Appelsiner i stuen?

Da jeg var i DK i foråret havde Aldi oliven- og appelsinplanter på tilbud - en lille plante i en æske til 50,- Sådan to kunne lige være i rullemarie hjem til Grønland. Ville de gro, var det fint, ville de ikke, ja, så var det i alle fald forsøgt.

De er nu vokset godt til og faktisk er der en appelsin på vej...

... en egentlig høst skal jeg nu nok ikke forvente  :-) Og oliven, ja, dét forventer jeg heller ikke. Men de er grønne og de er fine.

Kæbe fra blåhval som bænk

Lørdag fik vi endelig vores "nye" nabobænk hjem. Vi har ventet på den i 1 1/2 år.

Vi er jo naboer med svoger Mads og Helle, og vores nuværende nabobænk er lavet af træstubbe og en stor flad sten. Klaus og jeg har fortalt Mads og Helle, at vi havde en ny bænk på vej, men vi ville ikke fortælle hvad det er. De har gættet, gættet og gættet...

Vi har kun sagt, at den var STOR, TUNG, ikke lavet af "Man-made" materiale, at vi havde fundet den i Skagen og at den var nødt til at ankomme med skib.

Her bliver den hentet på kajen af en lastbil.

Her er den blevet placeret ved siden af den nuværende nabobænk. Vi skal nu have en tømrer til at lave noget stativ-værk til den, så den kommer lidt op i højden. Og jeg vil gerne have lagt lidt sten som en lille plads mellem bænkene.

Særlig køn er den ikke, men den er til gengæld helt speciel og findes ikke magen til. Og historien om den gør den til noget særligt for os.

Kan DU se, hvad det er??

Det er den ene halvdel af underkæben fra en blåhval strandet i Skagen i juni 1936. Blåhvalen er verdens største dyr nogensinde - den kan blive op til 33 m lang og veje mere end 100 tons.

Faktisk er det vores gode ven Martin Mörch, der har sørget for, at vi fik kæben. Egentlig ville han selv have haft den, men hvor placerer man den lige, når man bor i en lejlighed på Christianshavn? Til gengæld har jeg lovet Martin, at der skal graveres (eller sættes et skilt på): "Martins Plads". Så skal vi sidde her og nyde en drink, når Martin kommer igen i september.

Martin er gravør og har graveret rigtig mange af de grønlandske og danske frimærker samt frimærker i en lang række andre lande. Han har lavet alverdens illustrationer og det er forresten også ham, der har graveret motiverne på de nye danske pengesedler. Martin er utrolig dygtig - og ligesom blåhvalen en truet art :-) hans fag er simpelthen ved at uddø. Så det er godt, at han lige nu er ved at uddanne en flok unge mennesker til gravører ude i Kina.


Vi har bl.a. denne havkat, som Martin har lavet.

Nye sælskindsarmbånd

Nye sælskindsarmbånd i butikken. 

Jeg har brugt grønlandsperler og lavaperler fra Island på nogle af dem.

?%!F3%_€#)!F8!%&...

Grrrrrr....... jeg HADER opskrifter!! Jeg duer bare ikke til det.

Hvad mener I om dette?? 

Ligner det måske noget, der er nemt at få til at passe? Nej, vel?

Ikke, at jeg ikke kan finde ud af det - når først koden er knækket til de engelske opskrifter, er det egentlig ikke svært, det er jo dybest set bare ret og vrang i varierende rækkefølge. Men HVILKEN rækkefølge! Ja, det er ikke lige sådan at få til at passe. Det er lige før jeg kyler det i havet!!

Tælle, tælle, blive afbrudt, 
tælle, tælle, tælle, blive afbrudt, tælle igen... blive afbrudt igen...
hvor nåede jeg nu til? 
starte forfra...


Jeg er ved at strikke Taygete - jeg er færdig med selve sjalet i det sorte og hvide kamgarn, som jeg købte på Island. Piece of cake - udelukkende ret med ind- og udtagninger.
(Billedet er lånt på Rosemary Hills side på Ravelry).

Er i gang med blonden - hmmm... igang, igang er vel så meget sagt. Jeg FORSØGER at komme i gang. Problemet er bare, at møget ikke passer - eller rettere, JEG kan ikke få det til at passe. Nu er jeg igang med række 3 for 3. gang!! Øv, øv...

