søndag den 24. april 2011

Maling og gammelt rustent jern...

Det strikkede kalvekrøs-tørklæde blev færdigt - her har Klaus taget et billede af mig på Halmtorvet, hvor de smukke kirsebærtræer blomstrer. Tørklædet er rigtig dejligt - fint til en cykeltur i vinden.


Kirsebærtræerne er helt vidunderlige.

Nu hjælper det på Ragna... Klaus maler dørk på livet løs. Først grunder, siden dækmaling - det er to-komponent skibsmaling, så det er hambre sager!

Her har vi gode venner til morgenmad i dag - bemærk den fine dørk.

Og "løngangene" er blevet fine.

Dækket i agterstævnen, hvor vores landgang er, er også på vej. Her ses grunderen som det mørke og det lyse er den endelige maling. Her til morgen er det sidste blevet malet.

Nu ved de fleste af jer jo godt, at jeg har en svaghed for ting, der bærer præg af levet liv - ex. gammelt jern. Ovre i materielgården - et indhegnet område her på kajen, hvor forskellige ting er opbevaret - talte denne smukke grønne "tingest" til mig i dag - og så skal man jo lytte!!

Den er vist en del af en motor, som aldrig bliver til motor igen. Og den lå bare dér... det gør den så ikke mere!! :-)

Nu pynter den her hos mig sammen med bøjen, anden og skildpadden. Jeg ved ikke hvad I synes, men jeg synes den er flot! Og et eller andet skal den nok blive til en dag...


 ... og ellers er den smuk i sig selv. Der var vist forresten lidt mere jern derovre i den farve... hmmm....

I morgen går turen sydpå til Cinque Terre sammen med fire gode venner. Håber der er internet, så jeg ikke får abstinenser.

fredag den 22. april 2011

Æggeproducent i påskehumør?

Hvad sker der lige her? Er æggeproducenten i påskehumør eller hvad?

Tager æggene frem fra køleskabet for at lave blødkogt æg og ud kommer disse?????
Lidt efterforskning viste, at svigerinden Rita har benyttet et ubevogtet øjeblik til at dekorere æggene i køleskabet!! Man kan godt sprede glæde, selvom man ikke er til stede!

Faktisk ser de meget søde ud i de æggebægre jeg lige har lavet til Nûno efter Ulla-Bellas lettere reviderede opskrift.
Morsom og historieskabende, som Rita er, har hun selvfølgelig lavet et kærestepar. Og jeg opdagede lige ham den jaloux bagved :-)

torsdag den 21. april 2011

Dejlig sommerstemning på husbåden Ragna

Tidlig morgen i Tømrergraven og vores lille husbådhavn - midt i alting og alligevel helt for sig selv.
 Ragna ved kaj midt i billedet - nu er solfangeren kommet op på taget ude i stævnen.
 Vores havneindsejling set fra Islands Brygge tidlig morgen - yderst til højre i billedet.
Jeg var så træt af nysgerrige forbipasserende - de er velkomne, og vores lille havn er åbenbart meget interessant - men behøver de stå og glo ind ad vinduerne? Det er der da heldigvis råd for, så jeg har lavet to billeder og fået det printet på one-way folie. Foliet klistres på ruden udvendigt og udefra ser man billedet - i denne side en sæl under vandet - og indefra kan man faktisk ikke se folien. Man ser alt udenfor uden problemer. Så nu kan vi rende rundt i bar r.. uden at genere andre og selv være generet af gæsterne på kajen. Genialt. Og nu har de besøgende også noget at snakke om... :-)
I den anden side af agterstævnen er det en dykker de ser.
 Terrassen i stævnen. Nûno og jeg fandt de turkise stole hos Det Mondæne Skur på Gl. Kongevej.
 Lidt hygge måtte der til på terrassen i stævnen og vi kunne ikke stå for disse to ænder i keramik.
 Blomster må der også til. Nûno har pyntet mellem blomsterne med hvide strandsten.

