Viser opslag med etiketten sjal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sjal. Vis alle opslag

torsdag den 20. november 2014

Strik i moskusuld og kommende GIVE AWAY

I kan godt begynde at glæde jer, alle jer, der strikker og hækler!

Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at lave dén GIVE AWAY, som jeg har lovet et par gange. Jeg kommer til at udlove et stykke af min egen glaskunst, og så har jeg lokket Anita fra Qiviut til at sponsorere et nøgle garn af det lækreste og blødeste moskus. 

Hold øje – jeg får lagt det på, i løbet af et par dage.

I kan her se en "hals" jeg har strikket efter inspiration af en af kursisterne på mine workshops i Kreativ glaskunst. Hun havde sådan en på. 
Den er strikket i vendestrik på p. 4,5 i enkelttrådet moskus, og vejer kun 37 gram! 
Og den er så blød, så blød – og varm.

Jeg lavede lige en mere, denne gang i to trådet moskus i blå. Lige så skøn og varm.

Billedet her er fra en artikel der kommer om mig i decembernummeret af det grønlandske livsstils magasin Anu Una.
Det er også her der er kreasider, som jeg har lavet.

tirsdag den 18. november 2014

Grønland i strikket sjal

Jeg bliver nødt til at dele Annes smukke, og smukt strikket, Grønlands sjal (og jeg har fået lov :-). Sikke et arbejde - eget design og så fint udført.


Du kan læse om sjalet her: Annes indfald.

søndag den 13. april 2014

Garn af moskus er ikke bare garn af moskus...

Nej, garn af moskus er ikke bare garn af moskus - der er stor forskel på kvaliteten.

Se bare dette over-lækre-og-bløde-det-vejer-absolut-ingenting hundetæppe (!) hæklet af moskusuld.


Man kan næsten ikke se maskerne, så uldent er det. Det er blødt og varmt som man slet ikke kan forestille sig, og det ryger i vaskemaskinen, når det trænger. Ren moskusuld filter nemlig ikke. Denne udgave er den dyre slags garn, og det ses og mærkes. Dette garn koster mindst 400,- for 50 gram.


Modsætningen er dette hæklede hundetæppe af moskusuld af den billige slags - man får 100 gram for 299,- Dette garn er også ren moskus, og går også i vaskemaskinen, men det er ikke nær så blødt. Det ses og mærkes, at kvalitet og pris hænger sammen. 

Og så får I lige et billede af mit sjal efter vask. Det er SÅ BLØDT og varmer ØJEBLIKKELIGT, når man tager det på. Og så vejer det kun 78 gram!

fredag den 11. april 2014

Lidt strik bliver det da til... i moskusuld

Ja, lidt strik bliver det alligevel til om aftenen. Her har jeg slået 80 m op på p 4,5 i entrådet moskusuld, taget en masse ud i starten og bare strikket derudad efter hovedet...
Blødt og varmt. Og det kan der nok være brug for her i det arktiske forår!!!


Skal lige vaskes og spændes ud.



søndag den 10. marts 2013

KæmpeSTORT strikket sjal

Det store sjal her er endelig kommet af pindene, men endnu ikke vasket. Det er en gave til et kært menneske og det skal med til Danmark, når turen går over Atlanten på fredag.
Sjalet måler 300 x 55 cm.
Designet Rockefeller er af Stephen West - en amerikansk strikdesigner. Det er strikket i Alpakka - Silk (60 % alpakka, 30 % merino uld og 10 % silke) på pind 3,5.

Find 1 fejl - det ses ikke, når musikken spiller :-) Pillet op bliver der ikke.

søndag den 10. februar 2013

Eget design: strikket sjal i dominoteknik - Snowfall

Dette vinterlige sjal / tørklæde i eget design er lige hoppet af pindene...



Sjalet måler 205 x 100 cm og glitrer så fint, som nyfalden sne pga. alle de mange sølvfarvede pailletter, der er indspundet i garnet. Det er strikket på p. nr. 3,5 i dominoteknik. Jeg har hæklet en sort kant af fastmasker hele vejen rundt.

Billede lånt på UniversalYarn
Garnet er 300 g Polaris fra Rozetti i farven Zenith (købt på www.universalyarn.com - absolut et studie værd!!). Det består af 65 % akryl, 31 % uld og 4 % payette (aner simpelthen ikke, hvad det er), og der er spundet små sølvfarvede pailletter ind i garnet. 

lørdag den 15. december 2012

Et trut i trompeten...

skal I have her fra mig...
Saras engel i glas med fyrfadslys i
Jeg har ligget stille her i blogland et stykke tid - lige nu er jeg i DK, hvor jeg har fået en planlagt operation. Ikke noget alvorligt, men bare noget der skulle gøres. De sidste måneder har jeg lavet så mange ting, som jeg gerne ville vise, men af helt specielle grunde, kan det først ske efter d. 24. december :-)

Dog kan I se dette sjal, som jeg har brugt de sidste dage på at hækle til en kollegas mor. Det er lavet i håndmalet ren uld på nål nr. 4. Opskrift har jeg ikke - mønsteret er fundet i en gammel hæklebog.