Det ER bare ikke TV-strik, og så gider jeg ikke!! Tålmod er en dyd, som jeg ikke besidder. Jeg er født anarkist og SKAL bare være anderledes!

YO, YO, så er det sjovere, at strikke ud af hovedet, som jeg gjorde med Trolletøsens trøje.

Bare ikke sjalet kommer i kurven med UFOer - Unfinished Objects.

Forresten, vi så en UFO på himlen her i Grønland - Unidentified Object - for nogle dage siden. 

Den var stor, rund og gul og så udsendte den varme!! ;-)

Trylletaske

Så er Trolletøsen taget afsted igen - hjem til Århus. Det har været rigtig hyggeligt, at have hende hjemme - og vi savner hende allerede.

Hun skal sammen med veninder til Skanderborg Festival i næste uge - hun har fået et job på festival'en som reserve-lokums-tømmer :-) Hvad gør man ikke for gratis adgang og mad festival'en igennem ;-)

Hun savnede en pung/taske, som hun kan have over skulderen og hvor både pung og kamera kan være i. En af veninderne har åbenbart det, de kalder en trylletaske, som hun kan have alverden i. Så i aftes ved 21 tiden gik mor her i gang efter Nûnos beskrivelse.

Og jeg skal love for at det er en trylletaske: Et forsøg viste, at hun kan have følgende i den, uden at den er mokket helt op: Pung, mobil, brilleetui, solbrilleetui, kamera, pas, kuglepen, blyant, tyggegummi, Eight Hour Creme, høretelefoner, keystrap med nøgler, elastik til håret, brillepuds og memory key!!

Tasken er 18 cm bred for oven og måler 24 cm i højden, så den er ikke så stor, men pga. læggene rummer den som sagt en masse. Jeg har også lagt et snit/læg nede i hver runding i bunden.

Den er klippet ud af hovedet og lavet i en rest kraftigt bomuld med alm. bomuldsfoer og lynlås. De to "guld-hængsler" i siden var også i gemmerne. Jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med den, og det blev Nûno bestemt også.

Ellers er jeg endnu ikke kommet mig over vores fuldstændig fantastiske oplevelse med isbjørnene, som jeg skrev om i sidste indlæg. Jeg drømmer om bjørnene om natten, og min hjerne og hjerte kan ikke rigtig blive enige om, hvordan jeg har det. På den ene side, var det det rigtige at gøre, på den anden side kan jeg slet ikke holde ud at tænke på, at de blev skudt... Der går nok nogen tid endnu...

Jeg får heller ikke lov, at glemme det lige med det vuns - på mit højre lår har jeg et blåt mærke, der siger spar to - det er på størrelse med min ene hånd. Jeg fik det i båden og kan godt erindre, at jeg slog mig, men ikke hvornår og på hvad - det siger lidt om, hvor hektisk det var på et tidspunkt.

Ikke fordi jeg skal strippe her for åben skærm, men I skal da lige se det... :-D

Isbjørne - sindsoprivende oplevelse i weekenden. Desværre måtte de nedlægges.

ADVARSEL - billedtung reportage, men snyd ikke dig selv.

Jeg er endnu ikke kommet mig over denne oplevelse i weekenden - derfor ingen opdateringer. Det var på alle måder mere end bjergtagende, sørgmodigt, sindsoprivende, imponerende, trist og trist... Og under alle omstændigheder meget kontroversiel. Og alle har en mening om det, og gode forslag, men de var der altså ikke, og ved ikke, hvad de snakker om!!

I får her den korte version af historien.

Klaus, Nûno, Nûnos veninde Nanna og jeg tog en sejltur ud for at skyde rifler ind. Rensdyrjagten går ind i dag og Klaus og Nûno skal på jagt i morgen.

Da vi sejler ind i bugten ved en ø lige uden for Nuuk, et sted, hvor vi vil gå i land og skyde, ser Klaus og jeg noget hvidt i vandet. Skær? Måger? Bøjer? nej, for s... da, det er isbjørne!!

