mandag den 7. februar 2011

Min grønlandske ravn

Jeg har i mange år ønsket mig en udstoppet ravn. Men jeg har aldrig kunne få mig selv til at gå ud og skyde en, bare fordi jeg vil have den udstoppet. Har i tidens løb fundet en del døde ravne i fjeldet, men de har været mere eller mindre opløst.

Sidste år, en af nytårsdagene, efter en forfærdelig storm, var jeg ude at gå med hundene i fjeldet. Under en høj, stejl klippe, hvor ravnene i øvrigt er talrige, og hvor højspændingsledningerne føres ind til byen, lå en ravn på ryggen med benene lige i vejret. Den var stivfrossen og så hel ud. Jeg forestiller mig, at et stormstød har blæst den ind i ledningerne og så er den forulykket.

Når nu den VAR død, så skulle den da ikke ligge alene dér og bare gå til... så mig hjem efter en sort skraldesæk og så ellers ned i den store fryser. Hen på foråret skulle Klaus have en trawler på værft i Skagen, så ravnen kom med som blind passager. En ven i Skagen tog sig af den - han kender den gamle konservator i Skagen, nu Tuen, og... ja, så nu har jeg altså fået mig en udstoppet ravn. Den er landet på husbåden i København, og nu mangler den bare den sidste del af rejsen hjem til Grønland igen..

Alt efter din skærm, kan du se de fantastiske blå changerende farver i fjerene.
Og se lige dens kloge blik - jeg synes konservatoren har gjort et fantastisk stykke arbejde, 
at dømme ud fra billedet.

Sara, den ældste datter, kan ikke helt forstå, hvad jeg vil med den. Hvad vil jeg? Ja, jeg ved det ikke, men jeg har altid været fascineret af ravnen - den er evigt tilstedeværende her i Grønland, den har en fantastisk flyvefærdighed og et bredt lydrepertoire - og et dårligt rygte - det siges, at de stjæler. Guden Odin havde to - hans budbringere Hugin og Munin, som hver morgen fløj ud for at spionere, og som hver middag kom hjem og fortalte Odin, hvad de havde set. Den grønlandske ravn er 65 - 70 cm og har et vingefang på 120 - 150 cm, så det er en stor fugl. Faktisk er det en spurvefugl, og den størrelse er jo ikke lige dét, man forbinder med en spurv!

Jeg mener, at jeg engang har læst, at ravnen er monogam, og at et par holder sammen for livet. Men jeg kan ikke finde det igen - er der nogen af jer, læsere, der ved det? Og om denne er en han eller hun, ja, det ved jeg ikke. Hvordan ser man forskel?

Fuglen er en af de mest intelligente vi har. Man har lavet forsøg, der indikerer, at den faktisk er klogere end chimpanser. Den tænker logisk og har en fantastisk hukommelse.



Da samme trawler kom i havn her i Nuuk, havde den et par hundrede kongeederfugle liggende. De var dumpet ned på dækket fra himmelen, på havet ude mod vest. Det sker engang imellem, at store flokke af fugle flyver ind i skibet - oftest i dårligt vejr, og måske bliver de blændet af skibets projektører?! De fejler jo ikke noget, så skibets besætning får gratis råvarer til middagen. 


Klaus fik lagt en hel fugl til side og den begik samme rejse som ravnen... og nu er den også i København. Det er en han - måske i yngledragt - jeg ved det ikke helt.

Vestgrønland er et vigtigt fælde-, samlings- og overvintringsområde for kongeederfugle. De fleste af fuglene yngler i den nordøstlige del af Canada, mens en mindre del yngler i Nordvestgrønland. De yngler ikke i Vestgrønland. Så dette er måske en canadisk fugl.


12 kommentarer:

Kisser Laptern sagde ...

Smukke fugle.

Har lige set et indlæg om Siriuspatruljen i fjerneren her til formiddag, så jeg har faktisk tænkt på dig.

Glædelig mandag.
Kirsten

Elfepigen sagde ...

Hej Dorit;)
Jeg kan desværre ikke svare på dine spørgsmål...men det med facination af ravnen kan jeg sagtens forstå..den kan også fortælle om dåligt vejr blev der sagt i mit barndomshjem...min mor sagde altid at jeg var lige som ravnen, de har øje for alt der glimtrer(håber det er stavet rigtigt:) ) og de samler til sit rede alt muligt...det er i hvert fald det jeg gør stadig og det tror jeg de fleste kreative sjæle gør:)
Hold da fst hvor blev din flot med det blå skær...

Knus og kram herfra

Anita Tørmoen sagde ...

Nydelige fugler.

Bettina Holst - om kunst, indretning, kreative ideer o.ma. sagde ...

Jeg må medgive at flot ser den ud og den anden fugl er da utrolig smuk :-). Selv har jeg et eller andet med udstoppede dyr (de virker lidt skræmmende synes jeg)...

Margith sagde ...

Ravnen holder sig til samme mage hele livet. Her hvor vi bor flyver et par med 2 unger over hver dag og jeg elsker lyden af dem. Fantastisk fugl.
Hav eb dejlig aften.

Dortheivalo sagde ...

Jeg lagde engang en kort artikel ud her: http://dortheivalo.blogspot.com/2007/09/nye-hynder.html.
Som du måske har fornemmet er jeg også glad for ravnen

Carina Dale sagde ...

Ravnen er virkelig en fantastisk vakker fugl. På en eller annen måte ser den også klok ut.

Takk for at du ville dele noe av ravnens historie. Den ble ikke mindre spennende.

Ønsker deg en super mandag!

Klem fra Carina

Marianne sagde ...

Smukt

***Hos Mutter*** sagde ...

Er det en kongeederfugl den med det smukke næb ?

Fatter og jeg har i mange år skændtes om udstoppede fugle. Jeg afskyr dem og han elsker dem. Indtil videre har jeg vundet kampen om ikke at have dem i stuen.

KirstenK sagde ...

Ravne er forbundet med så meget symbolik at man næsten ikke kan udgå at holde af den...Hvor er den smuk med den blåsorte fjerdragt...

Anonym sagde ...

Hvor er den smuk, din ravn. Det er facinerende fugle. Her på Bornholm ser man dem også af og til. Har lige set video'en du linker til. Tricket med snoren kan krager også finde ud af. Det er min yndlingsfugl. Har to der kommer fast hver dag og får mad.

Hilsen fra

fru Jensen
Gudhjem

Stine Hoelgaard Johansen sagde ...

Sikke smukke fugle, som sikkert kommer til at pryde dit hjem

stine:)