tirsdag den 28. september 2010

Skrotkunst. There is a crack, a crack in everything, that's how the light gets in.

There is a crack
a crack in everything
that's how the light
gets in.

Dette citat af Leonard Cohen har jeg tyvstjålet fra Susanne McIntyre hjemmeside - fordi det meget godt beskriver min fascination af skrot, og hvad det kan bruges til...

Denne mandag (fridag) har vejret været SÅ skønt, havblik og sol, en snert af kølighed i luften, som varsler sneens komme. Toppen af Store Malene (780 m o.h.) dækket af et smukt pudderdrys, og den første rimfrost på biruderne om morgenen. En dag som skabt til at stå og rode ude i bunkerne med gammel frønnet træ, rødder, rustne søm, gammelt tovværk m.m. Og muligheden for at få ryddet lidt op inden sneen dækker alt.

På min formiddagstur med gravhundene kom jeg forbi oplagspladsen for både - der er nogle, der er MEGET trætte - her fandt jeg et par godter (glasfiberet og metallet med buerne), og straks måtte jeg hjem og udnytte dagen - sidde inde kan man jo altid gøre.

Det blev til disse to skuder:





Den mindste er knap 30 cm bred og den største godt 60 cm. Det nederste billede viser et par detaljer.

I har sikkert set noget af mit skrotkunst her på bloggen i tidligere indlæg - ellers skulle I tage at klikke på "drivtømmer" og "skrotkunst" ude i Etiketter i højre side.

mandag den 27. september 2010

Hvad var der i kufferten?

Det slog mig lige, at jeg da vist havde en del turkise ting med hjem fra DK denne gang...

Jeg samler på Johannes Hedegaards kvindefigurer - dem med turkis glasur. De er ikke altid nemme at få fat i, men engang imellem kommer de på auktion hos Lauritz.com.
JH er dansk billedhugger,  levede fra 1915-99 og modellerede kvindefigurerne i årene 1958-62.

Hende her ses ikke så ofte - sidst hun var til salg var jeg for nærig, så jeg fik hende ikke. Da hendes søster dukkede op, var jeg fast besluttet på, at hun var min - og som I kan se vandt jeg :-)

Disse to glas fik jeg af Mogens og Inge Rode - Mogens har lavet dem selv. De har stået i husbåden siden maj måned, men egentlig ville jeg gerne have dem hjem, så jeg kan nyde dem hver dag. Så ned i kufferten med dem også. Nu står de i min vindueskarm sammen med en turkis glasvase. Som I kan se changerer glasset - næsten som et undervandsbillede lige under havoverfladen, hvor solens stråler når ned. Når solen står på her giver de det smukkeste lys. Jeg eeelsker disse farver - måske er det derfor jeg er så glad for at svømme??


Sidste år i december fandt jeg denne Kähler lampe på Bella Centerets store loppemarked - den har stået på husbåden siden, men også den måtte hjem - vi købte tre, men de andre blev dernede. Svoger Mads har skiftet fatning og pære på dem, men denne mangler - den har sådan en grim brun ledning...
Mads er min nabo her i Nuuk, så Maaads, please??

Skærmen fandt jeg i Det Mondæne Skur på Gl. Kongevej i København. Klaus har cuttet lidt af den, så den passer bedre til lampen.


Dette papir faldt jeg over i Søstrene Grenes - det skal bruges til at beklæde diverse æsker og dåser med, tror jeg. Står du og mangler papir, så tag et besøg hos Søstrene.


Jeg var også så heldig at få fat i to store tapetbøger hos en farvehandler, men de var altså for tunge til kufferten, så de må med hjem en anden go' gang.






Copenhagen Jewellery Fair fandt jeg disse flotte agater fra Brasilien - de skal bruges som pynt på mine sælskindsarmbånd, som jeg sælger på amio.dk



Disse homemade keramikknapper fik jeg hjem fra USA - de skal også bruges til armbåndene.


Ja, så var der vist ikke mere i kufferten...

Nåe jo, der var lige denne kedel, som vi faldt over i Det Mondæne Skur - den måtte vi bare eje... selvom den ikke er turkis, men den smukkeste lavendelblå farve.

70 læsere - vinderen er...

For snart meget længe siden lagde jeg en GIVEAWAY her på bloggen, som ville blive trukket ved 30, 50 og 70 læsere. Der er nu 71 læsere  (i går var der 72 ??? hmmm...) og det er jo helt fantastisk for mig. Så nu er det tid at trække de sidste gaver.


