Klare svar

Der er egentlig sket meget i vores lille verden siden jeg sidst skrev her på bloggen. Jeg vil lige opdatere jer, der følger lidt med, og samtidig takke for jeres varme hilsener og kommentarer - det er dejligt, at vide, at vi på den måde ikke er alene. Det er jeg virkelig glad for!
Jeg har altså brug for at får orden på det kaos af tanker, der er, og for også at skrive om de ting, som er svære. Livet er ikke lutter lagkage.
Læs med, hvis du orker...

I går havde jeg besluttet mig for, at få talt direkte med far om hans situation og om hans formodede valg.
Han har hele tiden været ganske klar i hovedet og meget bevidst om sin situation. Hans hjerne og realitetsopfattelse fejler absolut ingenting.

Jeg vidste lige til dørtrinnet ikke om jeg kunne, og jeg måtte gå en lille omvej fra stationen til sygehuset, for lige at få tankerne på plads. Men far hjalp faktisk selv til. Da jeg gav mig til kende, åbnede han øjnene helt, kiggede op på mig med et klart og direkte blik, rakte sin rystende hånd op til min kind, og så vidste jeg, at der var god kontakt, og det føltes helt særligt. Som om han havde ventet på, at jeg kom, som om han bad om forståelse. Han plejer ikke at være fysisk på den måde. Det øjeblik glemmer jeg aldrig.

Jeg spurgte hvordan det gik, og svaret var selvsagt: "dårligt". Så spurgte jeg til, hvordan det kunne være, at han ikke havde sonden i? (De havde prøvet 3 gange, men forgæves). Fordi han ikke ønskede at leve mere! Sådan! Han kunne ikke klare mere og ville ikke mere. Han ønskede bare at dø, og ønskede, at det skulle gå hurtigt. Og han havde haft et godt liv. Hvor det tidligere var svært at høre og forstå, var det her klar og tydelig tale. Så vi fik en god snak om tingene, og jeg endte med at sige, at jeg var ked af det, men respekterede hans valg - og det gør min bror og jeg, fremtidsudsigterne taget i betragtning (grøntsag på langs).

Da min bror lidt efter kom, refererede jeg for ham, i fars nærvær, hvad far havde sagt, så der var rene linier. Og igen blev fars beslutning bekræftet. Senere på dagen blev det bekræftet flere gange, hvor far selv sagde det til læge og sygeplejersker. Og han meddelte, at han heller ikke ønskede medicinsk behandling mere, hvilket vi først blev lidt overraskede over - vi skulle lige synke den - men så gav det jo egentlig god mening. Smertestillende ville han heller ikke have, men det fik vi ham dog overtalt til. Han fik en morfinsprøjte i aftes, og fik for en gangs skyld en god nats søvn.

I dag har han igen bekræftet sit valg, og måtte så tage beslutning om, om han ville fravælge genoplivning, i fald der skete noget. Først ville han gerne genoplives, men da lægen fortalte, at de ville respektere hans fravalg af behandling og mad, men at det så gjaldt "hele pakken", dvs. ingen genoplivning, valgte han dette. Igen klart og tydeligt. Omvendt kunne han vælge det hele til, hvis han ville.

Han havde ikke fået smertestillende siden aftenen før og havde mange smerter, men først da min bror og jeg var der, accepterede han det. Som om han ikke stolede på, at det kun var smertestillende han fik. Siden da har han fået morfin. Han sover og er vågen kort, hvor han så heller ikke vil have væske. Sikke en vilje og sikke en styrke. Det må virkelig kræve sin mand, når man er tørstig. Han får bare fugtet munden.

Det er hårdt og svært på den ene side, stærkt og respektindgydende på den anden. Sorg og glæde, tæt forbundne i bogstaveligste forstand. Vi er kommet tæt på ham (og hinanden) og det er glædeligt, at vi på den måde, kan være noget for ham, at vi kan støtte ham på hans sidste rejse. Vi får muligheden for at sige farvel. Men det er fuldstændig surrealistisk på denne måde, at understøtte hans død. Vi er dog overbeviste om, at det er det bedste vi kan gøre for ham.