Folegandros - en perle i Middelhavet

I dag kørte jeg de 12 km helt ud i den nordlige - og landlige - del af øen. Jeg kørte ned af en stejl, hullet serpentiner-grusvej til Agios Georgios Beach helt nede ved kysten. Øen er dramatisk, vild og barsk og her i september har solen brændt al vegetation af. Alligevel er det så smukt, så smukt. Jeg var spændt på om jeg kunne køre op igen dernede fra, men det gik. Vejen derud går gennem øens bjerge og i dag var alting øde - jeg mødte to bønder på æsler og en lastbil! 

Der er rigtig mange strande på øen med krystalklart, turkis vand, men mange af dem er svært tilgængelige og man skal vandre ad stejle gedestier.

Agios Georgios helt nede ved kysten.

Scooteren lejede jeg i går. Det første sted ville de ikke leje ud til mig, da jeg ikke har kørekort til motorcykel. "Not in my office", var svaret. Okay, så prøvede jeg da bare et andet sted og her var svaret bare et spørgsmål: "How big?" Ja, bare stor nok til at klare bjergene. Og jeg kan liiige akkurat trække den op på støttehjulet, når jeg stiller den fra mig ;-) Det er åbenbart ikke lovligt at køre scooter uden motorcykelkort, men politi er vist et fremmedord her på øen, og jeg må bare køre ordentligt.

I går var Anne og hendes veninde Marianne og jeg ude ved en "hemmelig" bugt, hvor havet efterlader alt sit skrald - herunder drivtømmer. Det er en barsk tur derud og meget goldt. Men "fangsten" var god :-)

Anne på klipperne af hvid marmor. Her er øde, og man skal ikke vove sig herud alene, eller i alle fald ikke uden at fortælle, hvor man går hen. En tysk kvinde blev fundet herude for et par år siden. Hun var selvfølgelig død, og man fandt ud af, at hun havde brækket benet. Mobilforbindelse? Forget it. GYS...

Klipperne tæt på

Vi starter turen derud - Karavostasis, øens lille havn og fiskerleje, ses i baggrunden

Anne er en dansk kvinde gift med græske Fotis Papadoupolos - de har de sidste 20-25 år haft De Græske Feriekurser. Jeg bor på deres hotel Ampelos - en hyggeligt lille sted med 10 studios og en swimmingpool. 

Det er fantastisk dejligt, at være her og man bliver lynhurtigt en del af "familien" - alle kender alle på øen (ca. 650 fastboende), og der er rigtig, rigtig mange af turisterne som kommer igen og igen. Og det er ikke underligt. Det er en vidunderlig ø med utroligt gæstfrie og åbne mennesker. Turismen har ikke spoleret øen, og det kunne godt blive mit tredie hjem.

Der er katte allevegne, nogle har det godt, de fleste skidt. Det er hårdt, at være vidne til. Her på baren bliver der taget hånd om kattene og denne lille killing søger et hjem. Det bliver ikke hos mig, men en af dem skal til Danmark.

Hjemme på hotellet holder en mor med to store killinger til. Moderen leger her med min drivtømmerfangst.

Fotis i sit kombinerede værksted og smykkeshop. Han laver rigtig flotte sølvsmykker.

Fotis lærte mig at lodde sølv den anden aften. Og i morgen skal vi sammen lave en ring med en indfattet hvid marmorsten jeg har fundet på stranden. Jeg er ved at få krea-abstinenser, så vi er blevet enige om, at han drikker raki og jeg arbejder :-) En passende fordeling, synes jeg.

Choras torve er fyldt med små hyggelige restauranter - vi havde en rigtig hyggelig aften her.

Smukke træer sørger for skygge - her en rosa peber, men også morbærtræer, plataner og akacier.

Jeg er jo rejst herned alene, og alene er jeg ikke meget af tiden. Når man rejser alene er man nok også mere åben, end når man er to. Jeg kan mærke, at folk i byen har helt styr på én, hvem man er, hvor man bor og hvad man laver. Det er trygt.

Øens eneste by Chora er i øvrigt en gammel venetiansk fæstningsby bygget på en 200 meter høj klippe, og der findes ikke køretøjer i byen. Hverken to- eller firehjulede. Man parkerer pænt udenfor. Der findes ikke mange hoteller eller butikker.

Jeg ved godt, at der er mange smukke og skønne græske øer, men jeg er altså faldet pladask for denne og derfor ville jeg tilbage igen. Og det er ikke sidste gang!