fredag den 29. oktober 2010

KOLDT og SORT!!

Dagen i dag har været KOLD som bare pokker!

Stærk vind: 24-25 m/s sammenholdt med 5-6 minusgrader giver en kuldefaktor på -16 godt og vel. Dét er dælme koldt skulle jeg hilse og sige. De sidste margueritter i krukkerne uden for, har endelig måttet give op, og har skiftet den hvide klædedragt med brune, triste blade.

Havet er grønt og oprørt med store hvide skumtoppe, som fejes af af blæsten.

Nu er vinterfrakken kommet frem for første gang sammen med de lune støvler i sælskind. Og sælskindslufferne er også lagt frem.

Pigdækkene er kommet på bilen i går, selvom der ikke er så meget som skyggen af sne - pludselig kommer den forhåbentlig! Den første sne plejer ellers at falde omkring 20. sept. Vi har kun haft 5 minutters snevejr i starten af oktober.
Fjeldtoppene rundt omkring vidner dog om, at kulden ligger i højden, hvor nedbøren er faldet som et smukt hvidt pudderdrys på tinderne.

Vinter er lig med sne, klar luft og frostknirkende skridt. Sneen lyser op - mange mennesker ved jo godt, at vi ikke ser solen ret meget i vinteråret og spørger om ikke der er meget mørkt om vinteren her?
Nej, det plejer det ikke at være, netop fordi sneen lyser alt op og kaster den smule lys der er, tilbage.

Sne har vi altså ikke fået endnu og ved du hvad? Ikke bare er der "koldt, som i en brøndgravers røv", som min ynglingssanger og sangskriver Allan Olsen synger i "5 under 0", der er også SORT!


2 kommentarer:

Michael sagde ...

Jeg er også vild med Allan Olsen Dorit, det må være fantastisk oppe ved jer også selv om der er meget mørkt i disse tider, Grønland står for mig som natur natur, natur.
Varme klem fra Odense.

violykke sagde ...

Du spurgte til mit sjal fra den 20 nov. ja det er til salg til 500 kr. Og god ide med at sætte kæder i den halskæde fra mig :0)