tirsdag den 3. august 2010

Sølv - hvor er det skønt

I går, på min fridag, pi...... det bare ned (og i dag med, for den sags skyld, læg hertil en stærk blæst og dæmpede temperaturer, hmmmfr...). Så dagen i går var som skabt til at sidde og arbejde med sølv. Det blev til to ringe til ældste-datteren Sara og et lille hurtigt vedhæng.

Den spinkle ring med den sart turkise perle skulle egentlig have været str. 53, men katten (som jeg ikke har) rendte med målet... nu er den 51/52 og kan vist lige "skrues på", så det er nok en ommer :-(
Det positive er, at det gi'r øvelse, men gratis er det jo ikke :-)


Det er min første ring formet af ler på en ringrigle. Og ellers er den lidt et eksperiment: På min tur ud med hundene fandt jeg sibiriske valmuer, hvor nogen af dem var afblomstret og havde sat frøkapsel. Jeg tænkte, at jeg kunne bruge dem som form til en slags fatning. Først satte jeg kapslen på et kødspyd, så jeg havde noget at holde i. Dernæst lagde jeg en ring af sølvler (på sprøjte) omkring det sted på kapslen, hvor jeg ville have toppen af fatningen, så jeg fik en fast kant. Under denne stribe af ler penslede jeg sølvpasta på til det havde en passende tykkelse (hvad er en passende tykkelse? Tjae, det blev lidt en mavefornemmelse, og kom altså til at passe.)

På det første billede ser I ringen før den blev brændt. Den øverste del af frøkapslen er her fjernet (jeg satte en lighter til), resten brændte op ved selve brændingen og efterlod en fin lille kurv, hvori jeg kunne lime en ferskvandsperle (beklager billederne ikke er helt skarpe). Selve ringen fik lidt struktur.




Den anden ring havde jeg en idé om skulle være sådan noget flower-noget og den er formet lige ud af hovedet i 1 mm sølvtråd først og derefter bygget op af støbte sølkugler og pasta. Der er to sten i - en blå syntetisk safir og en hvid zirkonia. Den blev til en pæn 53'er, så der er altså forskel på hvor meget det krymper, når man bygger op på tråd og når man bruger ler på rigle.

(Hvis nogen er interesserede har jeg fundet en side i en amerikansk bog, som i billeder forklarer alt det her med måltagning, krymp og størrelsesberegning rigtig godt - giv et praj, så lkan jeg her lave min egen danske udgave).


På det første billede ser I ringen før brænding og på det andet efter. Det er lige før den er pænere FØR brænding!





Dagen sluttede jeg af med et lille vedhæng (ca. 2,5 x 2,5 cm) med en "eskimo graveret i". Også en teknik, der lige skulle afprøves. Når jeg får mit oxiderings-halløj, skal det oxideres, så det bliver sort i alle fordybninger.


8 kommentarer:

Jytte sagde ...

Du er da ikke til at stoppe igen :o)
Det er nogle rigtig flotte ting du laver !!

Jeg går selv og venter på en pakke Art Clay skal komme frem ( denne gang købt i Mexico )
Det er rigtig træls at man ikke bare kan gå hen i en hobbybutik og købe det så man slipper for porto, leret er jo dyrt nok i forvejen.

Jeg er interesseret i den side fra den Amerikanske bog :o)

KH Jytte

RODErier sagde ...

Genialt at bruge en frøkapsel som indfatning. Det ser rigtig godt ud!

Sig til hvis du skal bruge glasdimser i specielle farver. Der er altid plads til et par stykker sammen med de øvrige brændinger.

Jeg glæder mig til at se dine næste regnvejrsdagsproduktion ;-)

Dortheivalo sagde ...

FLOT!

Michael sagde ...

Jeg kan kun sige at jeg bliver begejstret hvergang jeg ser noget fra din hånd Dorit.

Gowry sagde ...

Hold da op, sikke nogle fine kreationer! Hyggeligt at følge med :)

Lydert sagde ...

Hold da op, hvor er det flotte smykker, du har lavet

Profusion sagde ...

Hej Dorit,
ja det sølv-ler er fascinerende. Det skal jeg også prøve en dag.
Indtil du får dit oxyderings-halløj kan du prøve med et frisk kogt æg. Det virker i al fald med sterling sølv, så mon ikke også med finsølv? Du lægger æg (ikke super hårdkogt, men fast i blommen) og sølv i en pose og knuser ægget. De behøver ikke røre hinanden så sølvet bliver snasket, men skal bare ligge lidt og dampe sammen. Det bliver ikke så mørkt som oxyderingsvæske, men giver en fin naturlig oxydering.
Mvh Lene

Alice Schmidt sagde ...

Spændende med art clay. Tak for din kommentar hos mig :-)