lørdag den 29. marts 2014

Assistent til glasset under sygdom

Øv, en træls uge - husbond Klaus kom hjem fra USA sidste fredag medbringende en grim influenza. Så først lå han 3 dage og da han kom på benene igen, blev det min tur. Øv. Og PIV - den var, og er, grim. Stemmen har det endnu ikke godt, og hosten er der endnu, men hovedpinen og muskelsmerterne er heldigvis gået over.

Og man skal altså passe på, hvad man siger... Klaus klagede sig højlydt hele tiden, syntes jeg. Godt nok vidste jeg, at han var ramt, af den særlige mandlige variation af influenza, nemlig den nærmest dødelige, men alligevel. Så jeg spurgte forsigtigt, om det mon var nødvendigt, at klage sig så meget??
Svaret husker jeg ikke, men jeg husker, at jeg fik den i hovedet igen, da det blev min tur!! ;-)

Glasovnen måtte også stå stille et par dage - Klaus passede dog butikken en eftermiddag og tømte ovnen, gjorde den ren, og han fik sørme sat en slumpning over - dvs. sætte glaspladen i ovnen igen, så den kunne formes til et fad - så jeg har nu fået en assistent!

Her er faddet (35 cm), og det har allerede fået nyt hjem:


Ellers har jeg fået lavet disse kvindefigurer de sidste dage.

Hun er 50 cm høj og står på en træfod lavet af min hus-snedker Lars Kjær. Og hun fik nyt hjem med det samme... :-)
Hende her har samme højde, og står også på fod lavet af Lars, men selve grebet i aluminium er købt hjem fra Kina.
Isdronningen her er en smule lavere og monteret på et stykke træ fra stranden.
Her er en samling fugle og fisk...


Problemet med det her glas er, at jeg i mit hovede er flere ugers produktionstid foran mht. design og idéer - bare jeg havde flere arme, flere timer i døgnet og en ovn mere!! Armene og timerne er der nok ikke meget at gøre ved, men det med en ovn, det kan jo løses!

fredag den 21. marts 2014

Som det smukkeste maleri...

Vi købte for snart mange år siden et spisebord i birk. Vi er glade for den lyse farve og jeg har plejet det med hvid voks. Alligevel var det blevet lidt "træt" at se på. Så jeg fik vores "hussnedker" Lars til at slibe det ned. Nu står det som nyt igen. Og nu er der ikke noget med at sætte kaffekopper på uden bordskåner - heller ikke dig selv, Fru Olsen :-)


Det er også Lars, som har lagt fliserne i. Det er brasilianske stenfliser som jeg faldt over for år tilbage. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge dem til, men jeg MÅTTE have dem med hjem. De er eventyrlige og fortæller mange historier, og jeg bliver aldrig træt af dem. De er som det smukkeste maleri.
Så fik jeg idéen om, at lægge dem ned i spisebordet, så jeg kan nyde dem hver dag.




Jeg har tidligere skrevet om de ting Lars har lavet - se det her).

onsdag den 19. marts 2014

Hækling er det nye "sort"

Hækling er åbenbart det nye "sort" blandt unge mennesker. Jeg har flere unge kvinder i butikken, som fortæller mig, at de hækler. Og yngste trolletøs, Nûno gør det også - her har hun hæklet en Minion hue til lille Oscar, som lige er kommet til verden. Oscar er kærestens nevø.

Og her har nyfødte Oscar huen på. Den passer akkurat - han er en lille kraft-ka'l. 
Og hun har også kreeret et par små futter i samme farve.

For noget tid siden hæklede hun en Minion-figur til kærestens niece.


...spørg mig ikke, hvad Minion er!!

Mens hun læste til eksamen i december skulle venindens jule-lama pludselig have nissehue på.
Ja, det var vist en overspringshandling... men viser, at nu kan hun hækle frit efter hovedet.

mandag den 17. marts 2014

Når rollerne byttes om - strikket pandebånd

Normalt er det mig, der strikker til troldetøserne, men her er rollerne byttet om. Nûno har strikket et pandebånd til mig i garn fra moskus i den smukkeste dybe grønne farve. Jeg har selv syet foer i af blødt isoli, så det er næsten vindtæt. Og det er nødvendigt lige nu...



Lige nu skinner solen skarpt, sneen blænder og jeg tænker - yeah, dejligt, nu er det forår - vi er jo midt i marts. Lad os komme ud på en dejlig lang tur... men hundene lader sig ikke narre! 
Sofadyr!! Kun ved kraftig insisteren kommer de med.