Tak fordi I deltog allesammen. 


Den sidste give away er: Broche i lilla sælskind med påsat turkis kaninskind og ferskvandsperler 
samt tilhørende øreringe i sælskind med stor pink/lilla perle af candyjade, lilla perle i candyjade og klar swarowski krystal.



Og som jeg har lovet kommer der lidt ekstra i...

Gravhunden Ronja fik igen det ærefulde hverv at trække lod. En lille bid tørret ammassat (loddefisk) kan få hende til hvad som helst, så sådan en lækkerbidsken blev gemt i skålen med lodder. Men det var svært at fotografere - måske kan I ane et lod ved hendes venstre øre? Det blev vinderen.


Vinderen er Sofie fra Frk. Fies Univers


Tillykke Sofie - sender du din adresse til mig? Du kan se min mailadresse på min profil.

Og så tror jeg, at jeg en af dagene vil lægge en ny GIVE AWAY på. Hvorfor? Tja, bare fordi det er så dejligt vejr i dag, det er efterår og luften er klar og kølig. Det er da en god anledning.

lørdag den 25. september 2010

Kan du drømme det, kan du gøre det

Var til foredrag med den gamle idealist, hippie, eventyrer og livskunstner Troels Kløvedal i aftes - det handlede om hans 40 år på det vilde hav i den lille båd, Nordkaperen. Specielt om turene til Påskeøen, Polynesien, Mikronesien og hans berømte Kinatogt, men også ganske lidt om hans ture i Grønland. Jeg har mødt ham før, og han var lige fascinerende denne gang.

Jeg har været ivrig læser af hans bøger. Som ung studerende skrev jeg en større danskopgave om ham og hans forfatterskab. Jeg kan huske, at jeg dengang var meget optaget af begrebet eskapisme (virkelighedsflugt) og mente, at hán hørte hjemme i denne kategori. Det mener jeg ikke i dag - sjovt, som vi ændrer os med alderen. Da jeg var ung, var (fremtids-)drømme af gode grunde ikke noget jeg beskæftigede mig med. Deraf måske min kategorisering. Troels Kløvedal nøjes ikke med at drømme - han LEVER sine drømme.

Kan du drømme det, kan du gøre det!


Dét er jo lige præcis det han gør - gør drømmene til virkelig - ikke bare virkelighed, men også dagligdag. Ikke noget med at kede sig i Kansas klæ'r, nej, så hellere la' vær', som Allan Olsen synger. Troels Kløvedal laver lige dét han har lyst til og er en tilfreds mand. Og dét kan jo være noget provokerende!

Han har jo om nogen bevist, at det kan lade sig gøre, at rejse verden rundt uden en klink på lommen - foreløbig har han gjort 3 jordomsejlinger (men mon ikke de sidste 2 er foretaget uden økonomiske skrupler?) Og han har bevist, at det kan lade sig gøre, at sejle med børn. En af hans ungdoms målsætninger var: 

Jeg ville sejle ud med dejlige kvinder og få børn med de dejligste. 

Og det gjorde han - 4 koner og 5 børn...

Altid er der fulde huse, når han holder foredrag og altid er der mange seere til hans film/TV udsendelser. Hvad er det, der gør ham så interessant? Som han selv siger: 

Der er så meget fjernsyn nu om dage. Men jeg er virkelig. Jeg har været der. 
Jeg er faktisk en fri mand, og det vækker noget i folk, høj som lav.

Hans bedste råd til folk, der ønsker at sejle jorden rundt er: tag aldrig noget med, som du ikke selv kan reparere! Han er jo som de fleste ved, en af de få, der i dag kan navigere udelukkende ved at kende tiden og kunne se stjernerne. Ikke noget nymodens elektronik her - det går bare i stykker og så kan man gå på en eller anden øde strand ude midt i Stillehavet i 4 måneder og vente på reservedele... han var aldrig kommet så langt, hvis han ikke selv kunne navigere, banke rust, splejse, sy sejl, snedkerere, svejse og hvad man nu ellers skal kunne med sådan en sejlbåd.

Noget af dét jeg bed mærke i, var hans bemærkning om, at mange mennesker taler om, at verden bliver mindre. Det synes han ikke, tværtimod bliver verden større, jo mere man ser, oplever, erfarer. Når man får indsigt eller kendskab til noget ude i verden, så er der altid meget mere man gerne lige vil se eller vide også. Verden udvider sig på en måde.

