Isbjørne - sindsoprivende oplevelse i weekenden. Desværre måtte de nedlægges.

ADVARSEL - billedtung reportage, men snyd ikke dig selv.

Jeg er endnu ikke kommet mig over denne oplevelse i weekenden - derfor ingen opdateringer. Det var på alle måder mere end bjergtagende, sørgmodigt, sindsoprivende, imponerende, trist og trist... Og under alle omstændigheder meget kontroversiel. Og alle har en mening om det, og gode forslag, men de var der altså ikke, og ved ikke, hvad de snakker om!!

I får her den korte version af historien.

Klaus, Nûno, Nûnos veninde Nanna og jeg tog en sejltur ud for at skyde rifler ind. Rensdyrjagten går ind i dag og Klaus og Nûno skal på jagt i morgen.

Da vi sejler ind i bugten ved en ø lige uden for Nuuk, et sted, hvor vi vil gå i land og skyde, ser Klaus og jeg noget hvidt i vandet. Skær? Måger? Bøjer? nej, for s... da, det er isbjørne!!

Vi vidste godt de huserede i området. - i Præstefjorden, hvor der lige nu er lejrskole, var de set, hvorefter folkene havde hidkaldt jagtbetjenten. Vi havde netop været i Præstefjorden og så godt jagtbetjenten patruljere derinde. Jagtbetjenten har inden for de sidste uger jaget dem ud af Paamiut og Fiskenæsset - steder syd for Nuuk.

Her er det første syn, hvor de er på vej i land. Nûno og jeg har taget billederne her.

De vil bare væk fra os.

Ungen kravler på land efter sin mor. Og hun glor ud på os - hun gider nok ikke mere festfyrværkeri. Hendes erfaring de sidste uger, er at mennesker er lig med affyring af raketter og nødblus for at skræmme.

Vandet skal lige ud af pelsen - ungen står under moderen og får lige en shower.

Hvad vil I ??

Gad vide hvad de tænker om os? Smukke, smukke dyr. Et stort ikon for det meste af verden.

Aj, de er sikkert heller ikke venligtsindede, de mennesker ude i båden, så vi lusker af. Bjørnene så sunde og velnærede ud.

Nûno og Nanna sidder på dækket og bjørnene vandrer op over øen.

Bjørnene vandrede om på den anden side af øen, hvor vi så også tog om. Sådan gik det frem og tilbage nogle gange, inden vi tilkaldte jagtbetjenten. På det tidspunkt havde bjørnene lagt sig på toppen af øen.

Her går jagtbetjenten Magnus i land og Klaus er med. De er begge bevæbnede med tunge rifler og nødraketter til at skræmme. Og hensigen ér, at skræmme dem til havs. Betjenten har ikke grønt lys til at skyde dem. De må ikke jages her i Nuuk - dvs. vi har vist nok en kvote til erhvervsfangere, men den er vist opbrugt. Og de plejer jo heller ikke at være her. Området er ikke en naturlig habitat for dem, de er formentlig kommet med storisen rundt Kap Farvel. Måske er de gået på land, og isen har trukket sig tilbage. Da de vil ud i isen igen er den væk. Og så søger de naturligt mod nord. Men vi har altså lagt byer her i deres land!!

Mændene gik rundt på øen og søgte efter bjørnene. Klaus fortæller, at det var det værste - ikke, at vide, hvor bjørnene var. Så der blev kastet mere end ét blik bagud over skulderen. Da de fandt dem lå bjørnene og sov på toppen af øen.

Dette er et fantastisk billede. Klaus og Magnus står 20 SKRIDT fra bjørnene, som bare lusker videre - ned mod os!! Hold k... hvor var vi bange på mændenes vegne og lidt utrygge ved at bjørnene nu søgte ned mod os.

På vej ned mod os.

Kiggede ned i bunden af båden på salonriffelen og tænkte: hmmmm... at skyde med den, ville være som at sende en papirkugle efter bjørnene.

Hundene var med og de kunne lugte bjørnene ind imellem. Kan I forestille jer, hvad der var sket, hvis vi var ankommet til øen 15 min senere, hvor bjørnene formentlig havde gået op og lagt sig, så vi ikke havde set dem? Vi var bare gået i land for at skyde riflerne ind Og da det er en ø, havde hundene fået lov, at løbe frit. Og der ér jo jagt i dem - hvor tror I så hundene havde søgt hen?? De var endt som pindemadder til forret, og måske os til hovedret?! Dét er et af mine mareridt.