Vi vidste godt de huserede i området. - i Præstefjorden, hvor der lige nu er lejrskole, var de set, hvorefter folkene havde hidkaldt jagtbetjenten. Vi havde netop været i Præstefjorden og så godt jagtbetjenten patruljere derinde. Jagtbetjenten har inden for de sidste uger jaget dem ud af Paamiut og Fiskenæsset - steder syd for Nuuk.

Her er det første syn, hvor de er på vej i land. Nûno og jeg har taget billederne her.

De vil bare væk fra os.

Ungen kravler på land efter sin mor. Og hun glor ud på os - hun gider nok ikke mere festfyrværkeri. Hendes erfaring de sidste uger, er at mennesker er lig med affyring af raketter og nødblus for at skræmme.

Vandet skal lige ud af pelsen - ungen står under moderen og får lige en shower.

Hvad vil I ??

Gad vide hvad de tænker om os? Smukke, smukke dyr. Et stort ikon for det meste af verden.

Aj, de er sikkert heller ikke venligtsindede, de mennesker ude i båden, så vi lusker af. Bjørnene så sunde og velnærede ud.

Nûno og Nanna sidder på dækket og bjørnene vandrer op over øen.

Bjørnene vandrede om på den anden side af øen, hvor vi så også tog om. Sådan gik det frem og tilbage nogle gange, inden vi tilkaldte jagtbetjenten. På det tidspunkt havde bjørnene lagt sig på toppen af øen.

Her går jagtbetjenten Magnus i land og Klaus er med. De er begge bevæbnede med tunge rifler og nødraketter til at skræmme. Og hensigen ér, at skræmme dem til havs. Betjenten har ikke grønt lys til at skyde dem. De må ikke jages her i Nuuk - dvs. vi har vist nok en kvote til erhvervsfangere, men den er vist opbrugt. Og de plejer jo heller ikke at være her. Området er ikke en naturlig habitat for dem, de er formentlig kommet med storisen rundt Kap Farvel. Måske er de gået på land, og isen har trukket sig tilbage. Da de vil ud i isen igen er den væk. Og så søger de naturligt mod nord. Men vi har altså lagt byer her i deres land!!

Mændene gik rundt på øen og søgte efter bjørnene. Klaus fortæller, at det var det værste - ikke, at vide, hvor bjørnene var. Så der blev kastet mere end ét blik bagud over skulderen. Da de fandt dem lå bjørnene og sov på toppen af øen.

Dette er et fantastisk billede. Klaus og Magnus står 20 SKRIDT fra bjørnene, som bare lusker videre - ned mod os!! Hold k... hvor var vi bange på mændenes vegne og lidt utrygge ved at bjørnene nu søgte ned mod os.

På vej ned mod os.

Kiggede ned i bunden af båden på salonriffelen og tænkte: hmmmm... at skyde med den, ville være som at sende en papirkugle efter bjørnene.

Hundene var med og de kunne lugte bjørnene ind imellem. Kan I forestille jer, hvad der var sket, hvis vi var ankommet til øen 15 min senere, hvor bjørnene formentlig havde gået op og lagt sig, så vi ikke havde set dem? Vi var bare gået i land for at skyde riflerne ind Og da det er en ø, havde hundene fået lov, at løbe frit. Og der ér jo jagt i dem - hvor tror I så hundene havde søgt hen?? De var endt som pindemadder til forret, og måske os til hovedret?! Dét er et af mine mareridt.

Bjørnene drejede dog af inden de nåede os - de gad os nok ikke. De søgte ind over øen, og Klaus og Magnus fulgte efter. Da de så dem igen, lå bjørnene igen og sov, men mændene fik jaget dem i vandet. De svømmede over til en mindre ø, som vi så sejlede over til.

Her ses de på den lille ø, hvorfra de også søgte i vandet.

Planen var nu, at presse dem ud mod fjordmundingen og til havs. Så jagtbetjenten lagde sig på bagbordsside af dem, den anden jagtbetjentbåd på styrbord, og vi lagde os bagved dem. Og så svømmede de ellers... ungen var træt kunne vi se, og jeg "hylede" - det var simpelthen SÅ hårdt at være med til. Desværre var der kraftig modstrøm, så de kom ingen steder.

