tirsdag den 15. marts 2011

NOGET AT LEVE OP TIL


Min svoger sendte mig dette digt af Benny Andersen, som jeg holder meget af.

NOGET AT LEVE OP TIL

Jeg tæller ikke ligefrem mine døde
noterer mig bare, at tallet stiger støt
men hvad er døde tal
mod sprældøde venner


Jeg har ikke noget imod de døde
nogle af mine bedste venner er døde
det påfaldende er blot deres
usvækkede livskraft
modsat adskillige nulevende som er
mere døde end levende
jeg kender flere uafdøde
som keder mig til døde
mens de rigtige døde
de professionelle
har det med at gå igen
på uventede tidspunkter
blander sig i alt
sætter skub i en kedelig samtale
får syrener til at blomstre midt om vinteren
kalder latter frem under en tandudtrækning
kalder vrede frem under en blodfattig TV-reklame
får en til at læse en bog igen
som man ellers har svoret aldrig
at ville læse mere
minder en om at Limfjorden er til
at man har oplevet ufattelige nordlys
at regn kan smage forskelligt

Visse gespenster har smukke bryster
en mørk og gylden latter
andre er noget ved musikken
for tiden har man et gengangerband
bestående af harmonika og guitar
trommer og tenorsax
violin og cello
plus hele to bassister
de spiller en slags fusionsmusik
jazz og Mozart
sømandsvals og reggae
Carl Nielsen med afrobeat

Jeg frygter ikke de døde
jeg frygter mere de levende
som godt kan tage livsmodet fra mig
men de døde gir mig oplevelser for livet
åh hvad var livet uden jer
mine utrættelige vejledere i
hvor levende livet kan være
og så swinger det oven i købet

Dog må jeg passe en smule på
de står altid og mangler en pianist
og dér står jeg altså af.

af Benny Andersen

11 kommentarer:

Margith sagde ...

Må jeg kondolere med din Far.
Godt han fik fred når det var hans ønske.
Et meget smukt digt.
Knus.

Anita Tørmoen sagde ...

Vakkert dikt av Benny Andersen.

Marianne sagde ...

Det er så smukt og spøjst som kun et digt af Benny Andersen kan være :)

Ovenstående digt er et mine ynglings.

Gode tanker sendes i din retning.

Unknown sagde ...

Et nydelig dikt som du deler med oss. :))

Marlene sagde ...

Så smukt, sjovt og sandt.

Lene sagde ...

Dejligt digt!

Frøskuffen sagde ...

Tankevækkende digt.

Michael Seeger Hanmann sagde ...

En dejlig måde at mindes din far på Dorit, jeg er overbevist om at meget af det digt kunne registreres i din far, han havde styrke til at sige fra da alternativet var for uigennemsigtigt og jeg er sikker på at han fint matcher andre dele af digtet også, mine tanker er ved jer i denne svære tid Dorit.
I kærlige tanker, god dag.

Madame sagde ...

Jeg holder så meget af Benny Andersens digte! Han kan spidde vores følelser og få os til at smile ...

KirstenK sagde ...

Kun ganske få kan forene sørgmodighed og humor som Benny Andersen...Varme tanker herfra!

Kisser Laptern sagde ...

Dygtige Benny Andersen.

Glædelig aften.
Kirsten