Gud ske tak og lov for de fire årstider

Hver årstid er den smukkeste. I hvert fald er efteråret uforligneligt!!

Jeg kunne lægge mig ned og bade i farverne!

Jeg har tit undret mig over denne farvepragt - hvad er det der sker? Google har som sædvanligt svaret: Den gule farve findes i bladene oprindeligt sammen med den grønkornene (klorofyl). Klorofyl sørger for optagelsen af sollys i fotosyntesen - det har vi vist alle lært i skolen. Når sollyset mindskes falmer den grønne farve og den gule bliver tilbage.

De røde farver derimod skal planten producere - jo kraftigere, jo mere energi kræver det. Forskere mener, at det er energi planten investerer i effektiv - muligvis kemisk - insektbeskyttelse. Man har konstateret, at insekter er mindre tilbøjelige til at lægge æg i planter, som har røde blade.

Besjælede sten iklædt hæklerier

De læsere, der har fulgt med her længe vil vide, at jeg er en af dem, som altid går med rumpen i vejret på en strand. Jeg er vild med sten, og som japanerne, synes også jeg, at stenene har et hoved, og at det ikke er ligemeget, hvordan de vender. Tidligere tiders inuitter mente også, at sten har en sjæl. Og det har de!!

Flere af disse besjælede sten har nu fundet deres plads her hos mig. De har været udsat for lidt rå vold i form af et 18 mm stenbor i en borehammer. Bagefter er de klædt fint på med lidt hæklerier, og nu står de og viser sig frem i skæret af stearinlys.

Jeg har lavet to stager mere med det tynde, hvide hæklegarn. De var så fine, synes jeg, så inden jeg forærede dem til en veninde, ville jeg lige fotografere dem til bloggen... fra den ene vinkel, fra den anden vinkel, rette lidt på lyset, tæt på og lidt længere væk. Nej, de var vist ikke skarpe, så om igen... Okay. Fint!!

Da jeg så havde afleveret dem, og kom hjem og ville tage hukommelseskortet ud af kameraet for at overføre billederne til computeren, kiggede jeg en ekstra gang - intet kort!!!! ARGH!!! 

Kúnne Sony ikke have tænkt på, at inkooperere en advarsel om, at der ikke er kort i kameraet, 

når man tænder det??!

Havde det været USA, var de blevet sagsøgt! ;-)

Nå, godt det ikke var en eller anden vigtig begivenhed, som ikke kunne gøres om.

Fra lam til skammel...

Jeg er helt vild med skamlen Fuzzy. Skamlen blev skabt af den islandske møbelsnedker Sigurður Már Helgarsson i 1972, og har været udstillet verden over. Den er efterhånden blevet en klassiker -  og den er ikke helt billig.

Jeg tænkte, at mindre kunne gøre det, så da Klaus for nylig var på Island bad jeg ham om, at tage lammeskind med hjem. De islandske lammeskind er kendetegnet ved at være langhårede og han fik nøje besked om, hvordan det skulle se ud.

Hjem kom han med dette lækre skind, som nu er skåret op og monteret på den gamle trebenede skammel jeg havde.

Skamlen er købt billigt som genbrug, med noget ikke særligt kønt stof, men fine teaktræsben.
Nu har jeg min egen version af Fuzzy

Han havde også et helt hvidt skind med hjem - foreløbig hænger det på lænestolen.

Det tiloversblevne stykke af skindet blev monteret på en pude - det vil hundene sikkert elske :-)

Alle de små fraskårne stykker syede jeg sammen og monterede ovenpå en anden skammel, som også bruges til at opbevare strikketøj i, og fødderne holdes nu lune :-)

Og så fik jeg ikke mere for den 25 øre ;-)

Skibskirkegård

Jeg leger lidt med film og stilbilleder for tiden - se denne om vragede skibe. Smukt, trist eller miljøsvineri? Ja, det er der nok delte meninger om (varer ca. 3,5 min. og der er lyd på).

Årets sidste hvaler?

Pukkelhvalerne har været her hele sommeren og har ædt sig tykke og fede. Nu begynder de at tænke på, at sætte kursen sydover til deres vinterdestination. Næsten alle pukkelhvalerne fra Nordatlanten mødes i Caribien nord for den Dominikanske Republik. Her tærer de på de fedtdepoter de har opbygget her. De har for travlt med at yngle, til at spise - kort sagt: de æder i polarområderne og parrer sig i troperne.

