tirsdag den 25. oktober 2011

Memory lane - Mine allerførste hæklerier

Inspireret af Madames indlæg om Små Tidsmaskiner gik jeg forleden på loftet for at finde min lille ønskedukke frem. Hun er nemlig iført mine allerførste forsøg udi hæklingens kunst. Hvor gammel har jeg været? Jeg ved det ikke, men i hvert fald gammel nok til at holde ("forkert", sagde min mor i hvert fald) på en hæklenål. Og lille nok til endnu at lege med dukker. Måske 8 år?

At se hende her bringer mange glemte minder frem...

Først skulle hun have trusser på - det er vist uld, mens resten er i et eller andet afskyeligt akryl. Hold op, hvor jeg kæmpede med de masker, og stolt var jeg da det lykkedes. Det var vel her jeg grundlagde glæden ved at hækle.


Huen er vist kommet til dengang mine tøser var små. Jeg tror dukken er fra starten af tresserne, 
og tænk både hun og tøjet har overlevet tiden med mine tøser også.

I det hele taget var det ret nostalgisk at sidde og rode i kassen med dukketøj fra pigernes tid. Havde helt glemt, hvor flittig jeg, men mest min mor, var. Der er simpelthen ALT i dukketøj - syet, strikket og hæklet (Dukkerne er i øvrigt også gemt - både mine og pigernes). Min mor har virkelig gået op i det, har skabt tingene i stor kærlighed til de børnebørn, som var 4.000 km væk - og det er her jeg får en klump i halsen... 

Nu, hvor både min far og mor er væk, får tingene en ny betydning - en ny værdi.

10 kommentarer:

Kirsten Søeballe sagde ...

Herligt at se. Jeg havde også en ønskedukke :-)
Jeg kan huske at jeg ønskede mig en Barbidukke meget inderligt men at jeg aldrig fik en. Så jeg købte mig en da jeg flyttede hjemmefra :-)

Unknown sagde ...

sikke fint og hyggelig med sådan et smut fordi din barndom. men kan se jeg må til at tage mig samme.. for dine hækle evner over steg allerede den gang mine....

Kirsten sagde ...

Uha som det dog vækker minder! Jeg kommer til at tænke på min Rosenbuddukke. Kan du huske dem, jeg tror de var på størrelse med din ca. 15 cm.
Jeg tror jeg må på loftet en dag og finde min hjemmestrikkede mælkeflaske holder - ja, det var en af opgaverne i skolen og jeg har den endnu ;O)

Gitte sagde ...

Hvor er det dejligt med alle disse minder, og sikke en sød dukke med hjemmelavet design. Du var nu ret ferm til det med nålen allerede dengang ;-)

Marianne sagde ...

Her har der også været en nostalgi runde da ældste fandt legetøj frem fra vores gemmer for at hendes egne Kunne få det.

Dejligt med lidt minder , gode minder om en mor/ mormor der har lavet mange dejlige ting til sine savnede børnebørn.

Randi B. Jensen sagde ...

Utroligt, at du kunne hækle så fint som 8-årig, men du må haø det i blodet, for det kretive arbejder du laver i dag er jo også bare rigtig flot.
Jeg fik ikke lært at hækle som barn, for i skolen måtte vi hækle, hvis vi blev færdig med de obligatoriske opgaver, og da jeg altid vil gøre det perfekt, så blev jeg jo aldrig færdig :-)
Jeg havde også ønskedukker, jeg mener, at jeg fik dem midt i 60erne, desværre er de ikke blevet gemt.

KirstenK sagde ...

Hvor er det fint...Selv kan jeg takke min regnelærer(som jeg også havde til håndarbejde) for at jeg i dag kan hækle...hun tvang mig nemlig til at hkle i regnetimerne fordi jeg slet ikke fattede pointen i det der hækleri...allerede dengang kunne hun åbenbart se at jeg ahvde mere anlæg for at hækle end for matematik...Den afskyelige påskekylling mit første hækleprojekt var, tror jeg stadig er hjemme hos min mor!

dqpage sagde ...

ja memory lane ..
ønskedukken var også en del af min opvækst.
og det dukketøj kan man vist hurtig lave ;o)
hilsen Mona

Madame sagde ...

Sikke et dejligt indlæg, Dorit - og du kan tro, jeg forstår dig, når minderne her giver en klump i halsen, fordi din far og mor er væk. Jeg håber, dine forældre så deres børnebørn jævnligt, selv om I boede langt fra hinanden.

Elfepigen sagde ...

Hvor er hun fin;) Og du har virkelig kunnet det med hækl tidligt :) Det var også noget min mor lærte mig meget tidligt og der blev hæklet flyttigt til dukkerne og nogen har jeg stadig,lige som du har...de minder det giver at kigge de gamle ting igennem det giver ofte nogle våde øjenkroge,og det er også helt okay det viser jo det savn og alle de gode minder vi har med og om vores forældre;)

Knus og kram fra mig til dig herfra