torsdag den 19. august 2010

Islandsk lakse eventyr

Klaus, min mand, var i sidste uge på Island til et meget, meget vigtigt møde!! Det var sørme heldigt, at han ikke behøvede at tage hjem med det samme, men kunne tage imod en invitation til at komme ud og fange laks med flue :-) Og det gjorde han så 12 timer om dagen i 3 dage...

Det er ret morsomt at høre om det - der er ikke grænser for hvor seriøst disse lystfiskeri tager sådan en fisketur - I vil nok kunne fornemme min ignorance og mangel på forståelse imellem linierne...

De fiskede i elven Grimsá og boede i en lodge, hvor kokken hver aften stod klar med gourmet middag.
Hver morgen kl. 7 blev de kørt afsted til den strækning af elven, hvor de skulle fiske den dag. De var sammen to og to og måtte kun være i elven én ad gangen. De andre fiskere var utroligt seriøse og havde bl.a. veste med al verdens udstyr. Små negleklipper-lignende tingester til at klippe snøren med, specielle "tænger" til at tage krogen ud af munden på fisken med og en samling fluer, som kunne gøre selv den største entuiast misundelig. Og det var skam ikke lige meget, hvilken flue der blev brugt, næ, næ... Red Francis var vist den bedste... men så skulle der også være rygvind :-)

De måtte "kun" fiske mellem kl. 7 og 13 og igen fra kl. 16-22. Alle fisk under 40 cm (tror jeg det var) skulle ud igen - en "release"- det er jo forståeligt nok. Men at laksen også skulle ud igen, hvis den var over 80 cm, det er straks sværere at forstå. Det må jo have noget med beskyttelse af bestanden at gøre. Det gik islændingene i alle fald meget op i, og det er ganske udmærket. Det er også en betragtelig indtægtskilde for dem, for det er hammer-dyrt at komme med på disse ture.

Èn af fyrene fangede en sådan krabat på over 80 cm, så den måtte jo ud igen. Men den havde mistet pusten pga. den seje modstand den havde ydet under indhalingen, så fyren gav den "kunstigt åndedræt", som Klaus kalder det. Manden stod og holdt om fisken, aede den og tjekkede dens vejrtrækning i en halv time, inden han måtte give op og hive fisken på land... det er åbenbart spillets regler.

Klaus kæmpede selvfølgelig nogle "drabelige kampe" med laksene, hvilket resulterede i to landinger - og to mistede. Da han - helt høj - ringede hjem og fortalte om den første fangst, kunne jeg kun sige, at det var da "fantastisk" i betragtning af, at vi plejer at fange 37 laks på én gang i ét garn - hvor svært kan det være ;-) Klaus turde nok ikke engang nævne ordet "garn" overfor sådan en flok...

Det er ikke populær tale - og det er vel her forskellen er: Klaus er sports- og konkurrence menneske, og havde en fantastisk og pragtfuld tur, hvilket er ham vel undt, misforstå mig ikke. Jeg er ikke sportsmenneske og fatter simpelthen ikke fiskesporten. Jeg fanger fisk for at få mad, sådan er dét.

Det mest morsomme han fortæller, er da han skulle fotograferes med en af hans fangster. IKKE noget med bare at stille sig op med fisken hængende fra den ene hånd. Næ, næ. Han blev nøje instrueret - helt ned på knæ ude i elven og fisken liggende i strakte arme foran sig, således at fisken kunne tage sig bedst muligt ud!! Ja, ja, det er skam seriøst... og se, hvor glad han ser ud.


Vennen Finnur og Klaus i elven - et par seje fyre - de ser dog en anelse måbende ud.


De dér waders... hmmm...


Og så noget HELT andet:

Nogen af jer læsere har spurgt om jeg vil dele min opskrift på de hæklede blomster fra forrige indlæg. Det vil jeg gerne, blot har jeg ikke rigtig nogen opskrift og er heller ikke opskrift-skriver. Men jeg prøver alligevel, så kan I jo se om I kan bruge det.
Den får I i morgen.

2 kommentarer:

LisBethLys... sagde ...

HI Hi Hi... Tak for dagens første, rigtig gode grin! Hvor ser der sjovt ud! Jeg sad og studerede det gode billede af din mand, dér i elven, og scrollede så videre... Ti hi! Man kunne jo skrive mange ting i en synkron taleboble dér. F.eks.: "Sagde du lige NET??? Og dig har vi taget med herud - vi græmmes!" eller: "Hvad? Hev du bare lige den dér op med de bare næver?"
Tak for din fantastiske beretning om laksefiskeri for islandske fiske-nørder. Herlig morgen-kaffe-læsning. Og tak for din hilsen på mit indlæg.
Go'morgenhilsener fra LisBeth.

RODErier sagde ...

Se det var en rigtig lystfiskerhistorie ;-)
... og jeg er også hellere fanger end fisker!

I øvrigt kunne det så lyde som om Klaus har fundet en ny (dyr) hobby ;-)