2 ret, 2 vrang, slip en og hold masken

Nej, helt sådan er det ikke. Men jeg har skullet holde tungen lige i munden med denne cardigan med v-hals og lange ærmer til Troldeungen. Hun har selv valgt farve og garn - tyndt totrådet Alpaca-Merino uld fra Design Club. Jeg har brugt ca. 150 gram og det er vel nogenlunde en str. S/M.

Opskrift havde jeg ikke, og jeg strikker for det meste på gehør. I dette tilfælde fandt jeg en mønsterrapport i Garnstudios Mønsterbibliotek og lavede en strikkeprøve, så jeg kunne fastslå min strikkefasthed. Og da jeg havde Nûnos mål, ja, så var det bare at regne lidt og dernæst slå op på p. 3 og gå i gang.

Cruella er selvfølgelig for stor...
Kanterne forneden på krop og ærmer er strikket i glatstrikning med en række huller, hvorom kanten bukkes og syes fast efterfølgende, hvilket jeg er i gang med lige nu.

Opdagede du, at der er lavet et knaphul ovenfor rundingen?? Øv, øv, men jeg piller IKKE op.
Regner med, at jeg kan sy det sammen med maskesting, så det ikke ses.

Kanten foran og i halsen, er strikket ved at samle masker op hele vejen rundt, og så slås der 12 ekstra masker op. Der strikkes over disse 12 masker (lodret op). Maskerne, der er samlet op strikkes så med, 1 maske ad gangen, ved at tage den sidste af de 12 m sammen med 1 opsamlet m, hver gang man vender inde ved opsamlingen. Pu ha... fik du den?
Kanten er derefter bukket rundt og syet fast på bagsiden.

At blive vejet, og IKKE fundet for let...

... er ikke let. Faktisk er det ret tungt.

Nærmere angivet ca. 2 kg for tung!! Det er meget, når man er en lille firbenet sag, og ovenikøbet har ben der er korte. Og tungt, når man er RIGTIG, RIGTIG MADGLAD!! 

Kort sagt - Ronja er blevet FOR rund!

Og hun er jo ikke at bebrejde! Det er en tung sag for os tobenede, at skulle i gang med at gøre hende let, men der er ingen let vej udenom. Hun er steriliseret og derfor er stofskiftet heller ikke det højeste. Men vi vil gerne beholde hende mange år endnu, så reserveforældrene må også rette ind. Fremover kan hun kun få mad ét sted, og det er hjemme, ellers kan vi ikke styre det.

Aftensmaden stod på halv portion tørkost (som i forvejen er letkost) og tilsvarende mængde finthakket, rå hvidkål (dyrlægens råd). Som hapser lidt senere, stod den på et stykke agurk. Og vil I tro det - hun åd maden og gnaskede agurken i sig, som havde hun aldrig smagt bedre.

Selvom hun er tung, er hun let, for hun KAN faktisk godt lige grøntsager. Så det er vejen frem...

... og så er det ellers ud af hængekøjen og afsted på fire ben over stok og sten... og måske smitter det hele lidt af på os tobenede ;-)

Hun har en kraftig pels og lider, når det er varmt, og så gider hun ikke røre sig. Men nu kommer den kolde tid, og allerede nu, hvor efterårs-køligheden har meldt sig, orker hun at spæne afsted igen.

Selvom om Ronja så på mig med bedende øjne tog jeg mod veterinær sygeplejeskens tilbud om løbende kontrolvejning. Så om en måned kører vi den, ikke tunge, men forhåbentlig lettere vej, ned til dyrlægen igen.

Portrætter og stemmer fra Restaurant PIP...

... som er genåbnet for sæsonen. Snespurvene og de små hvidsiskener kan nok bruge et fodertilskud inden de skal ud på deres lange tur over Davisstrædet til deres vinterkvarter.

Hvem kaldte du "Pjuske"? Mig? Du kan selv være pjusket, kan du!

Undskyld, men jeg kan altså ikke gøre for det... jeg kom til at lægge en lille klat i maden.

Synes du ikke også, at jeg er yndig?

Nu kommer du ikke for tæt på med den linse, vel?

Det er altså ikke nemt at nå, når nu jeg ikke tør gå op på rækværket - de små arrige siskener skælder mig ud!!
Jeg sniiiger mig til at hapse et frø, mon de ser det?

Jeg så det godt - hva' fa'en bilder du dig ind?

Okay, så. Bare du bliver ovre i din side af skålen, så går det nok.

Hvor er det dejligt, at sidde her mæt og veltilfreds og nyde solnedgangen.

Amazonen - en skulptur i Powertex

For laaang tid siden lavede jeg denne skulptur af en kvinde - min amazone. 

Hun er lavet i Powertex, som er et meget spændende materiale - jeg faldt over det her. Det er fabrichardener, dvs. det er beregnet til at dyppe stof i, som så kan draperes over en form.

Men igen - I ved, at jeg altid skal udfordre materialerne, så jeg har brugt det på en anden måde.
Man kan få noget der hedder Stone Art (en slags pulveriseret papir), som man kan overfladebehandle skulpturen med, så den kommer til at ligne sten. Det kan også blandes med det flydende powertex, og man får en form for ler/modellervoks. Når det er ordentligt hærdet kan det stå ude i vind og vejr. Og egentlig skulle hun ud at stå i haven, men hun blev altså herinde.

