fredag den 28. juni 2013

Fra hund til taske

Nogle af jer har sikkert læst mit indlæg om, at jeg spandt hundeuld (læs her og her). Ulden er fra Bailey - en sort Collie. Noget af Baileys uld har jeg lavet armbånd af - dem får I at se senere. Nu har jeg også børstet vores plejebarn Alberth - ham den langhårede røde gravhund, som Ronja altid er sammen med :-) Alberths mor har snart fødselsdag og til hende har jeg strikket denne pung/clutch (den måler 19 x 13 cm).
Baileys uld er brugt til selve pungens forside. Alberths til klappen. Knappen er købt i Italien engang og passer perfekt.
Et stykke sort skind udgør bagsiden.
Tasken er foret med en rest silke og syet i i hånden.
Her ses strikken lidt tydeligere. Den mørke stribe er hår fra Alberths sorte ører.
Det strikkede drejer sig en smule, fordi det ikke er tvundet.
Sara, den ældste trolletøs, synes ikke det er særligt lækkert med hår fra hund. Det forstår jeg altså ikke kan være et problem. Hvad er forskellen på hund, får, lam, moskus, okse m.fl.? Det er uld fra et dyr, som vi omdanner til garn. Men forskellen er, siger hun, at hunden er vores kæledyr. Ja, og jeg kan stadig ikke se problemet. Hvad synes du?

torsdag den 27. juni 2013

Idé til ekstra hylde i reol

Da jeg pga. mit kommende glasværksted skal skaffe plads, fandt jeg på, at sætte en ekstra hylde i et af rummene i rumdeleren. Jeg har nemlig brug for at økonomisere med pladsen. 
(Det er jeg nok ikke den eneste der har, med alt det stuff, vi krea-tossede samler til os, vel?)

Alle de små glas optog et helt rum i rumdeleren, men de fylder jo ikke i højden.
Jeg havde en tyk glasplade liggende. Den blev skåret op, og for ikke at skulle bore i træet, satte jeg to gamle bøger i ens størrelse op, som "hyldeknægte. Bogryggene og glaskanten fik et stykke tape.
Voila - en hylde i hylden...


Make-over af skænk

Ups, jeg fik slettet indlægget om make-over af skænk. Så jeg prøver at genskabe...


Opslagstavlen var beklædt med noget blomstret stof. Nu er den malet med akrylmaling. Min tape har fået et stativ af en renseribøjle. Og mine arbejdsbriller hænger på en snor... i alle fald, så længe der fotograferes ;-)


Disse knager fik jeg i gave på et tidspunkt, men jeg havde aldrig fået dem anvendt. Nu er de monteret på et slebet og olieret stykke strandingstræ og foreløbig hængt op på opslagstavlen.


Lækre knopper
Blomster må der til.

onsdag den 26. juni 2013

Nyt liv og nye muligheder...

I går kunne man sørme læse mit skriv på KNR - Grønlands Radio. 
Så nu er det officielt - det nye liv og de nye muligheder... 
og så er det forresten mig, som åbner glasværkstedet meget snart :-) og jeg har oprettet mit eget firma.

Prøv lige at spørge, om jeg har sommerfugle i maven? ...eller måske er det drager!


mandag den 24. juni 2013

Om at kunne se mulighederne i livet II

Med denne udtrykkeligt låste dør (okay, man kan få et kig til det forjættede land ;-) 
vil jeg bare lige fortælle, at plakaten fra sidste indlæg bliver trykt 
og jo, jeg sætter nogen til salg. I vil kunne finde det her, når den er klar.

lørdag den 22. juni 2013

Om at få øje på mulighederne i livet...

Visse omstændigheder i mit liv gør, at jeg har lavet denne plakat. 
Den skal trykkes i 70 x 100 cm
Dørene har jeg fotograferet i Grækenland på øen Folegandros i Castro i byen Chora.
(hvor jeg i øvrigt holder malerkursus i september. 
Hvis du vil med kan du læse mere om det her).

torsdag den 20. juni 2013

onsdag den 19. juni 2013

Fjer og sten - lige smukke!!

En andrik har måttet lade livet - enten for en ræv eller havørnen

En fjeldånd?
Selv sten kan ruste
Fantastiske kræfter der har været på spil 
En granatåre

tirsdag den 18. juni 2013

Fra skrot til kunst

Vi var i hytten i weekenden og gøre den klar for sæsonen. Klaus ville reparere nogle ting og jeg gik lidt hvileløst omkring...
Bemærk kunstværket med husnummer 9. Det er lavet af Helledie - en kunstner i Skagen. Se det og læs om det her.
Så fik jeg øje på to gamle trækar vi har stående. 
Nu har vi kun ét ;-) 

Jeg skilte nemlig det mest faldefærdige ad og "om-arrangerede" det - regulært genbrug.


Og så fik jeg hvad jeg kalder et lille kunstværk inden for genren Skrotkunst.


Klaus hængte det på gavlen af hytten. Så nu har vi to kunstværker på hytten ;-)

 Udsigten fra terrassen ind mod bunden af fjorden. Som I kan se ligger der endnu sne i højden. Sneen på det fjerneste fjeld forsvinder ikke. Og som I kan se er vegetationen ikke blevet grøn endnu. Dels er det for tørt, dels var der larver sidste år.

søndag den 16. juni 2013

Gravhunde på tur...

... i fjorden. 
Ronja-musen poserer
Hov, hvad var det?? (Billedet er ikke skarpt, men hun ser så sjov ud - jeg tror hun blev forskrækket).
På tur langs stranden - hundene går et stykke efter Klaus og er ganske små i den store natur...
Driverliv
Åh, at finde en kølig klat sne at rulle sig i...
Også Alberth finder behag i køligheden...
Efter en lang eftermiddag, hvor man skal følge med i det hele, er det ikke nemt, at holde sig vågen.
Ska' vi ikke snart hjem??
Nå, det skulle vi ikke. Så hiver jeg altså tæppet ned af bænken og lægger mig, gør jeg!
Py ha, så kom vi ombord i båden på vej hjem. Så kan man da endelig få ro!!! 

fredag den 14. juni 2013

En kommodes forvandling fra stort gammeldags skrummel...

... til lys og mere moderne kommode.

Og sikke lille den kom til at virke i forhold til før. Utroligt hvad farver kan gøre!

Vi har et gammelt arvestykke af en kommode mahogni (?), som kan rumme utroligt meget.

Den var grim som bare f... og egentlig ikke værd at spilde maling på. Men fordi den er så rummelig, gjorde jeg det alligevel...

... skilte den ad, spartlede revner ud og sleb den...

...grundede og malede, grundede igen med noget stop-noget, fordi den gamle lak trængte igennem malingen som gule skjolder, og malede igen.

... satte en samling af knopper på...

knopper som jeg fik i gave en gang, men som endnu ikke havde fundet anvendelse (den orange knop er senere skiftet ud)... og der blev ryddet op og ud.

Nu opbevares alle de gamle broderede og hæklede arvestykker igen standsmæssigt.

Lampen af træ stod før som mørk lakeret og med en gammel gul plissé skærm. Efter en gang spraymaling er den lidt mere moderne. Skærmen er skiftet med en globepære vi havde liggende.

torsdag den 13. juni 2013

Livets træ - fra Grækenland til Grønland

På Santorini kom vi forbi mange spændende keramik værksteder. Dette træ hang på væggen i Egli's Pottery og bad så mindeligt om, at komme med hjem til Grønland. Det kom det så, forsvarligt pakket ind. Og det holdt til de mange kilometer i luften og på transportbånd i lufthavne. Utroligt.

Og her hænger det så i stuen.