Gule blomster på vores vej – livets vej

4 timer i Airbus’en over Atlanten uden rejseledsager giver tid og rum for en masse tanker. Hvad er det jeg skal ned til? Hvordan bliver det at se far liggende som et lille bitte menneske i en stor hospitalsseng. Alt for lille efter et pænt vægttab - der var ikke for meget at tage af i forvejen. Med ilt i næsen. Måske sover han hele tiden, som han gjorde, da Sara besøgte ham i går. Hvad skal der ske? Hvad kan lægerne gøre – kan de dæmpe alle hans smerter? Hvor meget har han efterhånden selv, at skulle have sagt?

”De” siger, at han har så mange sygdomme, at nærmest ingenting kan vippe ham af pinden.  For at vende den nedadgående spiral kræves vel et vist overskud?! Hvor skal det komme fra? Er der noget at hente? Er han ved at nå sin vejs ende? Eller sker miraklet og han kommer ovenpå igen?

Tanker om livet og døden og ikke mindst om tiden, og hvordan vi forvalter den tid, vi har fået afmålt. Det stykke vej, som udgør vores liv her på jorden.

Ser livet som en vej vi går ud af – afsted, afsted over bjerge, over dale. Vejen slynger sig gennem snedækkede landskaber, smukke grønne enge, øde ørkener med sand, sand og atter sand. Det er nat og det er dag. Det er stjerneklart, men indimellem opleves en frygtelig kold havgus, der trækker ind fra havet. I en særlig dal er alting grønt, fuglene kvidrer og solen blænder. Ind imellem tvinges vi til at passere en brusende elv med fare for liv og lemmer. Så er der pludselig is og vi skøjter afsted, uden at have nogen som helst kontrol.

Pludselig møder vi et stenskred, som blokerer vejen. Stenene kaster lange skygger på vejen. Vi kan vælge, at tage det tunge arbejde og fjerne alle stenene. Nogen af dem er så store, at det kræver mere end vi alene kan klare. Så må vi vælge møjsommeligt at klatre over. Yes, we did it!

Mange er oplevelserne og vi må flytte benene hele tiden – tik, tak, tik, tak… gør vi ikke det, forvandles vejen straks til et rullebånd, så vi tvinges til at sætte den ene fod foran den anden, tik, tak, tik, tak… 

Gør vi ikke det, vippes vi straks af. Vi kan ikke stoppe op... 

Tik, tak, tik, tak…

Vi ved ikke, hvad der venter om det næste sving, men ét er sikkert, vejen ender blindt. 

Hvornår? Hvor? Hvordan? Vi ved det ikke. 

Tik, tak, tik, tak…

Pludselig ser vi den smukkeste, helt enestående gule blomst i grøftekanten. Vi nyder synet mens vi passerer, beruser os i dens skønne forførende duft. Den smiler til os, og vi smiler igen. Måske plukker vi den og tager den med os, vel vidende, at om lidt er den slatten pga. mangel på vand. Måske går vi bare forbi – det har vi sørme ikke tid til, vi skal nå noget og der kommer nok flere. Vi vil gerne have flere, men så langt øjet rækker er der ikke flere gule blomster at se. Der er måske røde eller hvide, men ikke flere gule. 

Tik, tak, tik, tak…

Bjørn Eidsvåg synger om ”tabte gyldne stunder” – at han ville ønske, at der fandtes et hittegodskontor for tabte gyldne stunder. For de stunder, som vi ikke havde tid til at sanse. Som vi bare gik forbi.

Men så langt øjet rækker, er der ikke noget hittegodskontor!

Pludselig deler vejen sig, endda i flere grene. Hmmmm…. Hvilken vej skal vi gå – vi kan jo ikke stoppe, vi må vælge. Hvis ikke vi gør det, gør vejen det for os, og vi vil gerne selv have indflydelse nu. Alt for mange gange, har vi ladet vejen tage føringen. Nå, vi tager vejen skarpt til højre. 

Tik, tak, tik, tak…

Det var da vist et kedeligt valg. Her er overskyet og alt er gråt og sort, et øde lavalandskab, som vidner om svundne tiders sprudlende vulkanild. Sparsom vegetation, faktisk næsten ingenting kan gro her.  

Vi vil gå tilbage og tage en af de andre veje, men nej, det kan vi jo ikke! Hvis vi stopper op for at vende om, er det at vejen forvandler sig til dét her rullebånd. Og så skal vi hele tiden løbe uden at komme ud af stedet. Vi har kun ét valg, og det er at fortsætte, sætte det ene ben foran det andet... 

Tik, tak, tik, tak…

Nú er det, at vi får brug for vores indre kilde, kilden til at skabe indre billeder, at forvandle en kedelig vejstrækning til en oplevelse, der er værd, at samle på. Tro og tillid til, at der om det næste sving igen er grønt og frodigt. At solen ér deroppe, at den giver liv. Velsignet, at vi har den evne.

Gad vide om der kommer flere gule blomster? Måske, men det er jo ikke dén gule blomst. Den fandtes der kun én af, og dén kommer aldrig igen. Ville ønske, at vi ikke bare var gået forbi. 

Tik, tak, tik, tak…

Vejen er lang, men hvor, hvornår og hvordan mon den ender – vi ved det ikke – kun, AT den ender.

Gad vide om far har set skiltet: "Blind vej"? 

Gad vide om HAN har mødt gule blomster på sin vej? 

Gad vide om han var bevidst om, at glæde sig over dem?

Er du bevidst om at glædes, mens du kan?

Er du bevidst om, at hvert et sekund, der går

 er borte, forbi, bliver ikke gentaget?

Tak for at du læste med så langt - og tak for jeres varme hilsener.

I skal vide, at de betyder meget for mig!