Man kan desværre ikke se garnets smukke grønne og lilla nuancer på billedet her.
Sjalet hænger til tørre over brændeovnen. Det måler 170 x 82 cm.

mandag den 29. oktober 2012

Stort tørklæde i dominostrik og med polarræv

Jeg er lige blevet færdigt med et stort tørklæde i farveskiftende Zauberball uld (fra råhvid til mørkebrun) og strikket i dominoteknik. Det er supernemt at strikke og der sker hele tiden noget nyt, skal liiige have den næste firkant med... Det måler færdigt 150 x 75 cm.

Temperaturen på billedet er lidt for varm. Garnet er i kølige råhvide og brune farver.

Når jeg lukker den laaange kant af foroven bliver det nemt for stramt. Derfor har jeg brugt en speciel teknik fra bogen"Cast on, bind off", hvor jeg slår om mellem hver maske, og jeg trækker således to masker over hver gang. Det giver en super elastisk kant og flot er den, synes jeg.
I de tre hjørner monterer jeg en "dusk" af hvid polarræv.



lørdag den 5. maj 2012

En idé: forvandling af et tørklæde

En veninde havde et rigtig fint og stort (70 x 180 cm) broderet silketørklæde, som hun havde købt på en af rejserne til Østen. Problemet var, at hun aldrig fik det brugt - det lå bare i skabet. Vi snakkede om, at det sikkert kunne forvandles til en slags vest - eller "et-sjal-på-en-anden-måde", og jeg fik frie hænder. 


Tørklædet blev klippet midt over. De to stykker blev spejlvendt, så der kommer frynser i begge sider. Så syede jeg siderne og skuldrene sammen. Jeg ville ellers have lavet en halsudskæring, men Vera ville gerne have vesten åben hele vejen ned foran, så jeg klippede det ene stykke op og kantede med noget af det silke jeg tog med hjem fra Thailand. Voila - et minimum af syning og en dejlig vest som lige varmer der, hvor den skal, uden at være for varm.



onsdag den 28. marts 2012

Om Wingspan

Nogen af jer har spurgt til mit Wingspan designet af maylin Tri'Coterie Designs vist i forrige indlæg.

Jeg har brugt 1 nøgle Crazy Zauberball (Indisch Rosa 2095, løbelængde 420 m), som sagt på p. 3, strikket over 80 masker. Det skal strikkes på en lang rundpind, da man får flere og flere masker på efterhånden. Den sorte kant (Drops Alpakka) strikkes over alle masker til sidst.

Tørklædet måler 118 cm, når jeg retter det ud (det krummer jo), og 25 cm på tværs. Det passer rigtig fint over skuldrene og jeg lukker det med en sjalsnål. Det kan også bare "krølles" sammen om halsen, som en halsklud. Bruger man færre masker kan det selvfølgelig blive lidt længere.

Dette tørklæde er lavet i farve nr. 1508 og dét bliver jeg altså også nødt til at lave!! :-)
Billedet her er lånt af Augenstern på Ravelry.

tirsdag den 27. marts 2012

Wingspan

Dette skulderstykke er netop hoppet af strikkepindene. Det er inspireret af "Wingspan" af Maylin Tri'Coterie på Ravelry. Jeg har strikket i Zauberball, et strømpegarn, som består af 75 % uld og 25 % polyester, på p. 3.


Jeg slog 80 antal masker op og strikkede ret i forkortede rækker - hver række forkortes med 3 masker. Da der ikke var flere vendinger tilbage, slog jeg 16 masker ekstra op og begyndte på den næste triangel.
Utroligt simpelt og hurtigt. Du kan downloade en gratis opskrift på Ravelry hos Maylin.

torsdag den 18. august 2011

Taygete færdig, trylletaske, påmønstret Ragna m.m.

Det er ved at være noget siden, I har hørt fra mig. Jeg har simpelthen været gået død! Det sker jo, men nu er jeg ved at være fit for fight igen.