Moderen forsøgte at vende om og svømme ind mod byen igen flere gange og vi havde et frygteligt hyr med at holde dem på kursen.

De bliver bare ved...

Og ved... til sidst kom ordren om, at lægge an til skud!! Sjældent har jeg grædt så meget. Vi græd alle, men vidste godt, at der ikke ville være en lykkelig udgang på situationen. De var alt for tæt på byen, og blev der ikke gjort noget, ville de helt sikkert søge mod byen om natten. Tænk sig, at blive vækket af en sulten indbrudstyv på fire ben. For ikke at tale om, hvilken skade de kunne have gjort på alle de mennesker, som går på rensdyrjagt og ørredfiskeri lige nu. Det vrimler med folk derude.

Vár det lykkedes, at jage dem ud af fjorden ville de måske søge land på Nordlandet, og her går mange mennesker på jagt. Eller de ville nå Atammik, den næste lille bygd. En næsten håbløs sag.

Omvendt er det virkelig utrolig sørgeligt, at de måtte lade livet - de forsøgte jo bare at klare sig. Jeg er SÅ trist, og kan ikke rigtig komme mig. Også fordi jeg har fået lov, at opleve bjørnen på tæt hold - det er virkeligt en unik oplevelse. Føler mig både priviligeret og trist på samme tid.
HELE følelsesregisteret er kørt igennem.

Jeg er meget imponeret af jagtbetjenten og hans arbejde og respekt for dyret. Og han passede bare sit job!!

Til dem, der mener, at de skulle have været bedøvet og fløjet væk: hvor skulle ressourcerne og know-how'en komme fra? Hvor skulle de flyves hen? Mig bekendt kan de ikke tåle en tur i sling i net under en helikopter tværs over isen til fx. østkysten, eller helt mod nord til isen der.

Mens de svømmede her 5 meter fra båden og vi nærmest kunne have rakt ud og aet dem, fik pigerne i meget bestemte vendinger besked på, at komme ind i båden. Bjørnen kan hoppe ud af vandet eller angribe båden og sådan en flere hundredekilos bamse spøger man ikke med. Det er verdens farligste rovdyr. Pigerne ignorerede mig, de skulle liiige tage billeder. Endnu en harsk omgang dikteren: IND, NU! gav heller ikke resultat. Men der skete jo så heller ikke noget.

Billeder af skudene vil jeg ikke vise! Men her kan I se, hvordan Magnus sikrer bjørnene og binder dem fast til båden. Han slæber dem lige så stille til byen.

Her blev de fragtet til Naturinstituttet på lastbil. De er nu frosset ned og afventer at blive undersøgt, så resultaterne kan komme forskningen til gode. Vi må lære af det.

Med dette barske billede af en imponerende skabning, vil jeg ønske for alle bjørne, at de bliver dér, hvor de naturligt hører til. Ude i den enorme havis. Som måske er på retur. Er det varige forandringer? Er det cykliske forandringer, som er sket til alle tider? Ingen ved det vist rigtigt endnu.

Se også artikler og billedserie på den landsdækkende avis Sermitsiaq

http://sermitsiaq.ag/node/105063 

http://sermitsiaq.ag/node/104983

Flettet armbånd i papir

En tidligere kollega har bestilt et flettet armbånd i papir, og nu fik jeg endelig lavet det. Det skulle være i regnbuens farver. Så er det godt, at jeg er en samler - flere af de ældre ugeblade har måttet lade livet. Og en god kollega er sød at gemme blade til mig. Armbåndet får jeg lagt på amio.dk en af dagene.

De led, der ser sorte ud her, er faktisk mørke lilla.

Mens jeg sad og bladrede i ugebladene "talte" alle de sorte bogstaver på hvid baggrund til mig, så lige pludselig var der også et armbånd med et mere "grafisk" udtryk.

Papirlapperne er beklædt med pakketape for holdbarhed og styrke (man kan også bruge klart, selvklæbende bogbind). Papirlapperne er 7 x 15 cm. Dvs. man skal bruge 18 led for at få et passende "one size" armbånd.

Helene med bloggen genbrugblirguld har lavet en ganske udmærket guide til, hvordan de flettede led laves, hvis du har lyst til at prøve.

