Nej, Sara - og kollegerne - er IKKE okay, og hvem ville være det efter at være taget som gidsel, bagbundet og truet med oversavet jagtgevær. Talt til ved navn - som om de kender mig! Og puffet til med geværet hver gang den ene røver gik forbi.
Eller som nogle af de andre slået og truet med pistol i nakken.
Angsten for at blive skudt. Angsten for hvad der sker og hvordan ender det her...
Det er sådan noget man ser på amerikanske film. Det er ikke virkelighed. Ordene her er ikke virkelige. Det er bare bogstaver på hvid baggrund. Det er bare en historie vi fortæller. Det giver ikke mening.
Jo, det er desværre virkelighed! Chokket har fortaget sig og virkeligheden sniger sig ind...
Det er utroligt surrealistisk, at tænke på at vores datter har været udsat for dette. Endnu mere surrealistisk er det for hende selv, og det sætter sine spor. Voldsomst hos de der er ramt, men også for kæreste og familien. Ingen har det godt.
Men det tænker røverne naturligvis ikke på. Jeg undrer mig over, hvad der foregår inde i hovedet på den slags mennesker? Tror de, at de er seje? De er sikkert glade for at de fik pengene, og at de slap væk. Men de skal ikke glæde sig for tidligt. Dommens dag kommer også til dem!!! Og jeg er helt sikker på, at de nok skal blive fanget. Ikke, at det gør gerningen ugjort, og følgerne deraf forsvinder ikke, men det er dog en form for retfærdighed.
Sara skriver og har givet mig lov til at dele:
Jeg takker også alle jer blogvenner for de gode tanker.
Se billeder af røverne
her - nogen kender dem helt sikkert.
