Skrotkunst - Sjælefrænde

Jeg har fundet en beslægtet sjæl... og jeg mangler ord! Jeg er sikker på, vi må have mødtes i et tidligere liv.

Susanne har et skur i Sydhavnen, hvor vi har vores husbåd - jeg har godt gået og luret, når jeg er gået forbi. Og stoppet op mange gange og beundret hendes skrot-kunst. Har i dén grad været tiltrukket af stedet. Har dog kun mødt Susanne en gang - men det er da vist ikke sidste. 

Klaus er nu med i Loppemarkedet, som Skibbroen holder, og har talt med Susanne og set hendes ting. Han fortalte mig om hendes hjemmeside:

Susanne skriver (godt nok siger hun, at hun har tyvstjålet ordene), men alligevel:

”Mit hjerte slår for alle ting, der har tilfældighedens præg og form og bærer mærker af hænders slid. Alt hvad der har været gennem ild eller hav eller tid og har det mærkeligste spillende liv.

Brændt træ, slagger, sten,  jern, rust.

Jeg er spildsamler ved menneskers veje, ved dagens store smedebål og ved stranden, hvor havhærdet træ driver ind gennemhullet af pælemuslinger, vasket og hvidnet af en lang skæbne.

Jeg holder af forvredne og skæve ting. Ting som er spildt og forlist og glemt – men også alt hvad der rækker og strækker sig. Træstammer, ild, skorstensrøg, opløbne børn og mælkebøtter, der bryder op gennem asfalten”

Det kunne have været mig og det er nøjagtig sådan jeg har det - er lige ved at græde. 

Har altid været tiltrukket netop af ting, alt hvad der har været "gennem ild eller hav eller tid og har det mærkeligste spillende liv".

Blot har jeg aldrig fundet et "miljø" eller "lidelsesfæller", der understøtter det. Jeg kan godt se og høre på venner, at jeg vist er lidt gak-gak, når vi ude i fjeldet støder på gammelt rustent jern eller drivtømmer, som jeg MÅ have med hjem. Aj, drivtømmeret, tror jeg egentlig de forstår meget godt - de tager i alle fald noget med hjem til mig, hvis de møder det, men gammelt rustens spild??? Aj, véd du hvad. Nu rabler det da for fru Olsen!.

Men se nu her hvilket Skiw, hvad jeg fik ud af mine seneste fund ja, jeg synes jo det er flot:

Og jeg når ikke Susanne til sokkeholderne, men det er da en begyndelse.

Strandingstræ har i dén grad også altid tiltrukket mig - og i kælderen, på hylder og i skabe ligger de smukkeste havslebne stykker træ og vidner om andet liv og andre tider:

Når I så går ind på Susannes hjemmeside, så tror jeg i alle forstår hvad jeg mener med dette indlæg.