fredag den 30. september 2011

Pung i sæl- og fiskeskind

Min pung trængte til en udskiftning. (Okay, måske var det mig, som trængte til forandring ;-)

Denne pung er syet i fiske- og sælskind, foret med bomuld, har 5 lommer indeni og er lukket med lynlås. Den er stor nok til at indeholde både kreditkort, penge, mobil m.m., samtidig med, at den lige kan være i hånden.





torsdag den 29. september 2011

Smukke armbånd i sæl- og fiskeskind...

... er nu lagt i butikken på www.amio.dk





Hold øje, hvis du er interesseret - der kommer flere de følgende dage.


onsdag den 28. september 2011

Hæklede handsker i moskusgarn - REN LUKSUS med opskrift

Disse hæklede handsker er simpelthen det rene, rene LUKSUS. Super bløde og vidunderlige. Og 8 gange varmere end, hvis de var lavet i lamme-/fåreuld. De er nemlig lavet i garn fra moskusoksen.


Nogen af jer husker måske, at jeg skrev om noget tyndt moskusgarn i mørk turkis og noget spættet naturfarvet/turkis, som hver for sig var rigtig smukt. Men hvis jeg satte det sammen, "dræbte" de hinandens farver?? Siden har det bare ligget...

Men nu er garnet altså lagt sammen, så det bliver dobbelt og handskerne har fået det smukkeste farvespil. De er hæklede i fastmasker og ret faste. Det er helt med vilje, da jeg hader strikkede handsker - det blæser altid igennem. Disse er tætte, og alligevel bløde.

De er lavet på gehør og passer som "hånd i handske" (hø, hø...), så for at kunne lave dem ens, skrev jeg ned undervejs, hvad jeg gjorde. I kan ligeså godt få opskriften, hvis nogen har lyst til at kaste sig ud i sådan et par. Man kan jo bruge mange andre slags garn, bare det passer til nål nr. 3. Hvis du laver dem, så lad os se det, hvis du har en blog :-)


Bemærk, at du altså skal kunne hækle i forvejen. Kan du det, vil jeg tro, at de er nemme at lave, 
hvis du altså kan forstå min måde at skrive opskrift på :-)
Hæklede handsker

Hæklenål nr. 3
65 gram enkelttrådet moskusgarn lagt dobbelt
Hæklet i fm.
Forkortelser: Fm = fastmasker, lm = luftmasker, km = kædemasker, omg = omgang



Generelt:
Fingrene hækles først. De samles og "kroppen" hækles. Der sættes af til tommeltot, krop og skaft hækles færdig. Tommelen hækles til sidst.
Slut og saml hver omg. med en km i 1. fm fra omg før.
Start hver omg. med 1 lm og 1fm i samme fm som km er lavet.

Lillefinger:
Hækl 3 lm , saml dem til en ring med 1 km. Fortsæt med fm. Over de følgende 2 omgange tag ud til 10 m.
På 11. omg. tages 1 m ud. Igen på 13. omg. evt. flere m, hvis dine fingre er tykkere.
Hækl rundt til ønsket længde (doo: 18 rækker)
På sidste omgang tages ud i 1. og 6. m = 14 m.
Læg til side.

Ringfinger:
Hækl 3 lm. Saml til ring.
1 omg: tag ud i hv. m til 6 m
2 omg: tag ud på hv. 2. m til 9 m
3 omg: tag ud på hv. 3. m til 12 m
Hækl lige op til ønsket længde (doo: 21 rækker)
På sidste omg tages ud på 1. og 6. fm = 14 m

Langemand:
3 lm. Saml til ring.
Tag ud som på ringfinger, men til 14 m.
Hækl lige op til ønsket længde (doo: 21 rækker)
På sidste omg tages 1 m ud i 1. og 6. fm

Pegefinger:
3 lm. Saml til ring.
Tag ud som på ringfinger, men til 13 m.
Hækl lige op til ønsket længde (doo: 22) rækker.
På sidste omg tages ud i 1. og 6. fm = 15 m

Krop
Saml fingrene. Sørg for, at dér, hvor omg er samlet, kommer til at vende mod fingeren ved siden af.
Start på ydersiden af lillefingeren. Sørg for at dér, hvor omg er samlet, vender ind mod ringfingeren. Hækl fm op på hver finger, men lad 1 m stå mellem fingrene = 58 m (der bliver små huller mellem fingrene - de lukkes til sidst med nål og tråd.
På 3. omg tages 1 m ind i alle fingermellemrum  = 52 m
På 4. omg tages 1 m ind i alle fingermellemrum + 1 m i hv side = 44 m tilbage.

