Han har
- leddegigt (pension siden 1994 pga. dette)
- urinsyregigt
- dårligt hjerte (?)
- dårlige nyrer pga. gigtmedicinen
- mavesår, men det er "ikke noget særligt", siger de
- virkelig slem svamp i mund og fordøjelseskanal
- mange, mange smerter
- kroppen fyldt med tonsvis af medicin
Han er skarp nok i hjernen og svarer korrekt, men taler ikke af sig selv mere, og svarer så svagt og utydeligt, at vi skal anstrenge os rigtig meget for at høre og forstå - øret helt hen til munden.
Han er så svag, at han ikke kan flytte eller vende sig i sengen, ikke drikke, ikke spise. Han kan drikke af en tudekop eller sugerør, og er fuldstændig udaset efter 1 sug. Han sover det meste af tiden, eller døser.
Han har fået to poser blod, han får ilt og han kan og vil ikke spise, så han har fået sondemad. Men... og nu kommer det vanskelige. Han har hevet sonden op i går og vil ikke have den igen! Og lægerne må ikke give ham den, hvis han ikke vil. Hvad stiller man så op?
Hvad er grunden til, at han har hevet den op? Generer den så meget, at den bare skal væk, koste hvad det vil? Eller er det en helt bevidst handling - nu orker han bare ikke mere? Trods "samtale" med lægen idag, nægter han stadig. Så han kan ikke være uvidende om betydningen af det. Han er jo ved sine fulde fem, så vi kan ikke tvinge ham! Og min holdning er, at det skal vi heller ikke. Vi (min bror og jeg) kan ikke blande os i, hvad der for ham er et liv - et værdigt liv.
Vi mennesker har vel ret til selv at vælge??
Eller...
Hvis han var hoppet ud fra 9. sal eller skudt sig selv, havde vi fordømt det...
...hvad så nu?
Vi kan bare se på og være der...
(min rejse hjem til Nuuk er foreløbig udskudt)
(min rejse hjem til Nuuk er foreløbig udskudt)
22 kommentarer:
Åh...
Ville ønske jeg kunne se ind i fremtiden for dig.
Min farfar gav op - ville ikke tage mad og medicin. Han var 89 og frisk i hovedet.
Det var det hårdeste jeg har prøvet - at stå på sidelinje og bare forholde sig som man nu kan.
Ville ønske jeg kunne sige noget der på nogen måde kunne hjælpe dig. Men intet slår helt til.
Jeg sender jer mine dybeste og varmeste tanker.
Knus Grith
Umiddelbart lyder det jo som om han godt kender konsekvenserne og ja jeg mener vi mennesker selv skal have retten til at bestemme om vi vil leve eller sige farvel.
Jeg har for mange år siden arbejdet på Neurologisk afd. og set mange triste skæbner, hvor patienter så syge og lammede, at selv om de gav udtryk for at de ikke ville mere, så trak det ud og trak ud og det var SÅ forfærdeligt at være vidne til....
Alt det bedste endnu engang til jer alle.
Knus herfra
Kan kun sende dig en varm hilsen.
Kirsten
Tenker på deg i den vanskelige situasjonen du er i.
Jeg ved ikke andet end at jeg sidder med en klump i hals og mave og føler så meget med jer alle tre.
Det lyder som om din far er meget bevidst og ikke ønsker at leve livet længere. Det eneste positive er at han selv er bevidst nok til at tage valget - og det er vel i sidste ende vores ret.
Mange hilsner og tanker til jer.
Kære Dorrit
Jeg ville ønske at jeg kunne se ind i fremtiden for dig - men ak nej....ud fra det jeg læser tror jeg på at din far er bevist om hvad der sker omkring ham.
Min overbevisning er helt og holdent at alle skal have lov at sige fra hvis livet er for svært.
Kan jo kun sende dig og din familie de bedste tanker og ønsker.
kh Jane
Vel har vi ret til at bestemme selv, men det er hårdt for dem, der må stå ved siden af og se til at det hele går i stå lidt efter lidt.
Stod selv i samme situation for et år siden,med min morfar. Det er så trist når de intet kan selv og deres liv bliver uværdigt.
Sender dig et knus, pas godt på dig selv
Jeg kunne aldrig finde på at fordømme nogen, uanset hvordan de vælger at leve eller dø - det er det dyrebareste vi mennesker har - at kunne få lov til at træffe vores egne valg - også at vælge døden, hvis det er på tide at gå ind i den.
Selvom det er hårdt for dig, synes jeg, det er smukt, at du vælger at respektere din fars ønsker. Jeg sender dig de varmeste tanker :-)
Jeg kan ikke sige mere end der allerede er blevet sagt/skrevet her.
Pas godt på dig selv.
Nu er knus ikke nogle jeg bare smider om mig med.Men du skal have et nu.
Mvh Kisser
Tænker på dig og dine.
Knus.
Åh det er så hårdt. Kender det godt selv, min far ville heller ikke noget, men sondemaden opgav han dog ikke helt. Men det må være hårdt, men hvor er det dejligt I ikke fordømmer ham, som du siger, han har da ret til er vælge og selv bestemme.
Håber det bedste
Det må værer uværdigt for din far at ligge sådan.
Jeg tror han er bevist om hans valg,og det ville ikke være rigtig at holde ham i live for ens egen skyld.
Jeg har selv prøvet dem med min far, han fik også lov at give slip på livet, for det var der jo endeligt heller ikke mere.