Her er jeg startet på min "amazone". Skelettet er bygget op af ståltråd, aluminiumsfolie og malertape. Hun har derefter fået "krop" med leret. Hun hang til tørre på staffeliet og hærdede flere uger.

Hun er nok omkring 1/2 meter høj.

Hun har både til gården og til gaden.

Her er hun færdig og monteret på en sten. Jeg har boret huller i stenen med en borehammer, fyldt hullerne ud med træ og skruet en skrue gennem hendes fødder ned i træet. Og dækket til med "leret".

Attributterne fejler ikke noget... :-)

Her ses "fodfæstet"...

Jeg har allerede flere planer med dette spændende materiale, blot mangler jeg tid...

Hæklet vest i merino, cashmere og microfibre

Den ældste troldeunge Sara havde set en hæklet vest i en butik. Men blev for nærig, da hun så prisen. ""Sådan én kan mor lave", var hendes resonnement. Og det ku' hun... :-) Så nu er der lavet en til både lille- og storesøster.

Garnet er Debbie Bliss 55 % merinould, 33 % microfibre og 12 % cashmere - så blødt, så blødt...

Selve hæklemønsteret fandt jeg i en af min afdøde mors hæklebøger fra  1967.

I bogen står bl.a. under overskriften Arbejdsstillinger: "Ved hækling gælder samme regel som ved alt andet håndarbejde, at dette bør udføres ved anvendelse af mindst mulig muskelkraft. Muskler der ikke benyttes til hæklingen må være afslappede. Det er derfor af betydning, at sidde i en behagelig stol, dog ikke med højt armlæn, der frister til at hvile armene med det resultat, at muskler i skuldre og hals spændes. Det er hjernen og hænderne, der skal udføre arbejdet. De sidste med et let og elegant greb på materiale og hæklenål". Så ved I det piger :-)

Tegningerne er meget tidstypiske.

Modellerne ligeså.

Og her kommer de varme farver...

Efterårsfarver fra gårsdagens sejlads og tur i fjeldet.

En sten så smuk!!

En lur i lyngen er altid godt. Hundene har det varmt.

Her kan I se...

...hvor jeg får mine farver fra. Indtryk fra dagens sejlads.

Lav eftermiddagssol fremhæver bølgernes aftryk på isen

I modlys...

Denne grønne farve er den smukkeste i hele verden. Man ser den helt inde ved isens kant, og hvor der er is nedenunder vandet. Her giver vind og hækbølger lidt skvulp...

Blogvenner på besøg på Ragna

Mens jeg var ombord på Ragna havde jeg den glæde, at få blogvenner på besøg. Det er altid dejligt, at få sat ansigt på nogen, som jeg føler jeg kender en smule, Kirsten med bloggen Maskebal kom til en hyggelig kop kaffe i køkkenet... og snakken den gik...

Kirsten har en shop på Amio, hvor jeg havde købt nogle af hendes fine knapper. Der var service på - hun bragte dem selv ud :-) Og så havde hun lidt ekstra godter med.

Birgitte med bloggen Norklekonen, og som også har besøgt mig i Nuuk, kiggede også forbi.

Birgitte havde taget en gave med købt i Garniture i Middelfart. Det var garn til dette sjal. Og Birgitte kender mig - det kunne jo ikke være andre farver ;-)

Inge og Mogens fra Sverige kom forbi med deres lille barnebarn Carl - men jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt på - jeg fik i alle fald ikke taget billeder. Samme dag havde jeg haft arbejdsmøde om formiddagen, min bror og svigerinde kiggede også forbi om eftermiddagen, og om aftenen skulle vi ud at spise med en ven. Så måske var det fordi jeg havde alt for meget i hovedet!!

Men jeg har taget billeder med af den fangst Inge gjorde, da hun dykkede hånden i slikdåsen - nemlig dåsen med alle Mogens' glasperle-kreationer.

Inge havde også to smukke glasskåle med lavet af resterne af det glas, som jeg selv lavede fad i. Men Sara lagde øjeblikkelig beslag på dem, så de er på Ragna endnu.

Hvad f... sker der lige her???

I aftes var jeg langt omkring hos alle jer blogvenner og jeg kommentere lystigt rundt omkring. Mona gjorde mig, via e-mail, opmærksom på, at hun fik min kommentar på e-mail, men at den ikke kunne ses på bloggen. Altså tjekkede jeg flere af de steder, hvor jeg lagde kommentarer... og der var ikke noget fra mig!! Mon det er straffen for at have "svigtet" bloggen i et stykke tid?! :-)

Denne korte kommentar lagde jeg hos Annelise, og som I kan se, var den synlig umiddelbart efter posting, men her til morgen var den væk (vinduet stod stadig åben, så jeg kunne tage et screendump).

Hos Ulla og Lykke prøvede jeg at lægge en "test" her til morgen - da jeg postede kunne jeg se den på bloggen, men efter genindlæsning af siden, var den væk. Altså prøvede jeg at logge ud og ind på Blogger et par gange. Men lige meget hjælper det...

Er der nogen af jer, der får kommentaren på e-mail, ligesom Mona?

Nu har jeg i flere år læst rundt omkring, at den ene eller den anden har haft forskellige problemer med bloggen, og selv har jeg ikke oplevet noget særligt - nu er turen åbenbart kommet til mig.

Øv, øv, øv...