Denne filmplakat forærede jeg for nogen tid siden til husbonden. Den er i vore øjne helt fantastisk og jeg fandt den hos Dansk Filminstitut Arkiv. Her kunne jeg købe en fil for 400 kr., og så kunne jeg selv få fremstillet plakaten. Scanningen indeholdt en del skrammer og bogstaverne var meget uldne. Jeg retoucherede den i Photoshop og nu ser den fin ud.
Grønlands Radio KNR skriver på deres hjemmeside:
Filmmesterværket Qivitoq fra 1956 bliver efter mange års glemsel relanceret som dvd-udgave.
Filmen, der er instrueret af Erik Balling, var den første danske film, der blev Oscarnomineret. Den er optaget i Grønland med Poul Richard, Astrid Villaume og Niels Platou i hovedrollerne. Den 4. januar er vises filmen for særligt indbudte i biografen Palads i København. Samtidig udgives den på dvd, og for mange filmentusiaster er det et stort skridt.
Qivitoq er blandt Nordisk Films mest efterspurgte klassikere, men alligevel er den hverken sendt i fjernsynet eller udgivet på VHS eller DVD før nu. Grunden til det er, at Nordisk Film har ligget i langvarige forhandlinger med de oprindelige rettighedshavere til filmen, men nu har filmkompagniet endelig overtaget rettighederne.
Forud for relanceringen ligger mange timers restaurering af filmen, hvis originale filmruller var stærkt beskadigede. Bag restaureringen står post production producer Tove Jystrup, som beskriver arbejdet med Qivitoq som det projekt, hun er allermest stolt af.
- Selve filmen har for mig fra barns ben af stået som noget meget stort. Jeg har talt med utrolig mange mennesker, der ringede og spurgte, hvorfor vi dog ikke fik den ud. Derfor er det så stort, at vi pludselig fik rettighederne, og pengene og mulighederne for at restaurere den, så den kunne komme ud på ny, siger hun.
Filmen handler om fangeren Pavia, spillet af Niels Platou, der indser, at han må gå over til fiskeri for at opretholde livet. Og om lærerinden Eva, spillet af Astrid Villaume, der vil overraske sin forlovede i byen Frederiksminde, men finder ham i en anden kvindes favn. Og sidst, men ikke mindst bygdebestyreren Jens, spillet af Poul Richard, som også har fået sit hjerte knust, og som sætter ud på en dramatisk færd for at redde sin ven Pavia, men ender med selv at have brug for hjælp.
- For mig er det fantastiske ved Qivitoq, at det er den tredje film optaget i farver, og der har siddet et menneske i Grønland og bare sendt negativerne hjem med båd uden at vide, om han havde optaget tingene rigtigt, før han nåede hjem fra Grønland. Og så er det så fantastiske naturbilleder, der viser Grønlands natur, siger Tove Jystrup.
Qivitoq fik ikke en Oscar for bedste ikke-amerikanske film, men vandt til gengæld en pris for bedste fiktionsfilm med dokumentarisk præg ved Cannes-festivalen i 1957.--------------------------
Qivitoq er et grønlandsk ord for et menneske, der har forladt samfundet og stik imod alle odds klarer sig alene i den barske natur, hvorfor han tillægges overjordiske egenskaber.
For grønlænderne var/er naturen ikke bare et stykke natur, men den er levende, den har i sig guddommelige kræfter - kræfter som både kan være farlige og ødelæggende, men som også kan hjælpe en. Når man således begiver sig derud, vil man hele tiden bevæge sig rundt i en natur, der er levende på en helt anden måde, end vi kender til.
Qivitoq lever som en del af denne guddommelige natur. Han har særlige evner, han er en seer.
Jo længere qivitoq'en har udsat sig for de fysiske afsavn i fjeldet, desto sværere er det for hans samfund at vinde hans sjæl tilbage, at "kurere" ham, og desto farligere og mere ondskabsfuld bliver han for det.
4 kommentarer:
Gamle filmplakater er flotte:)
Skøn streg og selvfølgelig også motivet ;-)
... og dejligt at I har fået sne.
Hvor er plakaten uendelig smuk, som et tegn fra en svunden tid.
Smuk plakat og en dejlig fortælling Dorit.
God weekend og klem herfra og hils Klaus.
Send en kommentar