Og hvor har han ret!

Han er simpelthen en fantastisk fortæller, og manden må have klæbehjerne. Han ryster data fra historiske begivenheder ud af ærmet, som om hans hjerne var det rene leksikon. Og han interesserer sig dybt for politik, religion, økonomiske- og samfundsforhold generelt. Som han selv siger, så kan man ikke rejse kloden rundt uden at interessere sig for disse ting.
(Han er i øvrigt den eneste, jeg nogensinde har hørt, der afbryder Hendes Majestæt Dronningen midt i en sætning!)

At gå til et af hans foredrag kan varmt anbefales.

fredag den 24. september 2010

Halskæder - sælskind

Ved du hvad en ulo er?


Mange ved det sikkert ikke - det er en eskimoisk kvindekniv. Kniven benyttes bl.a. til at skære i skind og skrabe indersiden af skindet fri for fedt, og den benyttes den dag i dag. Der er forskellige former på kniven alt efter om den er fra øst- eller vestgrønland eller Canada. 
Min model her er fra vestgrønland.
Ulo'en er lavet sammen med tøserne i DK - lidt tid fik vi da til at være kreative. 




Jeg bruger ofte formen i mine malerier...





Dette maleri hænger hos Nûno og Jason i Århus.


Jeg købte sølvkæder og øskner på  Copenhagen Jewellery Fair og har længe tænkt på denne idé og nu skulle det være. Vi fik lavet en hver: Nûno i naturfarvet sælskind, Sara i pink og min sort på den ene side og lilla på den anden.






Jeg havde to slags sølvkæder - slangekæden og en anden slags. Hvilken en passer bedst?






Egentlig havde jeg tænkt mig at lave nogle til min butik på Amio.dk, men hvis folk ikke ved hvad det er, er det så noget de vil bruge penge på?

tirsdag den 21. september 2010

Skammel og 70'er stof

Nûno var så sød, at tænke på mig, da hun kom forbi storskrald hjemme i Århus. Hov, den kan mor da lige bruge. Og ganske rigtigt. Køn er den ikke, så den skal males hvid og ombetrækkes, så passer den lige til de trætte skanker, når der skal slappes af.

Noget af det gamle betræk kan sikkert indgå i en eller anden taske, pung eller lignende.

I København besøgte jeg Husflid på Blegdamsvej 124 - en skøn butik med masser af inspiration og retroting. Færdigsyede ting og stoffer, garn, knapper og bånd en mas, hvis man selv vil sy. Jeg faldt totalt for dette stof, som jeg er helt sikker på, at jeg engang i kollektiv-tidens 70'ere havde et tæppe i. Og var der ikke også noget med en tunika/anorak?? Hmmm....

I alle fald måtte jeg have et stykke af det - de fineste blå, lilla og turkise farver, som desværre ikke kommer til deres ret, når de skal fanges ind på pixler. Måske skal det bruges til skamlen?

Nu er jeg hjemme i et regnvejrs-trist Nuuk igen - fjeldet bærer i dén grad præg af efterårets komme og Snespurvene flokkes herude. De skal lige nå at samle den sidste føde, inden de skal på en mega-lang og imponerende flyvetur hen over Davisstrædet og et godt stykke ned i Canada, hvor de overvintrer. Lige nu sidder der et par små tykke fjertotter og skutter sig på min terrasse - det ser ud til at være dette års unger. Tænk, at de ved, hvor de skal hen. Jeg må vist ud med lidt frø til dem, så de har lidt til rejsen.

Glæder mig til at komme i gang med alle mulige ting i mit "værksted" og skønt, at se gravhundene igen - min egen Ronja og vennen Alberth. Det er simpelthen pragtfuldt - de er altid glade for at se én.

mandag den 20. september 2010

Frihækling - hvad skal det blive til?

Frihækling - jeg elsker det. Det er skønt, at sidde med, når der skal slappes af og dét skal der ind imellem  - kroppen kræver det simpelthen. Der skabes og kreeres og det sker helt i fred og ro. Tankerne falder på plads og jeg skal liiige nå den næste række...

Men hvad skal det blive til? Jeg ved det simpelthen ikke. Foreløbig er det i ca. barnevognstæppe-størrelse. Sagen er bare, at der ingen barnevogn er (endnu)? Den yngste datter Nûno siger et sengetæppe til hendes dobbeltseng, men kan I lige forestille dig hvad det vil veje i bomuldsgarn? 5 kg.?


