mandag den 31. december 2012

Tak - og fremtiden som et frossent vandfald eller en smuk solnedgang?

Kære venner og alle i blogland
Med disse billeder vil jeg ønske jer og jeres kære det bedste i det nye år. 
Tak til alle jer der læste med i året der gik - håber I hænger ved i det kommende år. 
Tusind tak for alle jeres søde, sjove og omsorgsfulde kommentarer og idéer. 
Tak for, at I er med til at gøre bloggen til det, den er.
Tak for det I delte - I spreder inspiration og glæde.
Tak for jer, jeg kom til at "kende" - I beriger mit liv.

Eftermiddag på årets næstsidste dag - nyisen har lagt sig som en stor flad pandekage ude i fjorden.
Månen takker af mod nordvest om morgenen på årets næstsidste dag.
Jeg bruger ikke megen tid på at kigge tilbage eller frem. 
Til gengæld bruger jeg tid på, at være tilstede her og nu i mit liv. 
Alligevel er det spændende, hvad det nye år bringer...

Nogle har det "trangt" - husk, der er altid lys for enden af tunnelen. Go for it...
Andre springer friske og frejdige ud i det kommende år fyldt med spænding og forventning.
Nogle kigger bare på.
Nogle tager tilløb og gør sig klar...
...og suser så afsted i skarp konkurrence i håb om, at komme først.
Nogle gemmer sig lidt, men "lader sig se" ved specielle lejligheder
For nogle er skyggerne lange...
For andre virker fremtiden som et frossent vandfald...
Andre igen lader lyset skinne på sig, nyder udsigten og går fremtiden i møde med ro i sjæl og sind...
Selv vil jeg med fred i sindet nyde livet og kigge fremad mod dejlige lyse tider...
Jeg ønsker også alt det bedste i det nye år til min dejlige mand og familie, 
som har lagt krop og ansigt til denne billedkavalkade.

Tak alle sammen, fordi I er til.

tirsdag den 18. december 2012

Isbjørn har styr på tiden

Yngste trolletøs Nûno kom som sædvanlig med kommentaren: "Sådan et ønsker jeg mig", da jeg viste det ur jeg havde lavet af en LP plade. Og da hun jo har mødt isbjørne i virkeligheden, skulle hun da have en isbjørn på væggen i adventsgave :)


Og da hun har arvet husbonds musiksmag, hvad angår Rolling Stones, ja, så OFREDE han en af de dyrebare og godt gemte plader med dem! Det var med stor ærefrygt, at jeg satte Dremel'en til.

Blogven og pingviner i Arktis

I sidste uge fik jeg besøg af en blogger, som jeg føler jeg kender, men ikke havde mødt i virkeligheden. Vi har været i kontakt med hinanden gennem et par år i blogland.

Marianne udfordrede sig selv, og tog afsted fra Kerteminde til København, hvor jeg stod klar under uret :-) Vi havde en skøn dag sammen og knævren stod ikke stille... vi fik travet gaderne tynde, for S-tog kørte ikke, og taxaer var forsvundet ud i den blå luft. Frokost spiste vi hjemme på Ragna og... jeg glemte som sædvanlig at tage billeder! Det var rigtig dejligt, at få sat ansigt på. Tak for et dejligt besøg, Marianne.

På vores tur rundt i byen faldt jeg over disse skønne pingviner (som jeg så fik fotograferet i går).

Og straks gik der adoptionsformidler i den - jeg vidste nemlig, at barnet i husbond ville være lige så vild med dem som mig. Altså fik en af dem et nyt hjem hos Klaus, da det blev adventssøndag :-)
Der findes som bekendt ikke pingviner i Arktis, men i morgen, når vi er kommet hjem, findes der mindst én.


Det er næsten synd, at den skal være alene, de er jo flokdyr...
Hmmm... kan jeg nå én mere? Nej! .. får jeg af vide af husbond, der er ikke plads i kufferten :(

lørdag den 15. december 2012

Et trut i trompeten...

skal I have her fra mig...
Saras engel i glas med fyrfadslys i
Jeg har ligget stille her i blogland et stykke tid - lige nu er jeg i DK, hvor jeg har fået en planlagt operation. Ikke noget alvorligt, men bare noget der skulle gøres. De sidste måneder har jeg lavet så mange ting, som jeg gerne ville vise, men af helt specielle grunde, kan det først ske efter d. 24. december :-)

Dog kan I se dette sjal, som jeg har brugt de sidste dage på at hækle til en kollegas mor. Det er lavet i håndmalet ren uld på nål nr. 4. Opskrift har jeg ikke - mønsteret er fundet i en gammel hæklebog.

