onsdag den 25. august 2010

Mere fantastisk natur

I weekenden havde vi endnu et par af disse her fantastiske sommerdage, som vejrguderne har beriget os med de sidste år. Simpelthen helt fantastisk - varmt og solrigt, som sjældent set før - og ikke at forglemme: ingen af de her små, stikkende bæster, som vi ellers er belastet med.

Vores yngste datter Nûno og Jason er jo hjemme i Grønland på ferie og har deres lille gravhundeblanding Kikki med. Jasons forældre har hytte langt inde i fjorden, så dér holdt vi weekend.
Det er dejligt at få mulighed for den slags ture med Nûno også. her ses et andet hus/hytte, hvor de unge mennesker overnattede. Klaus og jeg sover som regel i båden.

Udsigten tidligt om morgenen og Ronja, som er meget opmærksom på sin herre - måske er det fordi han har gang i en ostemad?!


Vi brugte noget af lørdagen på at gå en tur op i baglandet for at se om vi skulle falde over et rensdyr. Her ses Nûno med riffelen. Husene/hytterne ligger på rad og række nede ved fjorden.


Vi måtte have et far-datter billede. Det er isfjorden I ser i baggrunden - her sender indlandsisen is ud i fjorden.


Nûno spejder efter dyr. Der var absolut intet liv.


Kikki fandt en gren, som var sjov at muntre sig med. Sikke et fantastisk tandsæt.


Turen op i fjeldet var noget af en stroppetur - op, op, op og det var varmt. Så, da vi kom ned igen fandt Nûno og jeg en hulning i elven, hvor Jasons forældre plejer at bade. Det var koldt!! Men utroligt skønt bagefter.


Et godt glas rødvin og en dejlig plads i eftermiddagssolen med hækletøj - det er topmålet af hygge.


Nûno og Jasons hvalp Kikki, forældrenes hund Kaj og vores gravhund Ronja i gummibåden. Den er de helt fortrolig med.


Om søndagen gik vi over sletten til isfjorden, hvor indlandsisen kommer ud. Der ses fantastiske farver og former. Jeg faldt for dette hul i en grim sort klods is.


Kikki og Kaj fjoldede rundt.


Nûno og Jason og isfjeld.


Vi skulle selvfølgelig også foreviges.


På vej over sletten er der ind imellem krat, og det kan være svært fremkommeligt, når man er en lille hund med korte ben og så bliver man træt. Så er det jo godt, at ens mennesker er parat til at bære én.

På vej hjem i båden søndag eftermiddag var der udsolgt, og så er det jo skønt, at kunne ligge i én pærevælling.


1 kommentar:

Ulla-Bella sagde ...

Så flotte bilder, og skjønn natur:)