Hvad siger I?

Denne ferie på husbåden her i København er ikke blevet helt så afslappende, som jeg havde håbet. Ikke en eneste dag har været helt ledig. Senest har jeg malet alle vægge i stuen nedenunder - det trængte! Og det er nu lyst og hvidt. Der er syet gardiner i tyndt turkist stof, hvad ellers ;-) og ordnet alskens småting, så nu kan vi vist godt tage hjem til Nuuk i morgen, og overlade båden til ældste-tøsen Sara og kæresten Klaus. Så må de selv klare resten. Nu skal det være deres hjem det næste stykke tid, så der er nok lavet helt om, når vi kommer igen. Og selvfølgelig er der det, det skal jo føles som deres hjem, og jeg håber de finder sig til rette.

I får lige et billede af en stuens ene ende, hvor der leves...

fredag den 17. september 2010

Kaffen blev kold - filtning/broderi

Hænderne og hjernen krævede at beskæftige sig med noget andet end arbejde 
og at sætte husbåd i stand
- kaffen blev kold
og Bodum kaffekanden behøvede en frakke...
Men når man ikke er hjemme ved sine vanlige materialer og værksted, må man jo være lidt opfindsom.

Farvet uldflor fra Søstrene Grene til næsten ingen penge, et stykke håndsæbe, lidt varmt vand, noget bomuldsgarn, som næsten altid er at finde i huset. Det blev materialerne til den filtede og broderede kaffe-frakke. Den er foret med et stykke bomuldsstof fra restekassen (også for at skjule bagsiden af broderiet :-) I skolen for mange år siden lærte jeg ellers, at bagsiden af et broderi skulle være ligeså fint som forsiden. Det lever jeg altså ikke op til, derfor foret - og så luner det jo også :-))


Så nu vil jeg sætte mig med en kop morgenkaffe, som ikke bliver kold.

Hav en god dag derude.

torsdag den 16. september 2010

"Hvem skabte elefanterne, elefanterne..."

Har du prøvet at stå i en kirke, mens du af hjertens lyst prøver at vride armene af led for at efterligne en elefant, og samtidig med at alle kirkegængere synger, og orglet bruser, en børnesang:
"Hvem skabte elefanterne, elefanterne, elefanterne
og hvem skabte elefanterne?
Gud, i himmelen"

Det har jeg. Og sikken oplevelse! Det var lille Lunas dåb i Pedersborg Kirke i lørdags. Luna er vores rigtig gode venners barnebarn. Lunas mor Jo og vores ældste datter Sara er veninder, og Sara var Gudmor.



Præsten var en ung fyr, som i dén grad var nærværende og forstod at prædike med ord, som enhver kunne relatere sig til. Som handlede om vores allesammens hverdag.

Der blev trådt i pedalerne - eller hvad det nu hedder - med en meget rytmisk og glad melodi, da vi kom til udgangssalmen:

"Tak, Gud, for denne lyse morgen
tak, Gud for denne lyse dag
Tak, Gud for kærlighed og varme
jeg kan leve af"

Jeg ville ønske I kunne have hørt det! En i sandhed livsbekræftende oplevelse, som vækkede livsglæden. En barnedåb, som jeg garanteret aldrig glemmer. Og lille Luna sov fra det hele.



Hvor tit har vi ikke været i kirke (jeg er ikke kirkegænger i det daglige, og kommer der kun til disse livets skelsættende begivenheder) og siddet og gabt i det skjulte, ønsket at denne ældre herre, præsten, snart var færdig, fordi han i meget højtravende vendinger, stående langt væk oppe ved alteret, docerer over noget, som os-der-ikke-har-Gud-med-os-i-det-daglige har svært ved at relatere til.

For at det ikke skal være løgn, var vi senere på samme dag i kirke én gang til. Denne gang i Skanderborg Slotskirke.

Investitur? Det danske Komturi? Har i nogensinde hørt disse ord? Ikke jeg i hvert fald.
Men dét var, hvad det handlede om.

"Det Nordiske Priorat
Det Danske Komturi

Afholder Investitur
d. 11. september 2010

Prior Johnny Reimar modtager ridderløftet

Grand Councellor Thorkild Hagn-Meincke
giver ridderslag til

Niels Olsen
Kirsten Ørgaard"

Sådan lød programmet. Kirsten Ørgaard er en af vore bedste venner hjemme i Nuuk og hun er blevet tildelt Malteserriddernes Hospitalsorden. Kirsten har "rejst" og driver værestedet Mælkebøtten for Børn og Unge i Nuuk. Hun er psykolog, forsker og skriver om selvmord, misbrug m.m. En sand knag.