Armbånd i fiske- og sælskind under udvikling

SÅ blev Nûnos sweater færdig - mangler kun at sy knapper i og at vaske den. Skal nok bringe et billede i weekenden - forhåbentlig med den unge dame.

Lige nu arbejder jeg med udvikling af en ny type armbånd. Stadig i fiskeskind fra Island og sælskind her fra Grønland. Dette, i grønt, har jeg haft lavet én gang, men metoden med at sy det på bred elastik på maskine duede ikke. I hvert fald ikke i første forsøg. Så op med det og på den igen...

...nu er skindstykkerne syet på et stofbånd i hånd - stofbåndet lavede jeg på maskinen. Og lukket med en tryklås.

Lukningen er ikke helt, som jeg vil have den, så tanker om den gode løsning rumsterer i mit hoved... jeg vågner garanteret i nat med et sæt og har svaret...

INGEN garnbutik???

På Island havde jeg 40 minutter (!) til at shoppe i inden vi skulle med flyet hjem fra Reykjavik til Nuuk kl. 12. Dét var sgi en udfordring! 

Butikkerne åbner først kl. 11, hvor vi skulle være i lufthavnen, men Kringlan - det store shoppingcenter - åbnede kl. 10. Så jeg måtte på forhånd beslutte, hvad jeg ville gå efter og det blev selvfølgelig garn. Men vil I tro det? Ingen garnbutik?! 

Men en sød dame, ku' så fortælle mig, at det store supermarked Hagkaup havde garn. Py ha...

Og de havde faktisk en ganske fin garnafdeling, men tiden var knap, så jeg fandt kun lidt kamgarn fra Lopi i sort og hvid, som jeg vil bruge til Taygete af Rosemary Hill (på Ravelry). Noget ganske tyndt uld fra Istex i sort og turkisgrøn til .... ja, til lageret :-) Og så et stort nøgle tykt lækkert strømpegarn i flotte farver. Og en strikkebog. Så var det ud igen...

Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang med Taygete, men lige nu er jeg i gang med en uldsweater til yngstetøsen Nûno. Garnet er Lima fra Hjertegarn i en smuk, lettere meleret marineblå.
Mangler kun det øverste af begge ærmer (jeg strikker på begge ærmer på samme tid, da jeg laver den "ud af hovedet". Dvs. at jeg ingen opskrift har, og så er det svært at huske ærme nr. 2, når nr. 1 er færdig).
Den får gule knapper ved håndleddene og et par stykker på kraven, hvor jeg har lavet en retstribe til dem.
Sweateren skal være færdig inden torsdag i næste uge, hvor Nûno igen sætter kursen mod Århus og endnu et studieår.

På Island nåede vi lige forbi en planteskole på vej hjem fra elven, så jeg kunne få lidt planter med hjem til mit nye bed langs det nye stengærde. Fik 2 spireabuske og en lille fyr (som ikke er på billedet). Nu håber jeg de overlever møgvejret vi har lige nu.

PS: Selv om det er møgvejr, er der altid en smuk udsigt fra stuen.

Kors, hvor ér vejret trist her i Nuuk for tiden. Man skulle tro det er efterår. Og verden er af lave...
Meeen, det skal ikke få lov til at ødelægge humøret, nej!

Derfor får I disse billeder fra Klaus og min tur til Island for nogle år siden - vi var for første gang ude at ride begge to - på islandske heste. Meen, som I kan se, var det ikke helt nemt ;-)

Laksefiskeri på Island

Husbonden og jeg var inviteret på laksefiskeri på Island i den forgangne uge - deraf stilheden på bloggen her. De er 4 mænd, som mødes på denne måde, og denne gang var konerne så inviteret med. Det var rigtig hyggeligt. Og sjovt at prøve at fiske med fluestang - det bliver aldrig min sport, men dejligt at være med til hyggeligt samvær og at være ude i den fantastiske natur på Island. Et sted jeg rigtig godt kunne tænke mig at bo!