Det er så hårdt at se på, men jeg er sikker på i gør det rigige.
Knus Yt.
Åhh, hvor jeg føler med jer. Det er en rigtig svær situation.
Hvis din far ikke har lyst til at leve længere, ja så er der jo ikke så meget at gøre. Det bedste du kan gøre, efter min overbevisning, er at acceptere og fortælle ham at du gør det. Tror det er vigtigt for en god sidste tid, at man er åben og ærlig. Både for hans skyld men også for jeres skyld.
Det er hårdt, rigtig hårdt - men hvis han ikke har lyst at leve mere - ja, så er der ikke så meget for jer at gøre andet end at være.
Jeg sender kærlige tanker til jer alle , håber i kan bruge dem.
Kærligst MarianneL
Jeg er overbevist om at din far har indset at hans livskvalitet et i bund Dorit og at han bare ikke orker at kæmpe imod mere, jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed men meget kan tyde på at det er sådan det er fat, i så fald kan i nok ikke kæmpe imod længere, da han er ved sine fulde fem.
Mine tanker er ved jer Dorit.
Kære Dorit.
Det bedste du kan gøre for din far er at være tilstede og hjælpe ham trygt igennem den næste tid. Vise at han ikke er alene, respektere hans valg og støtte ham på rejsen mod livets slutning.
Jeg ved at det er drønhårdt at være tilskuer og at skulle miste. Føler med dig og sender mange kærlige tanker!
Hej Dorit! Hvor jeg føler med jer... Og hvis jeg havde en krystalkugle, ville jeg sende den til dig med ekstrapost lige på stedet!
Jeg tænker, at det må være en trøst, at din far er i stand til at træffe sit valg bevidst. Derfor bliver det ikke lettere... Det er en ringe trøst, men forhåbentlig en trøst.
Kærlige tanker fra mig!
-LisBeth.
Jeg ville ønske jeg kunne se ind i fremtiden for dig, men desværre...Jeg tænker stadig over at vi i familien alle højt og helligt lovede min far, at han ikke skulle ligge som en grøntsag i længere tid..."heldigvis" døde han af sig selv efter kort tid, for hvordan skulle vi dog have indfriet hans ønske? De varmeste tanker til dig og din far...
Det er svært at være pårørende i denne situation, men I er der, I er nærværende og tilstede.
Jeg har ingen krystalkugle, men jeg sender mange kærlige tanker til dig i din svære tid.
Kære Dorit!
Som mange af de andre allerede siger,så må vi respektere andre menneskers valg.
Du beskriver ikke sin far som dement eller ude af stand til at træffe sine egne beslutninger.
Men alligevel skal vi være opmærksomme på, at han er en ældre mand indlagt på et sygehus. Han er ude af sin vante kontekst og er højest tænkelig ganske konfus af dette.
Min overbevisning er ikke, at han har valgt at trække sonde op med vilje.
Men ganske simpelt, fordi han ikke forstår meningen med den (det oplever jeg gentagende gange i hverdagen).
Det betyder dermed ikke, at jeg ikke mener, at ældre (eller nogen mennesker forøvrigt) ikke har lov til at træffe deres eget valg omkring liv eller død.
Og det betyder heller ikke, at han ikke er livstræt og klar til at komme afsted.
Det betyder bare, at den handling med sonden ikke nødvendigvis er bevidst.
Når det så er sagt, er mit menneskesyn sådan, at jeg ikke går ind for tvang. Jeg ville ikke lægge en ny sonde på ham.
Det kan undre mig, at de siger at han har et mavesår, som de negligerer, men trods alt alligevel giver ham blod for.
Måske det er derfor, at manden efterhånden er blevet så svag og træt?
Nej undskyld!
Nu gik der vist lidt nørd op i mig.
Men nogle gange, når folk fejler mange ting, kan vi altså have en tendens til ikke at behandle, selvom det måske kunne rede liv.
Men igen! Du kender din far bedst og ved bedst....
Kh og mange mange tanker i en rigtig svær tid
Kristine
Åh Dorit - jeg fik lige et flash back til min egen mors sygdomsforløb for 6 år siden, og mærkede straks alle følelserne af kærlighed, omsorg, sorg og ikke at kunne gøre noget!
Det er så svært at være vidne til og jeg har ikke andre trøstende ord, end alt det der er sagt i forvejen.
De varmeste tanker til dig.
Kære Dorit
Vil bare sige jeg tænker på jer og håber det bedste for alle
Vi (min mor og mine 3 søskende) har været i en lignende situation. Måske var det "lettere" for os, fordi far de sidste 4-6 år af sit liv ofte sagde, at han gerne ville have lov at dø, og det til trods for at han var rimelig rask og rørig af sine 87 år at være. Han undlod ikke at fortælle, at han havde haft et langt og godt liv, og simpelthen var mæt af dage, så da han lå der, var vi ikke i tvivl om hans ønske. Vi var enige om at han skulle holdes smertefri, vel vidende hvad det på længere sigt betød. Vi var alle samlet om ham det sidste døgn, og der "fik han lov" af os alle til at give slip på livet. Vi kunne se og mærke, at han fyldtes med fred, så i en hård tid var det alligevel det bedste der skete.
Jeg håber og ønsker for dig og dine, at I får en god oplevelse i en svær tid, uanset hvordan tiden bliver.
Jeg sender mine varmeste tanker.
Send en kommentar