Weekendens tur til Buksefjorden syd for Nuuk (dér, hvor vores vandkraftværk producerer vores strøm) bød på et møde med tre af havets kæmper.

Lige før pukkelhvalen dykker krummer den ryggen ekstra meget, så ved man at halen kommer lige om lidt.

Pukkelhvalen viser halen, når den dykker. Den kan dykke ned til en dybde af 370 meter (rekord i Grønland). 

Pukkelhvalen kan blive op til 17 meter lang og veje op til 40 tons. Hunnen er den længste.
Halen kan være hele 4,5 meter bred!
Når man er tæt på i en båd på 25 fod (ca. 8 meter lang) føles hvalen meget, meget stor!

Hvalen kan forblive neddykket i op til 38 minutter.

Alle pukkelhvaler kan kendes på deres unikke farver og mønster på halen. - det er en form for fingeraftryk. Der findes kartoteker over tusindvis af hvaler i Nordatlanten. Bl.a. fotoregistrerer Grønlands Naturinstitut alle hvaler, der besøger Godthåbsfjorden og man har fundet rigtig mange, der kommer igen og igen, år efter år. En pukkelhval kan i øvrigt blive op mod 50 år gammel.

Jeg har købt bogen"Grønlands dyreliv" af Mogens Trolle og Uri Golman. Et helt igennem anbefalelsesværdig bog, hvis man er interesseret i Grønland og dyrelivet. Bogen er spækket med de mest fantastiske fotos og teksten er skrevet, som jeg aldrig har set noget biologisk stof formidlet på. Meget spændende og levende skrevet.

Fra bagsiden: Grønlands dyreliv er en fortælling om et liv på kanten af, hvad der er fysisk muligt. Kun ved at gå helt ud i ekstremerne har man en chance heroppe i den arktiske dybfryser. Denne baggrund har skabt en af de mest fascinerende faunaer, man kan opleve noget sted i verden.

Bogen portrætterer 77 arter af pattedyr og fugle samt grønlandshajen og omfatter alle de pattedyr og fugle, man so besøgende normalt har chancen for at se. Bogen fokuserer på den allernyeste viden og de mest fascinerende aspekter, man har opdaget omkring dyrenes vidtgående overlevelsesstrategier.

Fra anmeldelse på arktiskeanmeldelser.wordpress.com

...Ved hver art beskriver forfatterne artens karakteristika, levevis suppleret med flotte og fængslende fotos. Man føler, at man kommer til at kende hver art og deres særlige evner og levevis – teksterne er således vinklede efter en eller flere interessante detaljer ved arten, fx står der om stenpikkeren: “1200 km på 5 gram fedt” eller om snespurven: “Første fugl på Nordpolen”...

Få en smagsprøve her på Gyldendal.

Lad dig inspirere...

Jeg plejer at sige, at inspiration ikke er noget man går og venter på skal komme over én. Det er som med sandkorn på en strand, de er overalt. Det gælder bare om, at lukke sanserne op og tage imod.

Ude i fjeldet lige nu eksploderer det med farver og teksturer, og det er svært ikke at tage imod... at lade sig inspirere i valg af farver til maleri, strik, til hækling, til papirarbejde, ja, kun fantasien sætter grænser.

Man saver ikke den gren over, som man selv sidder på

Flere af jer har spurgt, hvorfor fiskene skal ud igen, når de er så store - det plejer at være omvendt (laksene skal nu også ud, hvis de er for små). 

Grunden til, at de skal sættes ud igen, når de er så store, er at islændingene passer rigtig godt på deres laks. En stor hun som denne, lægger mange flere æg end en mindre hun, og er derved med til at sikre, at laksebestanden holdes ved lige. Man saver ikke den gren over, som man selv sidder på :-)

Thorstein synes der manglede noget i sidste indlæg :-) det kommer her!
Også en 90+ laks. Ovenikøbet en hun - så hun skal sættes ud igen.

Fisk, der er fightet hurtigt og håndteret skånsomt, har størst chance for at overleve. Det er noget af en balancesag, for en kroget laks skal ikke trækkes for hurtigt ind, så hopper den af. Omvendt hvis kampen tager for lang tid, kan fisken tage skade - den får simpelthen stress. Stresshormon og mælkesyre hobes op i kroppen og der er stor sandsynlighed for at den dør inden for det første døgn efter genudsætning.