Efter en dejlig weekend på vandet sammen med gode venner, er vi nu i DK. Jeg var ellers ved at tro, at vi kunne tage på weekend på vandet UDEN båd, for det problem med pendling ved 2700 omdrejninger, som vi har kæmpet med i 2 år, blev endelig løst!! Ingen mekanikere har haft løsningen, men pludselig var der en på besøg, som vidste noget. Så Klaus kunne GÅ på VANDET, så glad var han!!
AK, ak, træerne vokser dog ikke ind i himlen - motoren bliver nu 10 grader for varm, og det er åbenbart for meget. Så vi holdt os indenfor rimelig afstand af byen. Men det gode ved fjorden er, at vi kun skal ganske få km væk, så er vi "in the middle of nowhere" - ren mentalhygiejne.
Myg slap vi ikke helt for :-) Men at flyde i græsset, nyde udsigten til gletscheren, 
blomsternes og lyngens duft, og bare slappe af og skulle ingenting - dét er GULD værd.
Ronja fandt et hul, som skulle graves ud, og undersøges.

Søde Bjarne og Lisbeth på vej tilbage til båden efter kaffen, så vi kan nyde den i lyngen.

Havde også besøg af Birgitte fra Nørklekonen om søndagen. Det var SÅ hyggeligt, og havde så travlt med at knevre, at jeg helt glemte, at tage billeder.

Her på Ragna i København er alt ved det vanlige. Ænderne kommer og hilser velkommen og der er diverse småting Klaus ønsker at få gjort, bl.a. skal fortøjningerne have et eftersyn.

Naboen Nikolaj hilser på. Og nu har Ragna fået navn på.

Inden jeg tog hjemmefra fik jeg Taygete færdig. 
Nu vil Nûno have ét, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg hopper på den.
(Kjolen er helt tilbage fra 1995, købt på Folegandros i Grækenland og jeg elsker den!)

Fik også lige klaret et Iphone etui til ældstetøsen Sara - hun ønskede sig et "sommer"etui. Bemærk lige mønsteret på stoffet, som er håndmalet bomuld - opdagede pludselig isbjørnen og sælen et godt stykke inde på stofstykket, og så på vrangen, men det blev alligevel fronten på etuiet.

En SMS fra Sara: "Moaaaar - jeg vil oss' ha' såån en taske, som Nûno fik", betød, at jeg også gik i gang med en trylletaske til Sara inden jeg tog til DK i mandags. Trylleriet består i, at den er syet med læg, så den rummer uanede mængder af "womens stuff" - alt det, som vi nødvendigvis må slæbe med os, når vi går i byen. (Jeg laver en kort vejledning til den inden længe.)

Yngstetøsen Nûno havde fødselsdag i mandags, så hun fik en lille tillægsgave, som også skulle være færdig. Hun havde ønsket sig en gå-i-byen-pung, som passede til "alt", og hvori mobilen også kan være. Så hun fik denne pung i sort sæl med fiskeskind på...
... og gravhunde indeni.

Nu står den på ferie frem til 5. september - jeg skal godt nok vænne mig til at lave INGENTING - det er ret svært for mig. Min hjerne kører på højtryk med kreativiteter, men ingenting duer ligesom. 
Jeg VIL kunne lave ingenting, men roen i ingenting er der ikke rigtigt. 
RO for mig er, at fordybe mig i skabelsen.

Et rigtigt luksusproblem, men mon ikke det løser sig...
...(til orientering HAR jeg været ude at "proviantere" - baaare liiige for en sikkerheds skyld ;-)

onsdag den 10. august 2011

Stædighed belønner sig

Så lykkedes det alligevel...

... at få hul på bylden og strikke kanten på Taygete efter opskriften. Men hold da op et bøvl. Og der er nok en fejl eller to, men det ses ikke, når musikken spiller :-)

(Pille op? Dét gør jeg altså ikke mere. Der er efterhånden pillet mere op, end der er strikket).

Det hjalp gevaldigt, da jeg smed de "russiske glyfer" ud og brugte diagrammet, som Yt foreslog. Og placerede et antal maskemarkører på strategiske steder. Men husbonden skal altså ikke snakke til mig midt i det hele ;-)


Nu er jeg bare spændt på, om jeg kan finde ud af picotkanten. Der er ikke noget diagram og jeg synes forklaringen ser en anelse kompliceret ud. Men, men... jeg er stædig!!

lørdag den 6. august 2011

?%!F3%_€#)!F8!%&...

Grrrrrr....... jeg HADER opskrifter!! Jeg duer bare ikke til det.

Hvad mener I om dette?? 


Ligner det måske noget, der er nemt at få til at passe? Nej, vel?

