onsdag den 12. februar 2014

Et imponerende (men kønsløst) Dubai

Hold da op - det er vist 3 uger siden jeg sidst har været her på bloggen. "Toget" kører 200 km i timen og det er ikke altid, at jeg når med... men nu er jeg lige hoppet af på et af de få stoppesteder... Jeg knokler med at få de sidste ting på plads i værkstedet / butikken - der er åbent hus på lørdag.

Men i skal da ikke snydes for billeder fra vores helt igennem vidunderlige sølvbryllups-tur med troldetøser og svigersønner. Vi tog til Sydafrika med et stop-over i Dubai på 2 dage. Dubai er imponerende med alt, hvad der kan købes for penge, men også en smule kønsløst, som jeg kalder det. Den ældste del af byen er fra 1979, så der gemmer sig ikke megen sjæl her. Det er et multikulturelt sted, kan man roligt sige. Kun ca. 20% af indbyggerne er såkaldte "lokale". De resterende 80% kommer fra mere end 100 lande, især fra Indien, Pakistan og Filippinerne. Disse kontraster ses tydelig i bybilledet. Og der er ikke mange af disse udlændinge, der lever på solsiden af livet, for nu at sige det på den måde.

Burj Khalifa på 828 m - det er svært, at få hele tårnet med på billedet.
Dubai er også en by med ekstremer. Her finder man Burj Khalifa, der med sine 828 meter er verdens højeste tårn. Det er 166 etager højt og vi kom op på 124. etage - det tog 51 sek. i elevatoren!!


Ved foden af tårnet ligger Dubai Mall, der med sine 1200 butikker er verdens største shoppingcenter.
I søen er der installeret et springvand, som hver time springer til arabisk musik - de får strålerne til at danse "mavedans" - et meget imponerende syn. Vi kiggede selvfølgelig ind i mall'en, men nåede ikke mange meter, så stødte vi på deres kæmpe, kæmpe akvarium, hvor man kan få lov at dykke, og så nåede vi ikke længere...

Vi tog også en tur i Mall of the Emirates og fik et sneak-peak af Ski Dubai - et kunstigt anlagt indendørs skiresort med 5 skiløjper.

Udsigten fra 124. etage.
Et sjovt billede - og minde - vi fik lavet deroppe. For penge, selvfølgelig...
Vi tog en tur ud i tekstil-suk'en - her har Nûno og jeg vovet os ind i et slaraffenland af en butik.
Købte jeg noget?? Naaajj... kun lidt :)
Vi skulle selvfølgelig også en tur på stranden...
Pigerne brød sig ikke meget om det, fordi flere arabiske mænd stillede sig op, helt ugenert tæt på dem og filmede dem med deres Ipads!! Eller stillede sig åbenlyst op og gloede ufravendt på disse lyse, slanke kurvede unge kvinder i bikini.

En far med sine skønne døtre på Jumeirah stranden.
Klaus og Klaus på tur hen ad stranden ved Burj Al Arab.
Burj Al Arab er et af mere end 400 hoteller i byen. Det verdens eneste 7 stjernede hotel og er bygget på en kunstig ø 280 m ude i havet. Bygningen er 3-400 meter høj, og meget smuk. På toppen er en helikopter landingsplads, som sommetider laves om til tennisbane.

De lokale finder også vej til stranden - her en mand med hans to koner, eller en bror med søstre? Kvinderne havde store solbriller på, så det eneste man kunne se af dem, var en bar ankel i kondisko, når vinden tog fat i burkaen, eller hvad den nu hedder. Det er ikke megen sol de får.
Nûno og Søren med skylinen i baggrunden - set ude fra The Palm Islands, hvor vi tog en tur rundt i taxa.
The Palm Island er kunstigt anlagte øer, der danner en palme.
Ude fra Palmen kunne vi ane The World i baggrunden. The world er en gruppe kunstigt byggede øer af sand bygget 4 km ude. Øerne er anlagt så de danner et verdenskort. Men The World skulle efter sigende være gået konkurs, så det er kun et af "landene" der fungerer.

Klaus og Sara med Burj Arab i baggrunden. Set ude fra Palmen.
Den sidste aften var vi på Dinner-cruise på Dubai Creek. Meget smukt og stemningsfyldt.
Og så gik turen ellers til Sydafrika - turens egentlige formål. Og hvilken tur... Det hører I om i morgen, håber jeg.

12 kommentarer:

Fletværket sagde ...

Det ser dejligt ud - trods alt. Peter og jeg var på "Bryllupsrejse" til Dubai for 25 år siden, og meget er sket siden. Vi står på venteliste til en lignende tur hos Albatros Rejser.
Kan du ikke fortælle mig hvordan du henviser fra FB til opslag på din blog?

Den gamle krage sagde ...

Elsker den med at "the world er gået konkurs" - sikken en sætning!

Fantastiske billeder fra et imponerende land, som jeg aldrig nogensinde kommer til at besøge. Jeg glæder mig allerede til dine billeder fra Sydafrika!

Madame sagde ...

Sikke nogle skønne billeder og en fantastisk sølvbryllupstur! Jeg har en kær veninde, der bor i Dubai i øjeblikket, fordi hendes mand er pilot. Derfor er det ekstra spændende at se, hvordan der ser ud.

Fru Olsen sagde ...

Tak for turen .... Den Suk ville jeg gerne besøge, jeg ville blive fattig...
Ser frem til en tur til Sydafrika ....
Hilsen Mette

randiglensbo.dk sagde ...

Imponerende ser det ud! Det må være en speciel oplevelse - billederne er helt fantastiske!

Marianne sagde ...

Smukke billeder - især dem med din famile på ;0) - ja hold op det er så flot så fint så pænt så det er ikke for mig .
Dejligt du er tilbage : )
Rigtig meget pøjpøjpøj ( husk man ikke må sige tal for pøjer ) med åbningen - ville gerne have været det.
Kram herfra

Marianne sagde ...

Hej Dorit
Mange tusind tak for rundvisningen og smukke billeder og fin Info :). Og selvfølgelig kæmpe stort tillykke med sølvbryllupet
Knus

dqpage sagde ...

Fantastisk spændende ! og helt vildt med al den rigdom :o) glæder mig til at høre om Sydafrika også :o) - og ikke mindst til åbningen af din butik. DET bliver da spændende !

Unknown sagde ...

we were there 5 years ago on vacation :)

very wonderful town:) nice people :)

Fru Olsen sagde ...

Hej Laila.
Faktisk henviser jeg ikke fra FB til min blog, men den anden vej rundt. Jeg kan se, at du også har de små delings-ikoner nederst i hvert indlæg på din blog. Når jeg har lavet mit indlæg på bloggen, deler jeg det på FB ved at klikke på det lille f under indlægget. Got it?

Fletværket sagde ...

For f......, hvor nemt kan det være. Har aldrig bemærket de små ikoner under indlægget. Tak for hjælpen

GitteBlinkilde sagde ...

Hold nu op hvor har i fået noget på opleveren :-) Tror at jeg ville gå amok i den tekstil butik :-) Fantastisk sølvbryllupsrejse i har haft <3