Som I kan se her på billederne modtager Johnny Reimar (det er i øvrigt ham, som har indstillet hende) Kirstens ridderløfte og lidt senere får hun ridderslaget. Niels Olsen (Noller fra Brødrene Olsen), som modtog sit ridderslag først, sidder i baggrunden.





Det var en helt anderledes og højtidelig kirkelig handling fyldt med de traditioner, som hører noget sådant til, og som sikkert går tilbage til 1300-tallet, hvor ridderne hærgede på Malta. Det var en helt anderledes oplevelse. Selve prædiken var, som jeg ovenfor beskriver: Hvornår-er-han-færdig-agtig.


Men det var spændende, men også, ja, hvad skal jeg sige: tænk, at de kan tage sagen og dem selv, så højtideligt. Det var selvfølgelig en stor ære for Kirsten og derfor var det dejligt, at vi kunne være med. Og sjovt, at få indblik i denne verden. Og Kirsten kan måske tilføre dem lidt frisk blod - som I kan se er gennemsnitsalderen ret høj. Der var lige ham, den unge, smukke her midt i billedet...


Jeg spurgte pænt om jeg måtte tage et billede af denne fantastiske herre - eller ridder, skulle jeg måske sige.

fredag den 10. september 2010

Gå ikke glip af et godt grin

En sand historie om en "blå mandag" - dog var det onsdag i forgårs, men pyt...

Onsdag skulle min husbond fra København til Ålborg til møde kl. 9. Han kom tidligt op 5.45, havde god tid, fik bad og morgenmad. Taxaen kom til tiden 6.30. Flyet gik 7.05. Og ingen bagage at tjekke ind. Skøn følelse, at være i god tid og have styr på det hele.

I lufthavnen var der kø ved sikkerhedstjekket - det tog 10 min. På tavlen så han Ålborg - Closed og så noget med Gate 21.

Closed? 21? F... det er hélt nede i den anden ende. Så ham, og så RulleMarie som vi kalder vores håndbagage på hjul, i skarpt trav - faktisk småløbende - HELT ned i den anden ende. Den pæne stramtsiddende, tynde skjorte begyndte at blive lidt klam.

Endelig Gate 21.
WHAT? Norwegian?? Jamen, jeg skal med SAS!

F... så har jeg sgu nok set forkert. De plejer da også at afgå, dér hvor sikkerhedskontrollen er. 
Nu måtte RulleMarie ikke bare følge med i trav, næ, nu var det nærmere galop. Tilbage til udgangspunktet. Py ha, flyet stod der endnu, men gaten var lukket og der stod en fyr og "fumlede" med et eller andet. "Jeg skal med". "Nej, det skal du ikke". "Jamen...". "Vi hár givet din plads væk. Men Norwegian har et fly, der afgår 7.35". Der var godt en halv time til, så det skulle nok kunne nås. Alle bandeordene blev repeteret og skjorten begyndte at få små våde skjolder.

Nu måtte RulleMarie tage endnu en tur i de lange gange i skarpt trav. Vel fremme - skjorten havde nu fået store våde skjolder - ved Norwegians skranke: "Nej, her tager vi kun bagage". "Jamen, jeg skal købe en billet". "Vi sælger kun billetter via telefon!!". " OKAY!! I vil ikke sælge?? Kan jeg få et telefonnummer?" Det fik han, men nu var der 29 min. til afgang og i telefonen fik han af vide, at billetsalg lukkede 30 min. før afgang. Ikke noget at gøre her!! Service?? Hvad er dét?? 

Nu blev bandeordene luftet højlydt. Og temperamentet kogte - ligeså skjorten - dampen kom ud gennem ørerne. 



Billede lånt på internettet

Næste fly fuldt booket, men SAS havde et kl. 9., hvor han kunne få en plads. Dén måtte han så tage. 
Nu var skjorten sjaskvåd og temperamentet endnu mere på kogepunktet. 

Jég ved af erfaring, at dét skal man ikke spøge med, så jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke var med!!! Jeg VILLE have sagt: så brug dog de briller, så ville du have set, at der var to afgange til Ålborg. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville have overlevet det.

