fredag den 24. juni 2011

Isbjørn i rensdyrtak... og klart vand

Nu kan jeg igen lægge billeder på bloggen. Det er noget mærkeligt noget, der sker! Det er meget sjældent, at jeg har problemer - jeg er MAC bruger (svoren) både på arbejde og hjemme, og bruger browseren Safari. (Alternativt Firefox). På arbejdet har jeg også en Windows maskine, men bruger den sjældent til opdatering af bloggen - her skal jeg jo arbejde :-)

Nå men, jeg vil lige vise jer, hvad jeg fik lavet i går efter arbejde. Vejret er så dejligt, så jeg kunne sidde ude og arbejde. At arbejde i rensdyrtak støver og sviner en del - det lugter også, så helst ud med det.

Jeg er simpelthen så stolt over, at det lykkedes mig, at lave en isbjørn. Først lagde jeg stykket af rensdyrtak i 35 % brintoverilte for at blege det. Efter et døgn, blev det taget smukt og hvidt op af badet, og lagt til tørre i solen. Så tegnede jeg bjørnen op og savede den groft ud med en lille sav. Og så var det ellers i gang med Dremel'en, file, sandpapir og polering. Til sidst har jeg boret et 1 mm hul tværs gennem dyret, så jeg kan fæstne den på et armbånd i sort sælskind.



Mistbænken er sået til med krydderurter, og rabarberne vokser, som fik de penge for det. Så jeg har rabarber til gode... :-)

Disse stenpikere kom forbi i går - det er sjældent, at jeg ser dem. De kommer åbenbart i maj og rejser igen i september.

Jeg fik lige et par skud, at andeparret, som har slået sig ned inde ved svogeren (naboen), da de blev jaget op af gravhundene. Men det er gentlig ikke så meget ænderne jeg vil vise, men mere havbunden - SE lige, hvor klart vandet er!!

8 kommentarer:

Kirkesjov sagde ...

Hvor er det bare flot arbejde! Perfekt er den den isbjørn!

God weekend.

Kh. Mette

Pia sagde ...

Jeg fik sådan en isbjørn i gave som teenager :-) Min skulle dog være lavet af en hvalrostand.

Flotte billeder af naturen som altid.

HelleJescika sagde ...

Jeg er fuld af beundring, både overfor den smukke isbjørn, men sørme også naturen.

Frøskuffen sagde ...

hvor er den dog smuk den isbjørn. Det er sådan en, som man kunne gå med for evigt i lommen og lige røre ved en gang imellem.

M.h.t. planter i Grønland - dyrker I så tingene i mistbænke eller kan I dyrke noget udenfor også ? Jeg kan ikke helt se det på billederne.

Bettina Holst sagde ...

Hvor ser det dog godt ud med den isbjørn på armbåndet. Kender slet ikke materialet du har lavet den i....spændende :-)

Strikkefuglen sagde ...

Flot armbånd med isbjørnen.
Flotte billeder af den smukke natur.
God dag
Majbritt

Tinitten sagde ...

Hold op noget flot vand.... helt fantastisk:-)

Fru Olsen sagde ...

Til Frøskuffen:
Du spurgte til om vi kan dyre ting på friland her i Nuuk. Krydderurter har jeg i mistbænken sammen med rabarber. Men jeg har også rabarber på friland. Og purløg. OG masser af blomster - men det skal selvfølgelig være nogen som kan tåle klimaet. Bl.a. Rosenrod, storbladet gederams, potentil, geranie, lupiner, sibirisk valmue, kæmpestenbræk, røllike, okseøje m.fl. Jeg har også alaska pil, sibirisk lærk, diverse popler og ellebuske i haven. Min svoger - naboen - dyrker kartofler i mistbænke og på friland. Sidste år høstede de 28 kg!
Jeg kan lægge et par billeder på bloggen en af dagene.