Sæt af til Tommeltot på 11 række.
På Venstre handske hækles 23 fm, 13 lm, spring 4 fm over og hækl resten af omg (17m).
På højre handske hækles 17 fm, 13 lm, spring 4 over og hækl resten af omg (23 m).
12. række: fm i alle fm samt i alle lm = 53 m
13. - 20. omg/række: Tag ind midt på lm-rækken 1 gang på hv. omg til og med omg 10 = 42 m

Fra 21 række hækles lige op af skaftet = 42 m
Fortsæt så langt, som du synes skaftet skal være.
Hækl evt. en kant i kontrastfarve.

Tommeltot:
Hækl fm i de 13 lm  + de 4 fm som blev sprunget over = 17 m. På næste omgang tages ind til 16 m.
Fortsæt lige op til ønsket længde.
På næstsidste omg tages ind i hver 2. fm
På sidste omg tages ind i alle fm.
Afslut ved at trække tråden igennem.

Til sidst har jeg hæklet en lille strop øverst på skaftet på hver handske - akkurat så stor, at der kan sidde halvdelen af en tryklås. Så kan handskerne klikkes sammen, når man tager dem af, og risikoen for at tabe den ene minimeres!

På dette arbejde kan der med fordel hækles over alle enderne, så der er meget få ender, der skal hæftes til sidst.

Hvis nogen af jer uden for Grønland gerne vil købe noget af garnet, køber jeg det gerne for jer, og sender. I kan se noget af det her. Et andet sted i byen kan jeg få det smukke mørke turkise, flot koboltblå og noget meget smukt dybt cherise - det er en anelse dyrere.
50 g en-trådet koster 375-400 kr. alt efter, hvor man køber det.

tirsdag den 27. september 2011

Laks til fryseren og skind til garvning

Søndagens fiskeri gav 29 laks!! Vi skal da vist leve af fisk hele vinteren - men vi elsker også fisk, så det er helt fint.  Det er altså ret mange, når man skal ordne dem, skulle jeg hilse at sige!

Da det sviner en del valgte vi at ordne fiskene udendørs på en efterårs-dejlig mandag. Klaus og Martin fik hurtigt indrettet en arbejdsplads, og arbejdsfordelingen var klar: Klaus skyllede...

... og afskællede i et stort kar. Bemærk redskabet - en afskæller - som Klaus har købt i Kina - den er supereffektiv, og når det så foregår under vand har man ikke skæl over det hele.


Fiskene blev lagt over til Martin...

 ...som fileterede...

...og fileterede...

... og skabte skind til mig, som jeg kan prøve at garve. I sidste uge skrev jeg at jeg desværre ikke vidste hvordan man garver fiskeskind, og at Google heller ikke vidste. Søde Anette var vaks ved havelågen, gik i sine gemmer og fandt en opskrift til mig, som hun mailede. Så det skal nu forsøges. Foreløbig er skindene frosset ned - jeg skal lige have tiden - døgnet har jo kun 24 timer, desværre.


Bunken af filetter vokser og vokser... og nu er der til lækker mad!

mandag den 26. september 2011

"Sidder du ned?"

Modtog en mail fra trolletøsen i dag med teksten: "Sidder du ned?"

Åh, nej, tænkte jeg - hvad nu??

Jo, tøsen og roommaten havde såmænd bare været hos den lokale garnpusher og snakket strikketøj og -pinde, garnkøb og strikkeopskrifter. Hjem på www.garnstudio.com og finde en opskrift; og her sidder hun i gang med et stort tørklæde på p. 12!!


Lidt senere ringede telefonen: "Moar, hvordan skifter man garn?" Jo, min pige, det kan du bl.a. se inde på www.paapinden.dk.

Hmmm.... så er det måske alligevel ikke så mormor-agtigt, at strikke?!

søndag den 25. september 2011

Hjemmemalede sko

Nu er Nûno klar til fredagsbar - hun har arbejdet med et par billige gummisko fra H& M, 
tekstil-tudser fra Tiger, og resultatet ses her.

lørdag den 24. september 2011

Flaskefrakker - hæklede

Så fik Nûno endelig taget sig sammen :-) til at sende et billede af hendes flasker med diverse olier, som jeg har hæklet "frakker" til. Og hun fandt de små turkise "hætter" frem fra gemmerne til de små glas.
Disse "hætter" lavede jeg i "hundredvis" for år tilbage (okay, måske ikke hundrede, men overdrivelse fremmer forståelsen ;-)


Jeg synes det ser rigtig fint ud, sådan som hun har stillet det op i en fin bakke på køkkenbordet.
Det er dejligt, at se, at det jeg laver, rent faktisk bliver brugt.