Har med megen frustration, møje og besvær fået syet markisestoffet til et læsejl i hver side. Jeg gør det aldrig mere - i hvert fald ikke på en symaskine fra Brasilien, som jeg ikke kender, og som driller. Og med værktøj, som ikke er ordentligt! Og slet ikke, når jeg endnu lider af eftervirkningerne af lidt stress, og en gang bronchitis. Samt har fået ordnet tænder, med en del smerter til følge. En eksplosiv cocktail... men nu hænger de der...
Og som Kirsten skrev i en kommentar i sidste indlæg - lur mig om ikke der kommer noget kreativt ud. Jo, det gør der - et eller andet sted skal al stressen brændes af. Fandt på Vesterbrogade en lille sjov, rodet garnbutik. Hun havde noget sjovt garn a la tubestrik. Det er her ved at blive til et tørklæde a la en kalvekrøs. Typisk mig - jeg skulle jo egentlig bare have et par nøgler bomuldsgarn, så jeg kunne hækle Ulla-Bellas æggebægre til Nûno.


mandag den 18. april 2011

At sige som et æsel...

Hvor er det skønt, at have ferie - dog er det svært, at have haft travlt og været presset så længe, og så pludselig, så stopper toget. Jeg vil gerne lave en masse, men energien er brugt. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg bare kan lave ingenting. Ku' jo liiige... nej, det kan jeg så ikke!!

Nûno er også påmønstret Ragna - her får hun et skud D vitamin i hængekøjen. Efter at have været i Brasilien en del gange, er hængekøjen blevet en fast del af vores sommer. Hun ligger vist og forsøger, at sige som et æsel!! Hængekøjen lugter nemlig af Brasilien og ferie, og bringer mange skønne minder frem. Hun mente, at hvis vi sagde ligesom et æsel, ville illusionen blive perfekt ;-)) man skal bare lukke øjnene.


Nu er det jo ikke tørklædetid mere - og dog, på cykel i de københavnske gader om aftenen, kan et tørklæde godt være påkrævet. Fik lige kreeret en falsk møbius inden jeg rejste fra Nuuk i lækkert sjalsuld fra Rasmilla. Hulmønsteret er det samme, som det hvide jeg lavede til Nûno. Farven er smuk changerende turkis - hvad ellers ;-)
Jeg bruger det også til en bluse båret med en perlekæde viklet om.

Nu vil Nûno og jeg cykle ud i det københavnske gadeliv og se på et par butikker...

I eftermiddag får vi håndværker på besøg. Han skal montere solpaneler på tagterrassen, så vi på den måde får ekstra tilskud af varme og ventilation. Jeg skal have syet og monteret et par læsejl til terrassen i stævnen.

torsdag den 14. april 2011

Ringen, der gik i fisk...

Så blev det endelig torsdag og dagen for start på ferien. Den sidste uge har været planlagt ned til mindste minut og bare kørt slag i slag, så jeg glæææder mig til bare at slappe af og lave lige hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. Lige nu sidder jeg i Kangerlussuaq og venter på at komme med Atlantmaskinen.

Noget af det sidste jeg skulle have lavet inden jeg tog afsted var reparation af to sølvringe. Det lykkedes ikke helt, så jeg har lavet en ny fiskering i stedet for den, som Nûno lavede til mig.


Nu går der lige et par dage, tror jeg, inden jeg igen får blogget og kommer på rundtur i blogland.

tirsdag den 12. april 2011

Æg, batikfarve og saltsyre

Hvis ikke det var fordi jeg vidste det i forvejen, så fremgår det klart ude i blogland, 
at påsken nærmer sig ;-) 
så er det vel også på tide, at hive påskeæggene frem fra gemmerne her. 
Æggene har fulgt mig i mange år 
- de første er lavet i starten af firserne, nogle lidt senere.
Alle æggene er farvet med batikfarve med mere eller mindre godt resultat.
De brune tager ikke så godt imod farve. 
Ægget til venstre herunder er dels graveret med en raderepen, 
dels tegnet på med en pen dyppet i saltsyre. Jeg lavede det i '83 kan jeg se.
Jeg lavede rigtig mange af dem, de er rundt omkring, og ellers er de gået til.
De lilla æg er kun graveret.


De er meget dyrebare for mig og bliver hevet frem år efter år. 
Herunder kan I se nogle af dem, som pigerne har graveret 
og tegnet på, da de var små.



mandag den 11. april 2011

Makroleg - frugt

Ugens tema for makrosjov hos Catarina er FRUGT.





