Søndag hentede vi datteren Sara og kæresten Klaus i vores hytte, hvor de havde overnattet og vi tog en tur ind i bunden af fjorden, hvor man kan gå over en landtange, for at komme over til en fjord længere inde, hvor indlandsisen spytter is ud. Læs mærke til Klaus og Sara samt Ronja ude i venstre side af billedet - det siger lidt om størrelsesforholdet... Ronja havde heldigvis hendes nærmest selvlysende orange fjeldhalsbånd på, så hun er nem at se. Vi skal også holde øje med hende, så hun ikke risikerer at ende som frokost for havørnen. Den har tidligere haft et godt øje til hende.
Det var rigtig godt for mig, som ellers ikke havde "tid" til at tage afsted - der var jo så meget jeg skulle lave - alt dét, der bobler over inde i mit hovede. Men jeg blev "tvunget" og hvor vár det godt!! Hos Madames Huskeblog læste jeg forleden om bogen "Lev livet langsomt" af Carl Honoré - nåede et par sider fredag aften - den gav mig noget at tænke over!! Så jeg "gav" mig - eller skal vi sige "overgav" mig!! Specielt i forhold til at slappe lidt af og øve mig i at lave ingenting, tror jeg bogen vil sætte tanker i gang.
Man går som sagt over en slags landtange, hvor der normalt er søer og meget sumpet. Det var så som så med sump, faktisk er det ørken nogen steder. Små elve og render var tørret ud, og hele søer stod revnede i bunden. Det er længe siden vi har haft nedbør af betydning og i vinter havde vi stort set ingen sne. Alligevel utroligt hvad der kan grå i en tør plet ler.
Der stod heldigvis en let brise indefra isen, så myg og fluer holdt sig bag os. Når man nærmer sig - det tager knap 1 time - kan man mærke hvordan luften bliver køligere pga. isen.
Vi havde en times tid derovre, hvor vi benyttede lejligheden til at være alene med os selv og vores tanker i en fantastisk natur. Bortset fra isens sukken og klagen, når små stykker is faldt ned - sommetider et lille brag, når en større skosse "kælvede" - var der INGEN lyden. Simpelthen en larmende stilhed. SÅ langt fra verden, som man næsten kan komme - sådan føltes det - ren lise for sjælen.
Selvom luften er kølig derinde fandt vi alligevel en solvarm sten, at slappe af på.
Vi havde en fantastisk sejltur hjem - 2 x Klaus sad på taget af båden og husbonden kunne fint styre både rat og gashåndtag med fødderne. Sara og jeg sad i soveposer ude foran og nød sejladsen, det fantastiske vejr og view (og Klaus & Klaus - jeg taler ikke om jer! Det er altså noget rod, at have en mand og svigersøn, der hedder det samme! Og vi må ikke kalde svigersønnen Morten eller Lille Klaus - forstå det, hvem der kan).
Vi fulgtes hjem med to hold venner. Her er de "skudt" med et gyngende kamera.
Og nu er det arbejde igen...