Nå, men historien er ikke slut endnu :-) 

Det er ikke så lækkert med en sjaskvåd skjorte, og både skjorte og husbond trængte til at køle af, så UD måtte han. 
Ud til en bænk og op med RulleMarie. Hun indeholdt heldigvis en tør skjorte. Af med den våde, stå lidt i vinden og køle krop, skjorte og temperament. Husbond fik den tørre skjorte på, og afgjorde med sig selv, at så ku' han da ligeså godt gå ned i udenrigs og få sig en kop chokolade med flødeskum som trøst, når nu han havde god tid :-)

Som tænkt, så gjort. Men måske skulle han have ventet lidt, for den afkølende effekt på temperamentet var ikke indtrådt endnu, så da han i arrigskab hev RulleMarie til sig, fløj papirer, mapper, computer, ledninger, snotklude, briller, kuglepenne, nøgler og våd skjorte UD i vinden!! Og I ved sikkert hvordan det blæste i onsdags. Han havde glemt, at lukke RulleMarie. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

........ forbipasserende havde kun et "Hovsa" til overs. 

Vel fremme i udenrigshallen kunne han endelig sætte sig ned og blive trøstet af varm kakao med flødeskum. 

SÅ, nu er historien da slut? (Stort smil)

...Senere på dagen modtag han en SMS fra mig: "RING!".

Og her er hvorfor. Forhistorien: vores husbåd Ragna har jo lige været på værft og bl.a. fået nye kloak-ledninger, som er sluttet til kajen via et pumpesystem. Det voldte lidt problemer at få det tilsluttet, men det kom dog i orden. 

Da jeg stod op om morgenen syntes jeg, at der var sådan en lidt speciel lugt på husbåden. Nå, men det er nok bare "et eller andet"... så jeg satte mig bare til at arbejde ved computeren.

Senere på dagen, da jeg skulle på badeværelset undrede det mig, at vandet i toilettet så lidt grumset ud, nå men det er nok bare det "kloak-værk". Så jeg trak bare, hvilket ikke hjalp synderligt på farven. Nærmest tværtimod. Det blev sådan lidt brunligt...

Nå, men jeg gik i bad - vi har et dejligt badekar i teaktræ og med brus. Jeg bemærkede godt, at vandet ikke løb ud, men efterhånden stod til anklerne. 

Vel ude af badekarret opdagede jeg, at der løb vand ud på gulvet fra karrets vandlås - oveni købet 2 steder. Og der er ikke afløb i gulvet. 
Fat i de nærmeste håndklæder til at tørre op. Så opdagede jeg, at der nu stod LORTE-vand HELT op til randen af toilettet og truede med oversvømmelse. SÅ steg også hysteriet hos mig!!

Hvad f..... er det galt?? Jeg kom lidt vand i vasken - det løb heller ikke ud. I bar figur ud i køkkenet - lidt vand i køkkenvasken. Heller ikke? Nå, men så tager jeg lukkemekanismen i badekarret ud, så der måske bedre bliver hul igennem. Det skulle jeg ikke have gjort!! Nu steg der en "brun" søjle af "vand" OP i karret !!! SÅ var jeg grædefærdig og mit temperament steg også!! Og så var det, at den omtalte SMS blev afsendt.

Et eller andet måtte jeg jo gøre, eftersom husbonden var i Ålborg, så nedenunder efter lidt tøj - jeg ku' jo dårligt løbe nøgen afsted over i Silvan efter en "svupper" eller hvad den nu hedder. Nedenunder hørte jeg, at pumpen på kloakanlægget endelig var gået i gang - op at kigge efter - jo, nu skete der lidt. Og langsomt løb alt vand og l... ud, jeg fik tørret op og nødrenset badekarret. Husbonden måtte klare resten!

Da han kom hjem ud på aftenen opdagede han, at vinden havde presset husbåden helt ind til kajen og samtidig ud til den ene side, hvilket fik den udendørs kloakslange i klemme. Den havde simpelthen været stoppet alt efter hvordan vinden blæste.

Han har nu fået etableret et "spring", det vil åbenbart sige et par ekstra trosser diagonalt, som holder båden ude fra kaj.

Se, dét var hvordan VORES onsdag gik. Vi var flade om aftenen, men fik os et godt grin alle sammen.

torsdag den 9. september 2010

Æble-tomat - kan man det?