Hader det, hader det, hader det...

"Skaaat, sætter du ikke lige en ny lynlås i mine sejlershort, og tager dem med i din kuffert, når du kommer til Danmark?" Jo, skat, det gør jeg da gerne, siger jeg med sukkersød stemme, mens jeg tænker "Not". Jeg véd jo, at det sætter min tålmodighed på en voldsom prøve.

Men okay, så kunne jeg også lige få repareret mine egne fjeldbukser, som er solblegede og tyndslidte, men så absolut for gode og tilgåede til at smide ud. Man kan lyne benene af, så de er gode at have på, på tur. De skal have ny tryklås, fordi den anden altid går op (og det har ikke noget med forøget pres på tryklåsen, at gøre !!! ;-)

Hvorfor skal sådan noget fabriksfremstillet fjeldtøj/sportstøj altid syes, som om det bare ALDRIG nogensinde skal repareres?? Man skulle dælme tro, at der er syet statshemmeligheder ind i. Sømmene er umulige at få op, og man skal pille nærmest halvdelen af bukserne fra hinanden for at komme ind til en simpel lynlås.

Jeg HAAADER det!!!

Min ordbogs værste gloser blev hevet frem af skuffen - de egner sig IKKE til offentliggørelse!! Især da jeg opdagede, at jeg havde vendt lynlåsen forkert. Og først opdagede det, da jeg møjsommeligt havde fået placeret lynlåsen, syet den ene halvdel i hånd, og på utrolig akrobatisk vis fået bakset den anden halvdel ind under trykfoden til syning.

Da jeg opdagede hvordan tryklåsen i mine bukser var sat i, var jeg lige ved at græde... endnu en fabrikant, som mener, at tøjet er syet for at holde til evig tid.

Efter tryklåsen gjaldt det mine andre fjeldbukser fra North Face - heldigvis skulle der ikke pilles sømme op - "kun" indsættes et stykke i hver side af livet. Jeg véd simpelthen ikke hvad der sker - kender I det, at tøjet, efter en vinter i skabet, er krøbet???? ;-)

Godt jeg skal ud at vandre, så kan de give sig lidt, kan de! Eller bliver indsatsen måske overflødig igen?

Her er indsatsen i en anden farve end bukserne, men jeg havde ikke andet, og det ser da vist okay ud. Sådan bliver det i alle fald!!

Nu gælder det to sølvringe, som Nûno har lavet - hvem kan stå for denne seddel??

Ringene er desværre knækkede, men lidt sølv opslemmet i olie skulle kunne klare den sag.

Herefter skal Ronjas halsbånd lige repareres og jeg skal have forlænget et par ærmer, og så skal der også lige laves regnskab, en vens hjemmeside skal have et lille "touch", en bestilling i sælskind skal syes og der skal lægges en sidste hånd på et maleri, der skal med.

Det er ikke altid krea-arbejde - ind imellem er der også kedelige ting, som må ordnes.

Så er to-do-listen inden afrejse på torsdag vist ved at være tjekket af.

søndag den 10. april 2011

Fiskere i nye omgivelser

Nu vi er ved dét med broderier - engang for mange år siden, tror jeg, har en ukendt kvinde 
(det er formentlig ikke en mand, men man ved jo aldrig) siddet og sirligt placeret hvert et sting 
Gad vide hvilke tanker, hvilke glæder, hvilke sorger, der ligger i hvert et sting? 
Hvilken skæbne?

Det kunne jeg ikke lade være med at tænke på, da jeg satte saksen i det broderi jeg fandt 
i Næstved fornylig. Det stod i et hjørne i ramme og bag støvet glas, dømt til skammekrogen, 
hvem ved hvor længe. Min svigerinde rystede på hovedet af mig 
- "hvad vil du dog med dette totalt outdatede og kiksede broderi?" hørte jeg uudtalt.

Ja, hvad ville jeg? Halvdelen af broderiet er nu forvandlet til denne genbrugs-taske, 
som hvis jeg selv skal sige det, er ganske vellykket. 
Jeg er i alle fald glad for den og glæder mig til at bruge den.



Mønsteret har jeg lavet ud fra en gammel aflagt taske.
Tasken er stor og rummelig, og er lavet af broderiet, kraftigt nyt sort lærred og min mors aflagte påskedug. Remmen er flettet læder og tilpas lang - den kan gå på skrå, hvis det er.


