Jeg har fået af vide, at jeg skal lære, at sige PYT. Hmmm….
Say after me, please: p-y-t siger PYT. How hard can that be??
Say after me, please: p-y-t siger PYT. How hard can that be??
For mig er ordet PYT forbundet med vand. Sat sammen med
ordet VAND får du ordet VANDPYT. Kan I huske hvilken glæde det var, som barn,
at trampe rundt med gummistøvler i vandpytter, så det sprøjtede omkring jer? Af
en eller anden grund var det bedst, hvis pytten var så dyb, at vandet akkurat
nåede kanten af støvlen – og selvfølgelig fik jeg altid sok. Hvilken barnlig
GLÆDE.
Og kan I huske de smukke changerende FARVER på
vandoverfladen. Smukke violette, blå, grønne og turkise farver, som flød ind i
hinanden og hele tiden forandredes? Hvilken fascination. At den naturlige
forklaring hed benzin vidste jeg ikke – vandpytten var bare MAGISK.
Okay, kan jeg ikke snakke mig fra det? Nå, ordet PYT skal
åbenbart, i denne sammenhæng, forstås på en anden måde . Jeg skal ikke bare SIGE
det, men MENE det?
Dét er sværere end som så! Især, når man som jeg, er
opdraget med, at dét at blive holdt af/accepteret er lig med at præstere. Og
der skulle ikke bare præsteres – intet var godt nok, førend det var perfekt.
Det er således mange års mønstre og indgroede overbevisninger, jeg skal gøre op
med, hvis jeg vil undgå IGEN at gå ned med stress.
Stress, hvad er nu dét for noget? For godt 3 år siden måtte
jeg NED, at bide i græsset med stress og efterfølgende depression og lang
sygemelding. Jeg sad praktisk taget i min sofa i 2 måneder og kunne intet andet
foretage mig end at strikke.: 1 r, 1 vr…
Jeg fik god hjælp af en fantastisk psykolog - ting blev taget frem i
lyset, vendt og drejet, bearbejdet og lagt på plads i rygsækken igen. Ting blev
lavet om – indeni og udenom. Det lyder så enkelt, men det var hårdt arbejde! Jeg
kom langsomt OP igen. Og jeg syntes det gik godt… hvorfor mon jeg så fik 172 p.
– ja, faktisk røg jeg ovenud af den røde farezone - da jeg i går tog en
stresstest på nettet??
Jeg vidste jo godt, at den er gal fat, men så slemt?? De
kloge siger, at de stressramte ikke selv kan se det? I den sidste tid, har det
været enormt vigtigt for mig, at komme rettidigt hjem fra arbejde… til mit
strikketøj!! 1 r, 1 vr, 2, r, 2 vr, 2 dr. r sm… vupti: resultat! Ren strikketerapi. Så enkelt, så
ukompliceret, intet andet at forholde sig til, ingen krav, intet ansvar at
påtage sig, ingen beslutninger, der skal tages!! Aftensmad? Find selv ud af
det! RO, tak.
Ovenstående viser hvor STOR KRAFT gamle mønstre har.
Pludselig er jeg fanget igen i mit eget spind. SÅ nu skal jeg lige have kigget
lidt i værktøjskassen igen, og så vil jeg begynde, at sige PYT. Det er ikke
kunst, men det er godt nok!! Fik I den?
Måske kan jeg finde den barnlige glæde og fascination ved (vand)PYT
frem igen og ligefrem få den linket til PYT?
Nogen erfaringer derude?
2 kommentarer:
Det lyder meget bekendt. Gik selv ned med stress for 2 år siden, men med et lidt anderledes forløb end dit. Jeg var sygemeldt 6 uger, så arbejdede jeg mig op fra 2 x 2 timer om uge til fuld tid hen over 6 måneder. Som du var der en psykolog på banen og så har jeg fundet ud af, at det der virker for mig er, at beslutte noget. Beslut - gør det.
Jeg besluttede, at jeg ikke ville sidde i min stue og græde. For så havde jeg nok siddet her endnu. Jeg besluttede derimod, at være aktiv. Jeg malede mange børnebilleder, jeg gik 7 km hver dag uanset vind og vejr, jeg skrev dagbog. Altså, jeg hold mig beskæftiget med ting, som arbejdede med mine mønstre og min sjæl. Giver det mening?
Jeg er blevet meget bedre til pyt elementet fordi jeg siger til mig selv, at jeg jo selv er herre over, om jeg vil hænge mig i alt eller sige pyt. Det jeg ikke kan ændre, det skal jeg acceptere. Sig pyt.
At have stress er et livslangt venskab tror jeg. Man skal altid være opmærksom og bevidst i sine valg.
Knus og pyt-hilsner
Fru E
Tak for din kommentar - jeg tror du har ret - stress er blevet et livslangt venskab. Har fundet ud af, at min krop er min ven, og at jeg skal lytte til den. Den er god til at sige fra, når hjernen og mønstrene tager over. Ja, vi har et valg - vi vælger selv hvad vi vil hænge os i. Jeg er også blevet bedre til at tage beslutninger og tage de konsekvenser, som beslutningen nu engang medfører. Men jeg skal stadig arbejde med min handlings-orienterethed.
Nogen gange har stress måske været en gave, for det får os til at stoppe op og virkelig revurdere livet og den måde vi lever det på.
Sådan har det i alle fald været for mig.
Og skønt, at vi kan reflektere og LEVE!
Mange hilsener
Dorit
Send en kommentar