Ved synet af de mange lækre tomater og æbler, der er i butikkerne for tiden, kom jeg i tanke om min svigermors dejlige marmelade, som hun altid lavede på denne tid af året. Den har kun én fejl: den spises alt for hurtigt!! Men så behøver man ikke konservere den - dog skyllede jeg glassene i atamon.

Ser det ikke lækkert ud?



1/2 kg æbler
1/2 kg tomater
250 g sukker
1/2 vanillestang
2 spsk citronsaft
en smule rød melatin

Tomater og æbler skylles.
Æblerne skrælles evt. og kernehuset fjernes. Begge dele skæres i bittesmå tern.
Skær den halve vanillestang op, tag kornene ud og kom begge dele i gryden sammen med æbler, tomater, citronsaft og halvdelen af sukkeret.
Koges 15-20 min. eller til æblerne er møre.
Resten af sukkeret blandet grundigt med melatin (følg mængdevejledningen på pakken) og røres i den kogende marmelade. Kog 2 min under omrøring og fyldes i varme atamonskyllede glas, der lukkes til med det samme.
(Jeg fisker lige vanillestangen op inden og skraber indholdet ud en ekstra gang inden det hældes på glas).


I Føtex fandt jeg 0,5 ltr. marmeladeglas med plastiklåg til 10 kr. pr. stk. Jeg fyldte 3 af disse med denne portion.


God fornøjelse!


onsdag den 8. september 2010

Når glæden stråler...

Her til morgen har jeg siddet og strikket en gave færdig, nydt en kop kaffe i fred og ro, mens blæsten får husbåden til at gynge i stille rulninger - lige hvad min sjæl trænger til!

Jeg har i mange år været fan af Hanne Boel og i aftes downloadede jeg hendes nye plade "I think it's going to rain", så den ville jeg sidde og høre i ro og mag. Jeg vidste godt det var en stille plade, men hvis ikke man er trist i forvejen, så bliver man det!!!

Dette nummer er det absolut bedste, men resten.... hmfr... glem det... Det ku' væe så smukt, men jeg blev altså trist.



Næ, så er der mere glæde og livsbekræftelse i et andet nummer, som jeg også hentede i går. Det er "Når glæden stråler" af Lars Lilholt og Rasmus Lyberth. Desværre kunne jeg ikke finde det på YouTube, så lyt lidt til det her.  Lars Lilholt kan dog godt gå hjem at lægge sig, hvad sangstemme angår. Der er få, som slår Rasmus - Grønlands nationalskjald.

Lyt til ham her - fantastisk stemme i en lille krop. Og læg mærke til Sidsel Marie Søholm - sikke dog en indføling og sikke en stemme. Hvis du kan lide hvad du hører, så slå op på YouTube og lyt til de andre numre med Rasmus derude..

Dét vækker livsglæden... så nu vil jeg cykle en tur ud i blæsevejret og mærke livet på min krop - glad i låget!!



Smil til verden og den smiler igen!

mandag den 6. september 2010

Alternativer der vil noget

Henrik og Vera hjemmefra kom på besøg på Ragna i dag. Vi har været så heldige gennem årene at kunne bo i deres lækre penthouse lejlighed på Islands Brygge. Faktisk kan vi se den herfra, hvor Ragna ligger til kaj.

Deres lejlighed ligger øverst oppe bag den store sorte (LO) bygning midt i billedet. Så vi sejlede dem hjem, efter at have hentet sushi henne ved Langebro. Hyggeligt, at kunne sejle ud at købe ind! Og skønt, at Jan fra værftet i Stege har ladet os bruge hans jolle, så længe den ligger her.

På vejen så vi flere alternative former for fartøjer.

Først denne - tja, hvis man ikke har råd til det store, ja, så kan en tur på genbrugspladsen efter olietønder være optimalt. Deres oplevelse er helt sikker ligeså god, som de, der sejler afsted i en stor dyr motorbåd. Måske større? Selvgjort er velgjort?

Har man trang til småborgerlig hygge, ja, så er dette fartøj da sagen. Hvorvidt det er sejldygtigt eller ej, skal jeg lade være usagt... og læderet har altså ikke godt af saltvand!

Og hvorfor ikke lave en flot rafte-indhegning a la havehegn på taget af styrehuset, når man nu gerne vil være i fred. Det er sikkert også hjemmegjort (solen er ved at gå ned, så billedet er lidt mørkt).

torsdag den 2. september 2010

Ragna - skuden, madammen, hende den fede...

