hittegodskontor!

Pludselig deler vejen sig, endda i flere grene. Hmmmm…. Hvilken vej skal vi gå – vi kan jo ikke stoppe, vi må vælge. Hvis ikke vi gør det, gør vejen det for os, og vi vil gerne selv have indflydelse nu. Alt for mange gange, har vi ladet vejen tage føringen. Nå, vi tager vejen skarpt til højre. 

Tik, tak, tik, tak…

Det var da vist et kedeligt valg. Her er overskyet og alt er gråt og sort, et øde lavalandskab, som vidner om svundne tiders sprudlende vulkanild. Sparsom vegetation, faktisk næsten ingenting kan gro her.  
Vi vil gå tilbage og tage en af de andre veje, men nej, det kan vi jo ikke! Hvis vi stopper op for at vende om, er det at vejen forvandler sig til dét her rullebånd. Og så skal vi hele tiden løbe uden at komme ud af stedet. Vi har kun ét valg, og det er at fortsætte, sætte det ene ben foran det andet... 

Tik, tak, tik, tak…

Nú er det, at vi får brug for vores indre kilde, kilden til at skabe indre billeder, at forvandle en kedelig vejstrækning til en oplevelse, der er værd, at samle på. Tro og tillid til, at der om det næste sving igen er grønt og frodigt. At solen ér deroppe, at den giver liv. Velsignet, at vi har den evne.

Gad vide om der kommer flere gule blomster? Måske, men det er jo ikke dén gule blomst. Den fandtes der kun én af, og dén kommer aldrig igen. Ville ønske, at vi ikke bare var gået forbi. 

Tik, tak, tik, tak…

Vejen er lang, men hvor, hvornår og hvordan mon den ender – vi ved det ikke – kun, AT den ender.

Gad vide om far har set skiltet: "Blind vej"? 
Gad vide om HAN har mødt gule blomster på sin vej? 
Gad vide om han var bevidst om, at glæde sig over dem?

Er du bevidst om at glædes, mens du kan?
Er du bevidst om, at hvert et sekund, der går
 er borte, forbi, bliver ikke gentaget?

Tak for at du læste med så langt - og tak for jeres varme hilsener.
I skal vide, at de betyder meget for mig!

20 kommentarer:

Ulla-Bella sagde ...

Dette gav et sterkt inntrykk Dorit. Jeg måtte gråte en liten skvett også. Tenker på deg og ønsker deg alt godt på din reise til fars sykeseng.

Randi sagde ...

Det gjorde også et stærkt indtryk på mig. Jeg sender dig alle mine varmeste tanker.

Kh Randi♥

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Og tak for dine gode tanker og smukke billeder. Alt godt hos din far.

Michael sagde ...

Jeg har en stor fornemmelse af at sidde med en klump i halsen Dorit, en erkendelsens klump, en klump der vidner om at alt for meget har fået lov til at passere lige forbi mig i al sin skønhed alt imens mine tanker og opmærksomhed var andetsteds, jeg sidder tilbage med den følelse at jeg ikke har observeret den megen skønhed der har viftet mig om næsen og forsøgt at vække mine sanser til live, alt imens mit fokus var et sted i horisonten, der hvor det næste mål for min opmærksomhed var, det mål der, når det var nået bare fremsatte et nyt mål som jeg skulle rette fokus på, uden hensyn til den skønhed der nu var lige i nærheden, lige foran mig.
Jeg sidder med en fornemmelsens klump i halsen, den der siger at jeg har forsømt at leve i nuet.
Det er et meget stærkt og dejligt indlæg Dorit.
Jeg håber alt det bedste for din far.
I kærlige tanker, god dag.

Fluesvampen/Lærke sagde ...

Kære Dorit, godt du deler dine tanker - håber det hjælper lidt i denne svære stund ♥

Trine F sagde ...

Flotte og tankevækkende ord om livets gang. Tak for at minde om at vi skal huske at stoppe op og nyde nuet og vejen.

