mandag den 1. juli 2013

Når Qajaasat'en blomstrer...

... er det sommer. Qajaasat hedder Grønlandspost på dansk - det er en ret grov plante med smukke hvide blomster. Planten bruges til the og som krydderi.
Vi har haft en rigtig dejlig weekend i hytten - når vi er der, ER vi i nuet. Alt andet eksisterer ikke. Tiden går på en eller anden måde i stå på den gode måde. Vi har hygget os med at bygge en lille ny terrasse foran, sat læhegn op, nye lister, male, lave bålplads og bænk. Det lyder som om vi har haft travlt - det har vi ikke!
Qajaasats hvide blomster med hytten i baggrunden. Og lille Ronja har også sneget sig ind i billedet. Kan du se hende?
Qajaasat tæt på.
Helt ned på maven med kameraet og vi ser de forunderlige og sælsomme laklaver,
som skaber deres helt eget mikro-univers.
Mosebølle i blomst - det er dem vi kalder blåbær og som vi plukker i september. Vi bruger dem ligesådan.
Ronja ligger også på maven i "græsset" og følger med i hvad der foregår.
Hun eeelsker at ligge ude i naturen og bare være.

Klaus og Bjarne i gang med at sætte et læhegn på hjul op. Når vi ikke er der, køres det blot ind langs væggen,
så vinden ikke smadrer det. Der bliver brugt de for hånden værende søms princip. Det gælder om, at være kreativ. Man går ikke lige ned i Stark og køber den skrue eller det beslag man mangler...
Klaus og jeg brugte lørdag aften på, at lave denne lille terrasse foran hytten af gamle paller.
Klaus og jeg fik også lavet et bålsted, hvor vi kan brænde vores affald af. Her er jeg i gang med alt det affaldstræ, vi har samlet sammen gennem årene. Vi kan godt lide, at der er pænt og ryddeligt rundt om hytten. I modsætning til andre hytter i området, hvor det ligner Jerusalems ødelæggelse...
Bjarne og jeg fik lavet en bænk til bålpladsen og den skulle da lige afprøves :-)
Et view over vores lille paradis.
Alberth skal være der, hvor vi er. Lige nu vil han bare have fred og sove - han kan heldigvis sove hvor som helst.

11 kommentarer:

Kirsten Søeballe sagde ...

Skønne billeder fra jeres lille hyggelige plet :-)

Madame sagde ...

Sikke flittige I har været. Hvor er der smukt, og det er nogle dejlige billeder, du har taget - spændende også at se mikro-universet!

Kludemutter sagde ...

Tror aldrig jeg kom hjem om sommeren hvis jeg havde sådan en hytte. Det er bestemt et lille stykke af paradis i har der.

Aslaug/Strikkefåret sagde ...

Jeg kunne godt finde lille Ronja ;)
Hyggeligt og afslappet ser det ud.
Angående hundeulden så synes jeg, at det er en sjov ide. Jeg ville da synes, det var sejt med en pung lavet til mig ud af min hunds uld. Ville nok ikke kunne lade være med at ae pungen lidt ;)
Mine forældre havde en samojedespids og min mor afleverede uld til en der spandt af det

Kirsten sagde ...

Dejlig plet i paradisets I har :))
Den der qajaasats minder mest af alt om en rodondron!

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Hvor ser det dog dejligt ud! Afslappet for mennesker og dyr:-)

Anonym sagde ...

Der er skønt, inde i fjorden. Og åh - grønlandspost. Jeg havde helt glemt min favorit krydderurt. De fine topskud er nu erstattet af rosmarin i mit køkken. Ikke dårligt, men anderledes ;-)

*Pearls on a string** Dorthe sagde ...

Dejligt indlæg/ billeder. Gode minder om juli i Grønland dukker op :D

*SMIL* Dorthe

Nola sagde ...

herligt sted I har der, kan godt forstå at omverdenen ikke eksisterer der. Tak for de fine billeder :-)

Pernille sagde ...

Hvor er Grønlands natur skøn - også helt tæt på :)

dqpage sagde ...

Hvor er der bare smukt !
Kan lige fornemme den store stilhed.