Ja, vi lader os nemt narre - det ser så dejligt forårsagtigt ud, når vi sidder inde. Men det blæser fra nord, havet er mørkeblåt med hvide skumtoppe og blæsten går lige gennem én. Og kinderne bliver røde...

Men dejligt er det alligevel - man skal bare være ordentligt klædt på!

søndag den 16. marts 2014

Fra skov til bord på den nemme måde

Nu har Sara - den ældste trolletøs - også fået omgjort træstubbe til borde. De har tørret rigtig længe og har fået et dejligt rustikt udtryk. Barken er bevaret og bare renset af. Og de har sat små hjul under.

Jeg skrev om mine borde ombord på Ragna her.



torsdag den 13. marts 2014

Endo-hvaffor-noget? Kender du dét?


Mit coverbillede på Facebook i dag er til ære for de millioner af kvinder, som lider af endometriose - en kronisk og meget overset sygdom, som har overordentlige store konsekvenser for mange kvinder - herunder bl.a. ufrivillig barnløshed.

Du kender måske ikke sygdommen? Men du kender helt sikkert én, der har det - man mener at hver 10. kvinde lider af endometriose i mere eller mindre grad. Så måske er du én af dem?
(Mindst én af jer, ved jeg, har det tæt inde på livet).
Vi taler ikke om det og lægerne har svært ved at "genkende" sygdommen, så når kvinder går til læge med fx. voldsomme menstruationssmerter, får de ofte at vide, at de bare skal tage lidt flere, eller andre, piller, og at sådan er det nogen gange.
Ja, sådan ér det for mange, men det har altså en årsag.

Den korte version er, at livmoderslimhinde vokser vildt i bughulen og skaber inflammation, ardannelser og sammenvoksninger. Det kan vokse ind i æggeledere, æggestokke, blære og tarm. Hver gang der er menstruation bløder denne slimhinde også, og det betyder altså for mange kvinder - herunder min ældste trolleunge - utrolige menstruationssmerter, træthed, smerter i det hele taget og barnløshed. OG der er ingen kur. Der forskes for lidt i det og der er alt for lidt opmærksomhed omkring det.

Derfor er der i dag Million Woman March, Endometriosis i flere storbyer - herunder København. 
Og i Aftenshowet i aften kommer der et indlæg om sygdommen.

Og Sara er selvfølgelig med på marchen - bare jeg også kunne være med og vise min støtte. Det kan jeg ikke, så jeg viser den her, med Saras tilladelse. Jeg har aldrig skrevet om det før her på bloggen, men nu er Sara altså "sprunget ud" for at hjælpe andre og for at sætte fokus på sygdommen. Det skal ikke ties ihjel.
Og jeg har meldt mig ind i Endometrioseforeningen via deres hjemmeside endo.dk
De har en meget god bog liggende på hjemmesiden - se den her.

Sara har siden hun var 14-15 år haft tiltagende smerter under menstruation. I dag betyder det meget stærke piller og 2-3 sygedage hver måned. Og efterhånden har der udviklet sig kroniske smerter, så nu skal hun opereres og have fjernet noget af endometriosevævet, den ene æggeleder og måske noget af blære/tarm. Og utallige er de forsøg på at afhjælpe den ufrivillige barnløshed, som hun og kæresten har været igennem. 

Behøver jeg sige, at det er en overordentlig stor "mundfuld" at sluge... både for kvinden selv og de pårørende?!

mandag den 10. marts 2014

Lær at male på din ferie - og så kan du vinde min plakat her

Så er det tid at tænke på efterårets ferie - tag på ferie på den skønneste græske ø og lær at male sammen med andre der interesserer sig lige så meget for at male som du.

Tag ned og oplev Folegandros, stadig uspoleret og med landsbyen Chora, som nævnes som en af verdens 7 smukkeste og omgives af noget af verdens klareste krystalturkise vand. Øen ligger lidt nord for Santorini og i nærheden af Ios. Jeg har skrevet om den her og her.

Jeg underviser i akrylmaling fra 19. - 25. september - måske lidt mere, det får vi at se.
Læs om kurset her. I september er det stadig dejligt varmt og behageligt med en liflig brise. 
Der er undervisning om formiddagen og man har fri om eftermiddagen. Og vi går ud i Chora og spiser om aftenen til rimelige penge på byens små, meget, meget hyggelige torve.