Farverne på flaskerne er valgt udfra indholdet: gul = citronolie, beige = sesamolie, 
lime = avocado olie, brun = balsamico, olivengrøn = ja, gæt selv ;-)

Jeg ve' da ikk' hva' det ligner!

De strikkede luffer i Drops Alpaka FØR vask - se lige størrelsen i forhold til mine briller ;-)


Her er de EFTER en tur i vaskemaskinen på 40 grader sammen med 5 tennisbolde.

De er dejlige bløde og alligevel tætte, så nu skal de afsted med posten til én i Danmark, 
som varme til forfrosne cykel-fingre.

fredag den 23. september 2011

Bjørnespor - akrylmalerier

I ser her en serie malerier i mixed media fra min aktuelle udstilling. Malerierne måler 30 x 30 cm og hedder Bjørnespor I - IV.




Billederne er bygget op som collager, hvori der indgår søkort over Grønland. Sjovt nok er billederne lavet FØR jeg havde den STORE oplevelse med isbjørnene (hvis du ikke har læst om den, kan du gøre det ved at klikke på Bjørne oppe i menuen. Måske er det Loven om Tiltrækning, der her har haft sin virkning?).

torsdag den 22. september 2011

Varme fingre

Efteråret er over os, og det kræver noget til at varme fingrene med. 
På pindene lige nu er disse strikkede og filtede luffer i Drops Alpaka, strikket dobbelt og på p. nr. 5,5.
Opskriften findes på www.garnstudio.com

Jeg laver dem i sorte, hvide og grå farver, og det tegner godt... min veninde har lavet dem, og de er superlækre. Meget tætte, og jeg forestiller mig, at de vil være gode til cykelturen.

(Billede lånt på garnstudio.com)

mandag den 19. september 2011

Dejlig anerkendelse - Made in arctic

Der er oprettet en ny hjemmeside www.madeinarctic.dk, som samler grønlandsk kunst, musik og design. Det er en stor ære, at være blevet optaget på denne side, som jeg synes er rigtig flot. Tag selv et kig.


Du finder mig under Kunstnere.


søndag den 18. september 2011

Fisk, fisk og atter fisk...


Gårsdagen bød på bare nogenlunde vejr, og så er det med at gribe chancen og komme på vandet, så må alt andet vente. Vores gode ven gravøren Martin Mörck, som jeg tidligere har talt om, er på besøg sammen med hans søn Truls, så vi tog ud at fiske. Mere end 50 torsk og rødfisk blev det til - det er mange kilo mad til fryseren.

3 sprællende fiks på én gang kan være tunge at lande. Flere gange var de 4 fisk på, på én gang.

 Martin og torsken - hvem er hvem ? ;-)

Truls er koncentreret - er der liv dernede?

Vi sejlede over til hytten og fik dem renset - dvs. jeg nøjedes med at fotografere :-)

Desværre ved jeg ikke, hvordan man garver fiskeskind. Google ved det heller ikke - det er vist en velbevaret hemmelighed... Jeg mangler gråt torskeskind, men Silla er hjemme på Island lige nu, måske køber hun lidt for mig.

Hvad mon den har fået at spise?


Baljen fyldes støt og roligt...

Klaus er flittig i køkkenet med finrensning og filetering. Jeg vinder nok rengøringen, så...

Så er der rødfiskefiletter - lige til at tilberede. Rødfisk er en af de fineste spisefisk.

Erik Egede, en anden af vores venner, ringede at han havde laks til os, så der er fast arbejde til Klaus i dag...

Alt optaget i dag...



fredag den 16. september 2011

Skønjomfruer i deres livs efterår

De smukke sibiriske valmuer forfalder nu på den mest yndefulde måde.





Hæklebøger fra Amazon

Har netop købt disse hæklebøger på Amazon - de er værd at søge inspiration i. De kan også varmt anbefales til nybegyndere udi hækling, da alle teknikker er forklaret og grundigt illustreret.