Men laksen kan også få ydre skader, fx. skrammer på slimlaget, som der senere går svamp i, miste skæl, og få krogningsskader, især i munden. Hvis såret bløder er der stor risiko for at fisken forbløder. Så de skal virkelig håndteres varsomt.

Laks, der vil noget!!

Klaus er netop kommet hjem fra en længere forretningsrejse, hvor han bl.a. var på Island. Men kald lige dét for en forretningsrejse én gang til. Se her, hvad de lavede - fluefiskeri!! Jaaah, men vi holdt altså møde ude på lodgen, siger de. Yeahh, right!

Klaus fangede to af disse fine laks i god størrelse. De er nu på vej til rygeriet.

Klaus fik kam til sit hår - 15-20 min var han om at hale denne 94 cm lange basse ind!
Laksen er for stor og skal sættes ud igen. 

Finnur og laks

Billedet er taget med mobiltelefon i aftenmørket, så kvaliteten er rigtig dårlig, men det er fangsten ikke.
Fisken er 96 cm lang og må således ikke landes - den skulle ud igen og overlevede heldigvis.
Det må være en skræmmende oplevelse for sådan en fisk :-)

Prøv lige at se...

...alle disse efterårsnuancer, der breder sig som det smukkeste tæppe.

Trods en tung blygrå himmel og finregn, som langsomt gør en gennemblødt, skal hundene jo ud... og hvis det ellers er til at se ud af duggede briller, så er der masser af farver at se på.

Dejlig strikket tunika/sweater i silke og uld

Da jeg kom hjem fra Danmark sidst indeholdt kufferten adskillige kilo garn. Bl.a. dette flotte lilla kamgarn og den melerede tussah silke, købt på www.garn.dk. Silken indeholder nister af lime, turkis og blå. Jeg har lagt garnerne sammen og strikket top-down på p. 5. En kombination der har været en smule hårdt at strikke i, men resultatet er blødt og lækkert efter (hånd-) vask.

Manchetterne er strikket i mønsteret Perlegrus med det lilla kamgarn, en sort strømpegarn og en to-trådet håndfarvet uld i changerende blå, grønne og turkis farver på p. nr. 3.

Halsåbningen blev lidt for bred - jeg skal lige finde fidusen i top-down modellen. Jeg indsatte borter i samme mønster som manchetterne i hver side, og hæklede en række fastmasker - nu passer halsen perfekt.

Næste projekt er en råhvid tunika. Garnet er Silk/Cotton fra Hjertegarn.

Godt nok ved vi, at hun er deroppe...

... moder sol, men hun har slukket for varmen. Efteråret er kommet over os med alle de smukke røde, gule og orange farver, og den kølige, klare luft.

Bærrene har fået den første nattefrost og er nu søde og saftige.

Naturen er den største inspirator og skaber

Jeg havde ellers svoret, at vinterfrakken tidligst kom frem d. 1. oktober, men den kom på i dag. 

Brrrr.... men friskt og flot er det.

For ovenover alting...

...stråler moder sol!

Med regn og blæst - lige nu op til 29 m/s, og den anden aften op til 36 m/s 

- er det godt, at se, at solen er deroppe!!

Leg med drivtømmer, muslinger og hulsten

Jeg elsker at lege udenfor om sommeren. Lege med grene og ting og sager - få noget ud af ingenting - så kommer barnet op i mig.

Disse store grønlæbede muslinger spiste vi hos nogle venner i fjorden en dag, og skallerne har så smukke farver, at de blev gemt (med en smule hovedrysten til følge...) Men se nu her... de kom til ære og værdighed sammen med nogle af mine grene fra fjorden. Muslingerne er rammet ind, og hænger nu som kunstværk på betonmuren under terrassen.

(Og jeg skal altid lige give tingene et tvist, så en enkelt blåmusling herfra, har sneget sig ind blandt de andre).

Da vi var i Skagen i sommers samlede jeg hulsten på Nordstranden. De kom med hjem og hænger nu i en lille ranke udenfor. Mellem stenene har jeg sat turkise glasperler.

Inspirationen til glasperlerne fik jeg fra disse lysestager, som vi købte hos Glaspusteren i Skagen. De minder mig i dén grad om sommer og om Skagen.

Glaspusteren har dog snydt lidt - efter hvad jeg kan se, er det ikke naturlige huller i stenene, men huller der er boret.

Der blev også til en lille stenranke indenfor.