Stakkels snespurv

I dag på tur med de små kortbenede gravhunde kom jeg til at tænke på en oplevelse jeg havde med en  snespurv. De kommer hvert forår og trænger til lidt opfedning her, hvor de rammer land efter den lange tur over Davisstrædet. Når de har fået lidt huld igen tager de længere ind i landet. Så vi fodrer dem - billederne her er fra sidste års "snespurve-påskefrokost". 

Nå, men Alberth - vores dagpleje-hund - elsker, at jagte spurvene, men de er heldigvis for hurtige. En dag så jeg ham dog jagte en spurv, som akkurat evnede at flakse fra sten til sten en "haps-bredde" fra Alberth. Jeg fik stoppet ham og stod længe og kiggede på fuglen - jeg kom ganske tæt på og den sad bare og plirrede mod mig med de små sorte øjne. Den var tydeligvis syg. Jeg ku' faktisk tage den op og ku' mærke det lille hjerte på overarbejde af bare skræk. Den havde tynd mave ku' jeg se og havde svinet sig til. Stakkels lille fugl - jeg vidste, at den gik en grum skæbne i møde, så jeg tænkte, at det bedste jeg ku' gøre, var at aflive den! 

Meeen, at mærke det lille varme liv, se de små sorte glugger og så vride halsen om på den?? Nej, det ku' jeg altså ikke. Så jeg satte den ned igen og gik hjemad. Fej! Og tænkte: nej, det duer altså ikke - bare fordi du er en kylling, så skal den lide. Så jeg vendte om og tog den op igen... overvejede og blev enig med mig selv om, at det ku' jeg altså ikke!! Hmm.. og mig, som kommer fra landet og er vant til det med liv og død.... Ynk.

Nå, men jeg havde bemærket, at der længere henne ad kysten gik nogle mænd og satte en udsigtsplads i stand. De ku' nok hjælpe, så op med det bette væsen igen og så gik det ellers i skarpt trav derhen ad.

Måske havde de set det lille optrin? I hvert fald kiggede en ung mand straks på mig, da jeg kom og inden jeg fik sagt et ord, havde han hapset fuglen ud af hånden på mig, hevet hovedet af og kastet fuglen i havet!!!

Av, av...