Det er stadig en drøm, der kan gøres for få penge - det er ret billigt, faktisk. Prisen for kursus med udflugter og hotelophold er 1685 kr. og man kan rejse via Athen eller Santorini med Norwegian for omkring 800-1200 kr. pr. vej. Flyturen tager omkring 3 timer.

Flyver man via Athen sejler man fra Piraeus havn tidlig morgen, så det er bedst at overnatte i Piraeus på et billigt hotel 10 minutters gang fra færgelejet. Turen tager 3-4 timer med hurtigfærge. Rejser man via Santorini tager sejlturen under 1 time. Prisen for en færgebillet skal lægges oveni.

Jeg er gerne behjælpelig med oplysninger omkring rejse, og har man lyst kan man måske også følges med mig. I hvert fald den ene vej - jeg vil nok være der lidt længere end selve kursus-ugen.

På øen bor vi på det hyggeligste og skønneste lille hotel hos Anne og Fotis Papadopoulos, som nu har kørt De Græske Feriekurser i 30 år. Læs om Hotel Ampelos her.


HJÆLP MIG MED AT PROMOVERE DETTE KURSUS OG VIND DENNE PLAKAT.
Plakaten måler 70 x 100 cm og jeg har skrevet om den her.

Du deltager i lodtrækningen ved at lave et opslag om kurset på din egen blog, og lægge en kommentar her. Den 1. august trækker jeg lod blandt alle kommentatorer.

Er der nogen af jer læsere, der rent faktisk tilmelder sig kurset - så kunne der måske falde en plakat af til jer, hvis I er interesserede?! :-)

tirsdag den 4. marts 2014

Det gælder om, at have focus det rette sted, når...

Det rette sted: Hvor er det en skøn morgen... omend de siger, at det er forår.
Et andet "rette sted": Edderfuglene fouragerer i isen
Et tredie: Ronja elsker sneen
Og ravnene driller hundene oppe fra taget
Nåe ja, forresten. Min glasovn er stået af!!! Det havde jeg næsten glemt ;-)

Søndag kom jeg ned på værkstedet for at tømme ovnen, og sætte noget nyt over, men da jeg kommer ind i lokalet hører jeg en høj hyletone, ovnen er helt kold, og glasset ikke brændt. Displayet på styringen viser - 40 grader. Er det en dybfryser jeg har købt?? Og så fejlkode 3 = fejl i termoelementets ledningsnet.

Der er ikke andet at gøre, end at køre hjem og skrive en mail til Anla Glas, hvor jeg købte ovnen i sommer. I går brugte jeg så en hel del tid i telefonen med engelske David - ham der bygger ovnene, og så to elektrikere her fra byen. Slutresultatet er tilsyneladende at ledningsnettet er OK, men styringen kaput. Og de sender en ny. Med posten... suk...

Samtidig er der kommet varme ud, fordi foringen/forseglingen er skrumpet. De kendte problemet og sender en ny forsegling, som jeg så skal finde nogen der kan popnitte på.

Prøv at spørge, om jeg er frustreret og har brug for at fokusere på noget andet.

Nå, men så syr jeg da bare lidt sælskind på min ny-servicerede symaskine. Den har ikke været pakket ud siden jeg havde den med til Århus for at få den repareret og serviceret hos forhandleren. Da de var færdige sendte de den til København, og jeg havde den selv med hjem i kufferten.

Pakke, pakke ud... shit, hvor er el-ledningen?? Tjae, den må de have glemt at lægge ved, da de sendte maskinen afsted til København igen. Mere SUK!!!! Og ord der ikke står i ordbogen...

Ledningen er nu på vej til Grønland med posten.

søndag den 2. marts 2014

GLAS på hjernen?

De sidste nye kreationer i glasset... nej, jeg har ikke fået glas på hjernen ;-)
30 cm skål med sæler af kobber og bobler af kobberoxyd

Masker monteret på træ fra stranden og med hår af sølvræv
Lille fad formet i ét hug over fiberpapir
Lille fad formet i ét hug over fiberpapir
Lille fad formet i ét hug over fiberpapir
Panel med kobbersæl formet så det kan bruges til blok- eller fyrfadslys
Lille panel med sæl i kobber
Stor rødfisk 
Pukkelhval monteret på glas i ramme
Endnu et panel med sæler