Her ses den ene af de 5 laks, som blev landet på 2 1/2 dags fiskeri! Ingen imponerende fangst. Der var laks kunne vi se, når de sprang, men de gad ikke bide. Heller ikke hos de mere professionelle fiskere. For dem er det en sport, som tages meget seriøst. Det var også sjovt, at opleve. (For os er fiskeri efter laks, jo fiskeri efter mad, og det sker med garn på åbent vand, hvori vi snildt kan have 30 laks på en gang).

Hytten/Lodgen vi boede på ved Langadalsá i det nordvestlige Island, 3-4 timers kørsel fra Reykjavik. En fantastisk smuk tur. Thorstein og Kristin står nede på pynten og fisker.

Bilerne vi kørte i - jeg synede godt nok ikke af ret meget ved siden af 40" hjul. (Mine 37" tommers dæk hjemme på Toyotaen er jo små i forhold). Vi kørte fra fiskested til fiskested langs elven, som er lang og munder ud i Isafjordur - vi kunne snildt køre 10-15 min. ud til et fiskested. Der lå en logbog i lodgen, så alle kunne se hvad, der var fanget hvor. Den blev studeret grundigt og stederne sikkert planlagt udfra den.

Fluestængerne transporteres naturligvis på bilen...

Et indtryk af landskabet. Kan du se fiskeren? En natur, som er ren mentalhygiejne.

Eva, Finnurs kone kaster - også hendes første fisketur efter laks, men hun blev rigtig god til det.

Jeg får undervisning i fluefiskeri af Finnur. Helt nemt er det ikke at kaste. Øvelse, øvelse, øvelse...

... gør ikke mester, men jeg kom da nogenlunde efter det. Bemærk waders'ne, som lå klar til mig, da vi kom :-) (Jeg har dem i øvrigt med hjem, så nu er der ingen undskyldning for ikke at fiske med flue her i Grønland).

Klaus behøver ikke undervisning... Han har Finnurs gamle waders på - det var svært, at holde fingrene fra ham... ;-)

Thorstein - en af de proffe' - også på udstyr. Finnur med myggenet i baggrunden.

Ejnars kone Hurun (helt sikkert ikke stavet rigtigt :-) fangede en af laksene. Det var også hendes første gang udi fluefiskeri.

Thorstein og Ejnar ligger på lur oppe på skrænten overfor, for at se om de kan spotte laksen, som vi havde set springe - det var ren krigsleg. Laksen måtte ikke se dem.

Laksefiskeriet er restriktivt - der var købt tilladelse til 4 stænger på elven denne uge, dvs. at kun 4 kunne fiske ad gangen. Så der var mange pauser for dem, som ikke fiskede. Når det hele blev for meget - og kedeligt - kan man (læs: mig) jo altid tage en lur ved elven. Tiltrængt efter sene aftener med god rødvin og tidligt op for at fiske.

Det er begrænset, hvor længe jeg gad at sidde og se på kast efter kast, så pauserne blev også brugt til øvelse udi makrofotografering. Mange gang så man mig ligge på maven i vegetationen - hvor var det skønt. Helt væk i mit lille makrounivers. Her en flue på små blåbærkviste (mosebølle).

Der var mange kvægmyg, som heldigvis ikke stak. Men myggenettene kom frem ind imellem.

Et lille bitte sortebær (fjeldrævling) under udvikling.

 En alaskapil.

En sibirisk valmue.

Forskellige fugle blev også jagtet med mere eller mindre held - de var svære at komme helt tæt på.

Vi fiskede fra morgen til kl. 13, hvorefter elven skulle have ro. Hver gang vi kom tilbage til lodgen stod den medbragte kok klar med frokost kl. 14. Efter kl. 16 måtte vi fiske igen indtil kl. 22. Kl. 23.30 stod kokken igen klar med lækker middag. Og så skulle der lige hygges lidt med god vin.
Kokken Joel er næsten færdig med sin uddannelse på Restaurant Perlen i Reykjavik, så maden var i top.

Thorstein og Kristi havde deres lille schnauzer Opal på 9 måneder med - den var så sød, og vi blev hurtigt gode venner.

Opal hyggede sig meget med Tina - Ejnar og Huruns kærlige labrador, som også var med (har desværre ikke et rigtig godt billede af hende).

En helt igennem dejlig tur. Tak for det, kære venner!