Bjørnene drejede dog af inden de nåede os - de gad os nok ikke. De søgte ind over øen, og Klaus og Magnus fulgte efter. Da de så dem igen, lå bjørnene igen og sov, men mændene fik jaget dem i vandet. De svømmede over til en mindre ø, som vi så sejlede over til.

Her ses de på den lille ø, hvorfra de også søgte i vandet.

Planen var nu, at presse dem ud mod fjordmundingen og til havs. Så jagtbetjenten lagde sig på bagbordsside af dem, den anden jagtbetjentbåd på styrbord, og vi lagde os bagved dem. Og så svømmede de ellers... ungen var træt kunne vi se, og jeg "hylede" - det var simpelthen SÅ hårdt at være med til. Desværre var der kraftig modstrøm, så de kom ingen steder.

Moderen forsøgte at vende om og svømme ind mod byen igen flere gange og vi havde et frygteligt hyr med at holde dem på kursen.

De bliver bare ved...

Og ved... til sidst kom ordren om, at lægge an til skud!! Sjældent har jeg grædt så meget. Vi græd alle, men vidste godt, at der ikke ville være en lykkelig udgang på situationen. De var alt for tæt på byen, og blev der ikke gjort noget, ville de helt sikkert søge mod byen om natten. Tænk sig, at blive vækket af en sulten indbrudstyv på fire ben. For ikke at tale om, hvilken skade de kunne have gjort på alle de mennesker, som går på rensdyrjagt og ørredfiskeri lige nu. Det vrimler med folk derude.

Vár det lykkedes, at jage dem ud af fjorden ville de måske søge land på Nordlandet, og her går mange mennesker på jagt. Eller de ville nå Atammik, den næste lille bygd. En næsten håbløs sag.

Omvendt er det virkelig utrolig sørgeligt, at de måtte lade livet - de forsøgte jo bare at klare sig. Jeg er SÅ trist, og kan ikke rigtig komme mig. Også fordi jeg har fået lov, at opleve bjørnen på tæt hold - det er virkeligt en unik oplevelse. Føler mig både priviligeret og trist på samme tid.
HELE følelsesregisteret er kørt igennem.

Jeg er meget imponeret af jagtbetjenten og hans arbejde og respekt for dyret. Og han passede bare sit job!!

Til dem, der mener, at de skulle have været bedøvet og fløjet væk: hvor skulle ressourcerne og know-how'en komme fra? Hvor skulle de flyves hen? Mig bekendt kan de ikke tåle en tur i sling i net under en helikopter tværs over isen til fx. østkysten, eller helt mod nord til isen der.

Mens de svømmede her 5 meter fra båden og vi nærmest kunne have rakt ud og aet dem, fik pigerne i meget bestemte vendinger besked på, at komme ind i båden. Bjørnen kan hoppe ud af vandet eller angribe båden og sådan en flere hundredekilos bamse spøger man ikke med. Det er verdens farligste rovdyr. Pigerne ignorerede mig, de skulle liiige tage billeder. Endnu en harsk omgang dikteren: IND, NU! gav heller ikke resultat. Men der skete jo så heller ikke noget.

Billeder af skudene vil jeg ikke vise! Men her kan I se, hvordan Magnus sikrer bjørnene og binder dem fast til båden. Han slæber dem lige så stille til byen.

Her blev de fragtet til Naturinstituttet på lastbil. De er nu frosset ned og afventer at blive undersøgt, så resultaterne kan komme forskningen til gode. Vi må lære af det.

Med dette barske billede af en imponerende skabning, vil jeg ønske for alle bjørne, at de bliver dér, hvor de naturligt hører til. Ude i den enorme havis. Som måske er på retur. Er det varige forandringer? Er det cykliske forandringer, som er sket til alle tider? Ingen ved det vist rigtigt endnu.

Se også artikler og billedserie på den landsdækkende avis Sermitsiaq

http://sermitsiaq.ag/node/105063 

http://sermitsiaq.ag/node/104983