Ikke, at jeg ikke kan finde ud af det - når først koden er knækket til de engelske opskrifter, er det egentlig ikke svært, det er jo dybest set bare ret og vrang i varierende rækkefølge. Men HVILKEN rækkefølge! Ja, det er ikke lige sådan at få til at passe. Det er lige før jeg kyler det i havet!!

Tælle, tælle, blive afbrudt, 
tælle, tælle, tælle, blive afbrudt, tælle igen... blive afbrudt igen...
hvor nåede jeg nu til? 
starte forfra...


Jeg er ved at strikke Taygete - jeg er færdig med selve sjalet i det sorte og hvide kamgarn, som jeg købte på Island. Piece of cake - udelukkende ret med ind- og udtagninger.
(Billedet er lånt på Rosemary Hills side på Ravelry).


Er i gang med blonden - hmmm... igang, igang er vel så meget sagt. Jeg FORSØGER at komme i gang. Problemet er bare, at møget ikke passer - eller rettere, JEG kan ikke få det til at passe. Nu er jeg igang med række 3 for 3. gang!! Øv, øv...

Det ER bare ikke TV-strik, og så gider jeg ikke!! Tålmod er en dyd, som jeg ikke besidder. Jeg er født anarkist og SKAL bare være anderledes!

YO, YO, så er det sjovere, at strikke ud af hovedet, som jeg gjorde med Trolletøsens trøje.


Bare ikke sjalet kommer i kurven med UFOer - Unfinished Objects.

Forresten, vi så en UFO på himlen her i Grønland - Unidentified Object - for nogle dage siden. 
Den var stor, rund og gul og så udsendte den varme!! ;-)

tirsdag den 28. juni 2011

Cape/sjal - Camomille Wanna Be

Som nogen af jer måske husker, opgav jeg umiddelbart projektet med sjal af det moskusuld, som jeg købte i Thule. (Det skal nu nok blive til noget en dag. Jeg har netop modtaget opskriften fra Arnica.dk på Scilla - det ser spændende ud). 

I stedet kastede jeg mig over noget af al garnet fra "lageret". Jeg havde to nøgler Noro Flower Bed (silke,  kid mohair og uld. Troede faktisk det var Noro Silk Garden, men det var det altså ikke), og der lå også noget tyndt sort merinould. 

Flere af jer læsere havde foreslået Helga Isagers Camomille, som bl.a. Lene har lavet, men jeg har ikke opskriften, så jeg fandt på dette "Camomille Wanna Be."


Det er strikket i ret, og jeg startede oppe fra, midt bag med 7 m og endte med over 500 m på pinden!! 
I starten tog jeg kun ud midt bag, men da jeg nåede sådan ca. skulderbredde lagde jeg endnu to udtagninger ind. Jeg har hæklet to rækker fastmasker og en række krebsmasker i den øverste kant, for lige, at holde lidt på den.

Sjalet er superblødt og let. Lige sagen til en kølig regnsvejrs-sommerdag, som i dag.

søndag den 19. juni 2011

Garn i moskusuld - hvad skal jeg lave?

I Thule købte jeg denne sjalsnål lavet så smukt af Marie Nielsen fra Sisimiut. Hun har lavet den i moskushorn og den er så fin og glat - egentlig mangler jeg ikke sjalsnåle, av, av... men jeg kunne altså ikke lade være!
Birthe Melin Andersen fra Kangerlussuaq laver garn af moskus - verdens blødeste, letteste og varmeste. SÅ LÆKKERT! Af hende købte jeg dette nøgle, som hun selv har farvet "grønspættet" - jeg tænkte nemlig, at den grønne passer perfekt til det turkisgrønne moskusgarn, som jeg købte hos Arnica.
Hver for sig er jeg helt vild med garnet, men når det sættes sammen...??!!
Jeg VED ikke, hvad der sker - det er, som om det "dør"?
Er det måden, det er brugt på - altså firkanterne? Det virker ikke spor florlet, hvilket garnet er i sig selv. Eller...? Hvis ikke jeg følte mig gammel før, så gør jeg det i alle fald nu, hvis jeg tager sådan et sjal på. Det er bare ikke spor "hipt" eller moderne - det er for "tungt". Eller er det bare fordi jeg normalt er til glade og friske farver? Er det i det hele taget muligt, at fremstille et sjal med garnet, så det bliver lidt "yngre"?

Øv, det driller - hvad siger du?

Ville gerne lave sådan en ting, som faktisk kun ligger ud over skuldrene (altså ud til ærmesømmen), lidt ned over nakken og som lukkes foran med en nål. Måske en anden nål? Måske et andet mønster?

Nogen, der har forslag, idé, mønster - respons modtages med stor tak!! Tak :-)