Pakkekalender og en speciel gave

I dag blev det min tur i Unikarinas Pakkekalender. Pakken har ligget og fristet en uges tid - jeg har aldrig set eller talt med afsenderen, men jeg "kender" hende alligevel. (Er dét ikke underligt, at man, bare fordi man har "blogget" sammen, kan føle varme og forbundethed?)

(Billedtekst følger...)

Nå, men jeg flåede pakken op... man ér vel et barn indeni? Forventede, at så åbenbarede indholdet sig, for der stod på selve kuverten, at den ikke måtte åbnes før dagen...

...men næ nej, så kom der bare endnu flere pakker til syne med bånd så fine, at de er en hel gave i sig selv. Hmmmm....

Og her ser I indholdet:

De fineste juletræer, som Marianne (klirklirglas.blogspot.com) har strikket og filtet, et strikket og filtet julehjerte, et nøgle lamauld samt en keramikstjerne, som er købt i Fru Olsens Stuer i Svendborg. Marianne fortæller, at hun gik forbi butikken og så tænkte hun på mig...

Marianne foreslog, at jeg satte de filtede træer på de medsendte bambuspinde i en oasis i en potte med mos. Mos og lav har jeg ikke fået samlet i år, men jeg har da polarræveskind på lager. Det minder vel lidt om sne. Og VOILA... De har nu fået hæderspladsen på det gamle chatol sammen med mine yndlingsnisser.

Og hun tænkte på mig og Grønland, da hun lavede de flotteste glasperler og satte dem sammen til et armbånd i lige mine farver (se billedet foroven). Armbåndet hører ikke med i pakkekalenderen! Tænk jer, det skulle jeg have, bare fordi. Hold da op!!! Hver perle er et lille kunstværk i sig selv, og man skulle tro, at Marianne har været her, for man kommer til at tænke på grønlandske landskaber, når men ser hver enkelt perle. Jeg blev helt stum og rigtig, rigtig glad...

Jeg har skrevet til Marianne og sagt tusind, tusind tak. Jeg plejer ellers ikke at blive mundlam og mangle ord, men lige nu kniber det...