JØWT - det'r nu heller ikk så ringe endda!

Troubadouren Allan Olsen rammer noget i mig, som jeg ikke rigtig ved hvad er. Noget genkendeligt?

Han har fulgt mig og været "til stede" -  til glæde og trøst i klichéen: "mit livs op- og nedture".

Han har været der i mange år, altid er han der, og altid vil han være der. 

Han er autentisk og har integritet. Han er dén han ér og han står ved det, hvilket står for mig som det største. (Det er også sådan jeg føler, at jeg er - det er der nogen, der kan lide, nogen ikke, jf mit forrige indlæg. Vi er heldigvis forskellige - vi skaber mangfoldigheden. Nogen kan lide moderen, nogen kan lide datteren, som en af mine venner siger).

Allan Olsen er en fabelagtig ordmager - fortæller nærværende om livet tilsat skæve personager. Fortællinger med skæve vinkler og skarpe pointer. Han er lun, spids, skarpsindig, bidsk, underfundig, klog...  ikke mindst er han en fabelagtig musiker. Også med band!!

Og hans nylige nordenfjordske udgivelse JØWT hører bestemt ikke til de ringeste!!

Fra nummeret Hjemstavn:

"Når det blæser fra vest så træ'ern bøjer sig

så meget at de aldrig retter sig mer'

Og når flyvesand og ski'værk fyger og ryger

så det knaser mellem tændern' og øjnene svi'r

Når dét hår man lige har fået sat så det dækker

så meget af det skaldede det nu la'r sig gør'

det står østover så man lige med ét

er 30 år ældre end man var lige før.

Så ved jeg hvor jeg er henne

Så er jeg hjemme."

Fan?        Hvem?        Mig?        Naaajjjj...

Henrik, Alberths far, har været nordenfjords og har tænkt på mig 

- nu hører JØWT til i min samling af alle Olsens plader.

Tak, Henrik.

Læs Allan Olsens egne ord om pladen her. Han skriver bl.a. om dét, at pladen udelukkende er udgivet nord for Limfjorden:

Det er for mig lidt som når man har en familiesamtale. Der er ting, man bedst får sagt i et mindre forum. Og efterhånden som det besluttes mere og mere fra centralt hold, at yderkanterne i Danmark må ta' seletøjet og kuskesædet i brug, hvis de vil på hospital, borgerservice, biblioteket, i skole, snakke med politiet - eller til koncert med mig og mine kolleger - synes jeg, jeg har lyst til at gøre en undtagelse hér, og lade en fjern provinsiel - og for mig vidunderlig - landsdel få første-ret. Dét tåler nationen nok.