Knus til dig, pas på dig

Hanne sagde ...

Kære Dorit
Liv, tid og glæde bliver dobbelt dyrebare når de trues.
Nærværets og nuets glæde gribes taknemmeligt.
Dit indlæg er en dejlig gul blomst - tak for den.
Kærlige hilsner

Kristine sagde ...

Ush for et indlæg Dorit!
Så fik jeg lige kuldegysninger og lidt at tænke over.
Man har sådan en tendens til at bare fare gennem livet uden egentlig at tænke.
Du fik mig et øjeblik til at stoppe op og tænke.
Tak!

Tanker fra
Kristine

Lene sagde ...

Stærke og tankevækkende ord.
Men tak for dem!
Tak for at du får én til at stoppe op og huske på at vi skal nyde livet, mens vi har det!

Håber det allerbedste for din far.
De varmeste tanker
Lene

RODErier sagde ...

4 timer over Atlanten er ikke dårligt til at sortere tankerne.
Så flot du fik sorteret dem op og udtrykt dig! Tak for at du deler. Vi har alle brug for denne indsigt.

Heldige din far at have en stærk og klog datter ved sin side lige nu!

Mange tanker og KRAM fra mig

Pia sagde ...

En flot beskrivelse af livet, som jeg har aldrig tænkt på at sammenligne med naturen. Udtrykket "i pagt med naturen" kommer da til sin ret her.
Jo, jeg mener at nyde hver stund i livet, selvom jeg selvfølgelig også drømmer. Jeg vælger at bruge kræfterne der hvor tingene kan ændres, og ellers få det bedste ud af situationen.
De bedste tanker fra mig i en svær tid.

Grith sagde ...

Hold da helt op, jeg sidder her og græder ned i computeren.

Smuk, stof til eftertanke, skræmmende og alligevel varmt.

Håber på det bedste for din far, og sender jer alle de varmeste tanker.

Kærlig hilsen Grith

Lissi sagde ...

Store tankevækkende tanker man sådan kan tænke deroppe, tæt på himlen.
Håber alt det bedste.
Knus

Fluesvampen sagde ...

Kære Dorit... Jeg så lige din besked hos mig og kom til at tænke på...

... at der lige nui i den blå avis er et fint Grønlandskort til salg - tror det er til 500,- men man kan jo altid prøve at få prisen ned.

Jeg kommer altid til at tænke på dig når jeg ser Grønlandskort - hvorfor mon.

... og du har jo også rigeligt at se til lige nu, men vil alligevel nævne det.

Knus/Lærke

Kisser Laptern sagde ...

Varme hilsner til dig og dine.

violykke sagde ...

Det gør mig ondt, med din far, håber han finder de kræfter der skal til, for at komme oven på igen ♥

Mariannel sagde ...

Fantastiske ord.
Hvad andet kan jeg sige. Jeg kan intet sige eller gøre for at hjælpe. Ville så gerne. Vilje er desværre ikke nok.

Kærlige tanker til dig og din familie

KirstenK sagde ...

Et smukt indlæg der minder os om, at leve lidt mere i nuet og ikke have så travlt med bare at ræse derud af...Håber du finder styrke til, at være hos din far i denne svære tid!

Anonym sagde ...

Tak for de smukke stærke ord. De rummer alle de følelser jeg selv rammes af når jeg besøger min mor på snart 95 år på plejehjemmet, og desuden har en mand med prostatakræft. Trist at man skal have det ind med en forhammer før man lærer at skønne på nuet og livets skønhed. Håber det bedste for din far og at du må finde styrken til at klare den tid der kommer. Sender de kærligste knus i din retning fra

fru Jensen
Gudhjem

Majken sagde ...

Tak for dine tanker som du deler med os her på bloggen - de får en rigtig til at reflektere over livet i sin helhed. Alle de bedste ønsker til dig med familie