Ind i naturen

Måtte en tur ud - eller snarere ind - i naturen i dag. Og få rystet alle brikkerne på plads oppe i hovedet (ja, jeg hár altså mere end to!). Det er ren terapi. Manden, datteren og svigersønnen er taget på rensdyrjagt - det er jo snart sidste udkald inden de unge mennesker forlader landet - og jagten er gået ind i dag d. 1. august. Rensdyrjagt er ellers det bedste jeg ved, men jeg havde brug for en dag helt i fred og ro med mig selv. Og hvad er bedre end at færdes derude, hvor man er alene med sig selv og sin gud?! Nå, ja, jeg havde Ronja med... :-)

Her er Grønlands nationalblomst i forgrunden - (dansk: gederams, grønlandsk: Niviarsiaq). I baggrunden er det Sermitsiaq - et af Nuuks vartegn, ca. 1280 m over havet.

Jeg bliver aldrig træt af denne udsigt - prøv lige at se fjeldtoppene i baggrunden. Fantasktisk. Hvorfor mon det egentlig hedder "fjelde" og ikke bjerge. De er ellers høje nok.

Ronja skal lige undersøge hvem der ellers har været her, eller leder hun efter bær? Hun elsker sortebær.

Prisen for det tidlige forår og den dejlige sommer er åbenbart et tidligt efterår! Vegetationen bærer synligt præg af at sommeren går på hæld. Bærrene er modne sine steder og farverne går i det mere gyldne. Kærulden (Ukaliusaq), som stod så stolt og luftede sin lethed, ser nu noget forblæst og afdanket ud.

Mosebøllebærrene (dem vi kalder blåbær - og bruger som blåbær. Grønlandsk: Kigutaarnat) er modne flere steder, men det er som om de er kommet i to omgange. Der er rigtig mange grønne - her er de side om side. Jeg fik en god portion modne sidste weekend - de står nu og trækker i vodka, så julesnapsen til ost er i hus.

Sortebærrene (Fjeldrevling - ja, i Danmark regnes de som uspiselige, men her er de en delikatesse. Paarnaqutit)) er også modne nu, men er desværre fåtallige, der hvor jeg har været. De er ellers bedst, når de har fået en rem af frost, så sødmen kommer frem, men frost har vi trods alt ikke endnu.

Det er ikke bare skønhed derude. Vi mennesker genererer jo en del affald. Hvad der ikke kan gå på forbrændingen hældes ud på en smuk beliggenhed langs kysten og dækkes til med jord. Fra vandet ligner det et stort forbjerg af skrot. Et eller andet sted skál vi jo gøre af det - det er bare så trist et syn.

Se nu fx. denne båd - den vidner om et godt håndværk engang for længe siden. 

Og forhåbentlig har den været godt brugt. Nu ligger den bare dér og går til, mens den fortæller sin historie.

Klaus ringede lige fra en stejl fjeldtop langt inde i fjorden. Han skulle lige se om der var mobilforbindelse. Og det var der - det er jo forunderligt med den moderne teknik. De havde set og jagtet en stor rensdyrtyr, men der var gået feber i Sara, så hun var begyndt at løbe. Og dét skal man ikke. Dyret fanger bevægelsen lige med det samme. Lad os nu se om de kan finde den igen.

For nogle år siden var en af vores venner også på jagt, var kommet tæt på et dyr, havde det faktisk på kornet... og SÅ ringer mobilen!! Væk var dyret selvfølgelig. Det var bare konen, der ville høre hvornår han var hjemme til frokost. Prøv, at spørge om han bandede. Men han KUNNE jo bare have ladet mobilen være slukket!!

Jeg må hellere holde radio-tavshed... det ku' jo være de fandt dyret igen. I får lige et billede af de to unge mennesker sidste efterår, med deres fangst. Som I kan se var sneen kommet tidligt.

Og Ronja, der var overbevist om, at dyret var hendes...