Man kan desværre ikke se garnets smukke grønne og lilla nuancer på billedet her.
Sjalet hænger til tørre over brændeovnen. Det måler 170 x 82 cm.

torsdag den 6. december 2012

Lækre korte strikkepinde af træ - fra Australien til Grønland!

Prøv lige at se nogle lækre strikkepinde, jeg har købt i Australien.

Ja, det er altså ikke fordi jeg har været i Australien, men I ved, det er dét dér internet... ;-) Der er så mange fristelser... klik, klik, klik og du har købt...
Og hvorfor så lige fra Australien? Er der ikke strikkepinde nok her? Jo, sikkert, det er bare det eneste sted jeg har set træstrikkepinde på 20 og 30 cm. Og så med de knopper. Se dem her.

Egentlig kunne man vel lave dem selv, men... tjae, nu er de altså købt.



onsdag den 5. december 2012

Bog indbundet i japansk stof

Da Klaus var i Japan havde han en del stof med hjem til mig. Nu er et stykke af det blevet brugt til dette bogbind. Denne gang en notesbog til mig selv - er træt af alle mulige lapper papir med strikkenoter eller andet, og som jeg aldrig kan finde, når jeg skal bruge dem.

tirsdag den 4. december 2012

Nye punge og Iphone etuier

Amio

Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone etui (3-4S eller tilsvarende smartphones)
Iphone 5 etui.
Cirkelpung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. Oval ca. 14x11 cm. Lynlås.
Pung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. 14x11 cm. Lynlås.
Cirkelpung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. 11 cm diameter. Lynlås.
Cirkelpung med hæklet mellemstykke, der udvider sig, når pungen fyldes op. 11 cm diameter. Lynlås.

mandag den 3. december 2012

Otte gram blødhed om håndleddet

Her kan I se moskusgarnet jeg købte på Uldværkstedet i Kangerlussuaq forvandlet til et par lækre muffedisser - denne gang en før-julegave til mig selv :-)

De måler 14 cm i længden og vejer nærmest ingenting - 8 gram. Ja, jeg skrev OTTE gram!
Og blødheden kan ikke beskrives.

Søger nye hjem

Den brune og turkise mangler et par øjne, så han ikke skal gå blind gennem tilværelsen, men ellers er de klar til nye hjem.

søndag den 2. december 2012

Julen sniger sig ind i huset...

I dag er det første søndag i advent og der vankede adventsgaver. Pigerne fik en sælskindspung hver med pynt i form af en isbjørn. Samme design som Nûnos computer-etui.

Klaus og pigerne har glædet mig med denne julekalender fra Summerbird. De ved, at min største last er chokolade!!


Klaus har fået sat lys op ved fordøren og et juletræ med lys på terrassen.
I dag er det snevejr, det tør og fryser på skift, så ruderne er tæt besat med is.
Fuglene venter på mad.
Ronja er møgfornærmet, og sidder og kigger ind i væggen, og surmuler, i hjørnet af sofaen.
Hun ville ellers sidde med hos os - vi sidder med hver vores computer ved spisebordet.
Det er noget andet med denne udgave af Ronja - den finder sig i, at have fået en passager her i julen.
Jeg GAD bare ingenting i går, men fik dog taget mig sammen til at lave et par dekorationer i anledning af julen.
Normalt plejer jeg at købe ind hvert år i dyre domme til dekorationer, men i år har jeg brugt, hvad jeg havde.
Kobberfadet lå på loftet, helt sort, men med lidt (meget) knofedt skinner det nu :-) Rensdyret lå i julekassen, stenen havde jeg, og lavet blev samlet i efteråret.
Dekorationerne står i naturens tegn i år. Lav samlet i efteråret, et stykke rensdyrgevir, kogler hjembragt fra udlandsrejser, husløg hjembragt i kufferten sidst jeg var i DK og små hæklede svampe, som jeg fik af en blogger sidste år. 
To strikkede nisser har fået plads på et stykke drivtømmer.
De hæklede nisser på et andet stykke træ.
Adventskrans får vi ikke i år, da vi er i Danmark halvdelen af december.

lørdag den 1. december 2012

Se på månen...

Sådan hilser månen den nye dag i dag d. 1. december - vær hilset 
Endnu før huset vågner, nydes en skøn morgenudsigt sammen med en kop kaffe, meditativ knitren af strikkepinde og blødheden selv i form af moskusgarn.
Tidlig morgengæst i Restauranten.

Hav en dejlig dag derude.