Men hunnen ville ikke kendes ved ham, sådan som han så ud, så han fik lidt ekstra pragt. De skal nu pynte påskebordet i morgen.
Jeg skal i gang med at forberede lidt, men helbredet er ikke det bedste. En flok vira besluttede, at slå sig ned i min krop - især halsen - for en tid. At prøve at forhindre deres besættelse ved hjælp af presset citron i kogt vand, hjalp ikke. Så der er nok ikke så meget andet at gøre, end at tage den med ro, klædt varmt på og så går de jo nok igen ;-)
Vi skulle ellers have været til frokost hos gode venner i dag. Jeg bliver dog hjemme og Klaus tager afsted, når han har været til begravelse. En af hans gode bekendte og tidligere kollega, orkede ikke livet længere. Anden gang han forsøgte at komme herfra, lykkedes det. Han lå en uge eller to i respirator, men til sidst slukkede lægerne for den. Han er nu kommet hjem til Nuuk og skal begraves her. Han efterlader ekskone og tre børn. En trist, trist historie... Måske mest fordi noget tyder på, at han kunne være reddet, hvis ikke sygehusvæsenet havde sendt en deprimeret mand hjem efter første selvmordsforsøg, uden at der var styr på ham. Omvendt er det svært at dømme - der er formentlig flere aspekter i sagen end jeg kender til... jeg ønsker familien det bedste!!
7 kommentarer:
Åh hvor er det tragisk - men ofte er det jo sådan at havde det lidt bedre så erdethjem og på venteliste til behandling :(
Hvor er de fine dine høns - rigtig god bedring og god fornøjelse i morgen :)
Marianne
Den hønsefamilie er altså bare underskøn !
Tragisk med det selvmord !
mange hilsener
Mona
Så trist når det ender på den måde...Søde høns og hanene med ekstra pragt er også fin! Velkommen i klubben siger jeg bare...jeg døjer fortsat med halsbetændelse og er pt i gang med pencilinkur nr to...God bedring til dig!
Verden er lille! Her kender vi afdøde - og holder mindehøjtid over ham i kirken på torsdag, da familien hører til her. Ja, det er svært, at det skulle gå sådan.
Skøn familie hanen har fået sig der.
Det er trist når nogen vælger livet fra. Og ja verden er lille, min svoger og svigerinde fortalte os om afdøde i går, de havde fælles venner i Nuuk.
Det ville være godt, hvis du afholdt dig fra at kommentere selvmord fra din mands arbejdsplads af respektetsfuldhed for de efterladte og deres familie hvis du ikke ellers har nogen personligt forhold til dem som det lader til i din blog. Din mand har vel også en slag tavshedspligt, så du ikke melder til hele omverdenen, og begynder at skrive om hans kollegers ve og vel, sådan uden videre?
Kære anonym
Jeg er rigtig ked af, at du forholder dig anonym. Det er så nemt at skrive gemt bag en skærm... kom dog frem og stå ved det du skriver. Du har ret til at mene, hvad du mener. Kommenterer du på min blog, foretrække jeg dog at vide, hvem jeg kommunikerer med.
Jeg kan oplyse dig om, at jeg rent faktisk kendte afdøde personligt uden at have et nærtstående forhold til vedkommende. Personen har været kollega til min mand for mange år siden, men er det ikke mere.
Bemærk, at jeg ikke nævner navne, arbejdspladser m.m. Og bemærk, at jeg ikke fordømmer nogen, konstaterer blot det skete, og udtrykker min fortvivlelse over, at vedkommende ikke blev reddet af "systemet".
Når det er sagt, skal selvmord ikke ties ihjel. Det skal frem i lyset, det skal tales om. Det skal ikke være tabu, at nogen tager den tunge beslutning, at vælge livet fra. Depression og selvmordstanker kan ramme os alle, og det er vigtigt, at man kan tale om det.
De fleste familier har ikke brug for at selvmordet ties ihjel, og at folk undgår at tale om det. Tværtimod.
Send en kommentar