Vi rejste til København i lørdags og egentlig skulle vores husbåd Ragna være klar og på plads efter 6 ugers værftsophold. Den blev bugseret fra Stege til København, men pga. noget broarbejde i Stege og svømning i Københavns Havn nåede hun kun til Arkitekternes Hus nord for broerne i Københavns Havn. Der lå hun da vi kom. Vi var ombord om lørdagen og kors i hytten... hun var blevet fin, men 6 ugers ophold på sådan et sted sætter altså sine spor og krav til oprydning og rengøring. Så vi har knoklet lige siden...

Efter en omtumlet lørdag, hvor jeg var med Kristine (Kjær & Schmeling) til Copenhagen Jewellery Fair - fuldstændig ør pga. tidsforskellen - fik vi muligheden for at sejle med, da Ragna blev bugseret gennem havnen.

I får her lidt billeder fra turen - den var lige lovlig spændende.  Ragna rager 5 m op og flere steder er der kun 20-30 cm til broernes underkant. Og som I kan se nedenfor trak Jan fra værftet den 68 bruttoregister-ton-tunge skude med en havjolle!! Og Ragna har absolut ingen styreevne - hun er uden ror og maskine, helt flad i bunden og som Jan sagde: hun har sin egen mening!
Men Jan klarede det med bravour - jeg var fuld af beundring, man kunne godt se, at det havde han prøvet før!

Her ses Ragna (til venstre for den lyseblå kutter) ved kaj ved Arkitekternes Hus. Som I kan se er overbygningen nu hvid og skroget antrazitgråt. Klaus sidder på bænken og er helt sikkert glad og lettet over at se hende igen i hel stand.


Jeg slapper lidt af på dækket - i baggrunden ses Operahuset.

Her er Jan og Benise med dén kutter, som han bugte til at slæbe med fra Stege og hertil. Herefter er han nødt til at bruge jollen pga. højden under broerne.


Vi skal under Knippelsbro. Klaus og benise er klar med de store jordbær-fendere, hvis nu vi skulle rage uklar med bropillerne.


Så er vi kommet igennem uden at rive broen ned eller bumpe ind i noget. Forude til højre ses Den Sorte Diamant - Det Kongelige Bibliotek.

Og så kommer Langebro... og der er et irriterende betonfundament midt i sejlrenden - det skulle vi gerne udenom...


Det gik godt. Et billede taget "gennem" tagrenden agterud mod Langebro.


Sidst kommer cykelbroen ved Fisketorvet.


Py ha, det gik også godt! Men der var også hele 5 meter og 40!! Klaus er en lettet mand.

Et kig bagud til en fantastisk sky over havnen.


Så er vi ved at være på Skibbroen - nu skal hun bare lige på plads. Flere af Skibbro-boerne var på kajen og ønskede os velkommen hjem. Det varmede!


Her ses hun dagen efter og nu kommer det store arbejde med bl.a. at få plader af vinduerne, gøre dem rene, tilslutte vand, el og kloak, rydde op, gøre rent... Den ældste datter Sara og hendes kæreste Klaus flytter ind (Sara har indtaget søgelænderet på tagterrassen), og deres container ankommer på kajen fra Grønland... py ha, hvor skal vi dog være??


Turen på værft pyntede på damen, men nogen svane hvad angår linierne bli'r hun aldrig. Men pyt, hun er skøn indeni og hvor får man ellers 117 m2 beboelse ikke bare med havudsigt, men på/i vandet, midt i alting, centralt i København, og alligevel helt for sig selv?? Vi er simpelthen lykkelige for hende.

Klaus er her ved at montere landgangen (midt i en heftig byge) Det var ret nødvendigt fordi der var en smule højvandet og mine ben er altså for korte i den ene ende, så jeg kunne ikke komme i land. Klaus mente ellers, at det var udmærket, så vidste han da hvor han havde mig.


Her ses Klaus og Jan i jollen, som klarede turen gennem havnen. Jan og Benise har gået nogle dage på båden og tilsluttet alle ledninger, pakket det ind, fjernet plader m.m.

Vi har fået lov at låne jollen et par dage, så kan vi lave vores egenhavnrundfart. I aftes var vi ude efter mørkets frembrud, koldt men rigtig hyggeligt, at se København og Christianshavn fra dén side.


Den næste tid kommer computeren nok lidt på ferie, så I ser/hører ikke så meget til mig. Der skal altså arbejdes lidt - både med Ragna og med dét arbejde, som betaler føden for mig.