Quinde og tupilaq'er

I går kom der gang i penslerne igen, dvs. en smule svinkeærinder havde jeg dog, men det kan I se i morgen ;-)

Jeg er ved at færdiggøre et maleri til én i blogland - her får I et "sneak peak" af det ikke helt færdige maleri - bare et udsnit. Maleriet var ellers med i Danmark for at jeg kunne færdiggøre det dér, men det nåede jeg altså ikke...

"Hvalquinden" lavede jeg i rensdyrtak sidste år. Hun er mit første forsøg udi kunsten benskæring.
Jeg har monteret hende i en sortmalet træramme (22 x 15 cm) og sat et af mine fotos fra Ilulissat ind som baggrund.
Hun blev i øvrigt præsenteret i mit allerførste blogindlæg sidste år. Når jeg viser hende igen, er det fordi hun skal med til Thule, og så fordi hun danner model for tupilaq'en nedenunder.

"Ægget", lavede jeg også sidste år - også i rentak, og med en lille marmorsten fundet i Grækenland. "Ægget" vil jeg også have med til Thule, men den har hidtil stået frit og det egner udstillingslokalet sig nok ikke til. Derfor fik jeg den idé, at sætte den i ramme (30 x 20 cm) som hvalquinden, så det blev gjort i går. Her har jeg dog malet baggrunden.

Nu kan de begge to hænge på væggen, som et maleri.

(Rammerne er egentlig lærreder på ramme købt i Brasilien - ikke noget med blændrammer her, hvor man jo kan stramme lærredet op. Jeg har pillet lærredet af og sat det omvendt på, på bagsiden, så baggrunden i rammen kan males).

Skåret i kaskelottand - tag et kig

Af ting, som jeg holder af, skal I se disse tupilaq'er.

Om Tupilaq fra Wikipedia:

Ved tupilak forstås små mystiske, delvist groteske figurer fra den grønlandske inuitkultur. På grønlandsk betegner ordet tupilak en forfaders sjæl eller ånd.

En sådan tupilak-ånd kunne kaldes til hjælp mod en fjende derved, at en trolddomskyndig åndemaner i hemmelighed gjorde sig en figur af forskellige knogler og andre dyredele, undertiden sågar dele fra menneskelig, hvorefter han indviede den og gjorde den til hjemsted for ånden ved bl.a. at synge tryllesange over den. Denne tupilak sattes derefter ofte i havet, så den selv kunne opsøge fjenden og slå ham ihjel. Dette var imidlertid ikke ganske uden risiko. Havde tupilakkens tilsigtede offer større troldomsevner end tupilakkens skaber, kunne han afværge dens angreb og i stedet sende tupilakken tilbage for at slå ophavsmanden ihjel.

Det er først i nyere tid, efter at nysgerrige europæere begyndte at udforske Grønland og blev opmærksomme på disse små statuer, at det er blevet en tradition, at man kunstfærdigt udformer sådanne figurer af blivende materialer som træ, knogle og tand. I denne sammenhæng produceres også ofte ikke blot traditionelle tupilakker, men også en række andre figurer fra inuit-mytologien.

Denne rødfisk er ganske stor, små 15 cm lang, og skåret i kaskelottand. Det er så fint et arbejde lavet i østgrønland. Klaus har købt den i Kulusuk Art, en butik i Reykjavik på Island, som forhandler kunsthåndværk fra bl.a. østgrønland.

Dette isbjørnehoved er også omkring 15 cm langt og viser en isbjørn, der har snuppet en sæl.

Så fint, så fint lavet og meget tung.

Tupilaq'erne i baggrunden er fra tresserne og også skåret i kaskelottand.

Grønlænderpigen er en kongelig porcelænsfigur.

Dette skønne par fik jeg af døtre og svigersønner, da jeg fyldte 50 år. De er skåret i rensdyrtak, som er meget brugt efterhånden i mangel på tænder fra de store hvaler. Og det synes jeg kun er godt. Hellere skyde et rensdyr end en hval. I øvrigt er kaskelotten totaltfredet i dag og handel med tænder er forbudt.