På det sorte lærred har jeg broderet cirkler i forskellige sting med amagergarn 
i samme gule farve som dugen.

Dugen er også brugt til foret og der er en hel del lommer i.

Nu kan jeg glad gå påsken i møde iklædt påskens gule farve. 

Kender I det - nogen gange ér der bare en farve, som man trænger til at få ind i sit liv. 
Gul har aldrig været min kop te, men lige nu trænger det sig på, 
ligesom grøn gjorde for nogle år siden.
Hvorfor mon?

lørdag den 9. april 2011

Kronhjort i nye omgivelser

Kronhjorten er kommet til ære og værdighed igen - den fik nye omgivelser. Jeg ville ønske min mor kunne se det i sin himmel. Men måske ville hun vende sig i graven, hvis hun vidste, hvad der er overgået den klokkestreng, hun møjsommeligt har lagt energi i. Hvem ved? Selv er jeg ganske godt tilfreds.

Idéen må gerne "tyvstjæles", hvis nogen har gamle broderier liggende, som ønskes frem i lyset. Men vi vil da gerne se det :-)

På den puden med æblet syntes jeg ikke liiige jeg havde tid - og lyst - til at gøre arbejdet med at indfælde broderiet på gammeldavs manér, så jeg syede log cabin rundt om. Det fortryder jeg - kan ikke lide sømmene, så denne gang tog jeg mig tiden. Og det lønnede sig. Hastværk ér lastværk... måske bliver jeg så træt af det, at jeg laver det om!

Så var det ellers dagen i dag, at jeg skulle have været med flyet til Japan. Men, men det må jeg kigge langt efter...
Ravnen her sad på taget i dag og nød solen. 

... Japan må blive en anden gang. Ingen grund til at risikere liv og helbred.

Nûno, den yngste, og ældste-tøsen Sara og kæresten skulle have været med - Nûno skriver i stedet opgave (måske meget godt!) og de to andre har i dag kursen mod Thailand - først 6 timer til Qatar, 2 timers venten og 7 timer til Bangkok. Så venter der oplevelser og ture ud i det blå iført noget nær rygsæk, solbriller og badetøj som det eneste. De eneste de ved er, at de har billet hjem igen fra Bali 7 uger efter.

SUK - hvem der bare skulle det! Men, men på torsdag er jeg dén, der er "out of here". Turen går til husbåden Ragna, hvor Klaus og jeg holder påske - måske sammen med Nûno.
2. påskedag tager Klaus og jeg, sammen med 2 hold gode venner, til Quinqe Terre, hvor vandreture, hyggeligt samvær, god mad og vin venter. Quinqe Terre er 5 små byer, der ligger på en perlerække langs den liguriske kyst i Norditalien.

Så kán man jo håbe, at sneen er forsvundet, når vi kommer hjem igen...

Gratis mønster til kamerataske

Så fik jeg endeligt lavet mønsteret til kameratasken, så jeg kan være bekendt at dele det. Det er tegnet op på A4 i 100% til print. Jeg har skrevet en kort vejledning, men ikke en trin-for-trin-vejledning, så du skal altså "kunne tænke selv" ;-) og du skal ikke være helt nybegynder ud i syningens kunst.

- måske finder du på forbedringer, så hører jeg da gerne fra dig :-)

Du er velkommen til at bruge det til privat brug, men ikke til produktion med salg for øje.

Du finder mønsteret til print her.


fredag den 8. april 2011

Et æble om dagen...

...bliver det ikke svært at få - det er bare en lur på sofaen hver dag, så er dén hjemme ;-)

Broderiet fås hos Fru Zippe. Dette er dog købt i "Moderne Broderi" på Nørre Allé i Århus.

Og hjorten fra mors gamle jagt-klokkestreng er ved at være fyldt ud, 
og så ender den på samme måde som æblet, tror jeg.
Hvor ér det irriterende - liiige som man er ved at være næææsten færdig
slipper garnet op!! HMFR. Og garnet fås ikke i Nuuk. 
Men der er kommet brev i dag fra trolleungen :-) i Århus 
hun har været ude, at købe garnet for mig!!