søndag den 16. januar 2011

Ting I måske ikke vidste...

Mange her i blogland er modstandere af awards. For mig er det et dejligt skulderklap, som jeg gerne tager imod. Og jeg fik en "Cherry-on-top-award" af Maria. Tusind tak for det, Maria.

Med til awarden hører en lille leg - det hjælper jo også til, at vi lærer hinanden lidt bedre at kende - jeg skal fortælle om tre ting, som jeg godt kan lide at lave.

1. Svømning, vandskræk og stædighed
Bevægelsesbegavet? Så er det ikke mig. Hader at svede, hader at blive forpustet. HAR dog fundet én motionsform, som jeg i dén grad nyder - svømning. Var hunderæd for vand og kæmpede forgæves med at lære at svømme i folkeskolen. Lærte det ikke. Tog svømmekursus som 25 årig, og lærte det: dét her med hovedet strakt ganske meget op over vandet, og der skulle være kontrol på. Intet uforudset måtte hænde, og jeg skulle kunne bunde.
For godt 5 år siden ville jeg ikke finde mig i det mere - tog i vores nye, fantastiske svømmehal, kiggede på de andre og tænkte, kan de, så kan jeg også. Lærte mig selv trin for trin at svømme på professionel vis, med briller, hovedet under vand, ud på det dybe, at vende og få fart på. Svømmede i nogle år 3-5 km hver uge. Oh, hvilken skøn fornemmelse, friheden, som en sæl under vand, farverne, når solen står ind i det turkise vand... Jeg ELSKER det.
Har snorklet flere forskellige steder i verden, hvilket havde været fuldstændig utænkeligt tidligere. Og svømmet ud over dybe steder for at komme ud til en ø for at klatre i land på klipper, parasailet højt over vand, kørt i foxline og blevet kastet af i en grøn, ukendt sø, for at svømme hen til en tømmerflåde, sprunget i på 40 m vand og svømmet i land, osv. For mig en fantastisk sejr!!!
Så fik jeg dårlig skulder, men den er forlængst helet op. Hvorfor ér det så så svært, at komme ud af min comfort-zone, og komme afsted???? Jeg bliver sur og vil simpelthen ikke finde mig i det - AFSTED, Fru Olsen!

2. Digte og filosofi
Jeg er meget filosofisk anlagt og elsker ORD og den betydning og dybde de har. Elsker at læse digte, når de rammer en streng indeni og jeg kan høre tonen længe efter.
Fx. "Småstenenes lange skygger gør vejen stribet". Ordene er Kirsten Nørgaards. Da jeg spurgte min mand, hvad ordene sagde ham, kom det tørt: "Så står solen sgu da lavt". Ja, hvad andet kunne der komme ud af ingeniørens mund :-D Men også dét, er andet end de bogstavelige ord.
Jeg opfatter straks "vej", som livets vej.
"Småstenene", som de små og store fortrædeligheder vi hver især oplever gennem livet.
Striber? Straks ser jeg en regnbue af farver på tværs af vejen. Én stribe er rød - den stærke og lidenskabelig del af livet, sort - de dele af livet som indeholder sorg og tunge ting, blå - de perioder af livet, hvor det spirituelle fylder, orange - glæderne, osv. Altså alle de "moods" vi også hver især oplever.
For mig betyder det, at livet går op og ned, sådan ér livet - det hele går op i en højere enhed. Det er her min tro kommer ind - troen på, at tro. Ikke på Gud, eller hvad han nu hedder, men på livet og livets kraft, måske? Ligegyldigt hvad, så er der en sol, som skinner på os. Solen har en cyklus - det ene afløser det andet. Den kan stå lavt, den kan stå højt. Ellers ville der ikke være skygger. Lys kaster skygger, sådan er det. Og "uden skygge er lyset ikke lys".
Håber ikke, at jeg er helt ude på overdrevet her. For mig har det betydning og giver mening - måske også for dig?

3. Gravhunde
Elsker at beskæftige mig med (og snakke om) min lille ruhårede gravhund Ronja. Men dét ved I nok ;-)
Har en drøm om, at kunne beskæftige mig med gravhunde mere professionelt. Måske når jeg ikke skal arbejde mere?! Er helt vild med dyr, især hunde.

Give videre
Det var jo ikke så svært - det svære ved det award-noget, er at man skal give den videre til tre andre bloggere. Det er træls! For der er så mange skønne derude i landet... Så jeg har valgt et kriterie: indehaveren skal have noget til fælles med mig, andet end at have en blog.

Fordi de alle har noget til fælles med mig:

"For beautiful blogs with that little bit extra". 
I kan jo se, om I kan gætte, hvad det "little bit extra" er for mig. ;-)

Maske som maskemarkør

For nogen tid siden købte jeg denne smukke gudinde af glas på amio.dk.

Det er Lene fra Profusion Art Glass, der har lavet den. Hun medsendte en lille maske i form af en glasperle. Den lever nu sit liv hægtet fast i mit strikketøj, som maskemarkør. Den er SÅ fin, og jeg bliver glad af at se på den.


Nunos trøje med mønster (Drops Design) er godt på vej - bullen og ærmerne er samlet,  er i gang med bærestykket - dét er godt nok længe siden. Jeg tror faktisk det er 29 år siden - da strikkede jeg en islandsk sweater til Klaus.

Skal prøve at komme lidt ud af sengen idag - jeg har fået en award af Maria, som jeg skal give videre - måske får jeg lagt det på senere idag.

lørdag den 15. januar 2011

Fototapet - lyst og lækkert

Travl uge - ingen energi - prøver at få lidt gang i tasterne og vil gerne på rundrejse i blogland...

Som jeg tidligere har fortalt satte Klaus og Nûno fototapet op i soveværelset i anledning af vores bryllupsdag. Det er nu færdigt og jeg lovede at vise resultatet. Her ligger jeg nu - host, hark, snot, hovedpine og ondt alle vegne. YNK!

Men værelset er blevet superdejligt - lyst, let, luftigt og lækkert. Jeg er helt vild med de liljekonvaller - det er næsten som at være Tommeliden liggende på ryggen midt i blomsterbedet.



mandag den 10. januar 2011

GIVE AWAY - alle jer læsere skal fejres

Da jeg startede denne blog i marts måned havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at antallet af tilmeldte læsere ville komme over 100!! Nu er der 119 læsere tilmeldt og jeg ved, at andre har min blog med i deres Google Reader. Det er ganske overvældende og jeg glæder mig meget over, at I følger med her.

Tidligere havde jeg ellers ikke meget tilovers for bloggeri - så blogge som sådan et sted, hvor folk, der ikke havde andet at lave, skrev, at nu skulle de lave gulerodssuppe, lille Oscar har fået en tand, og papegøjen har tynd mave. Hvad interessant kunne der være i det? Interessant for nogen måske , men ikke for mig. Og så al den tid bagved computeren! GET a LIFE! 

Men jeg fandt jo et forum, et fællesskab, en verden, hvor jeg har "mødt" utroligt mange spændende, berigende og inspirerende mennesker - mennesker, som laver skøre, skæve, sjove, vilde, anderledes, kreative, fantastiske, unikke, smukke, skønne, sirlige, jeg-har-aldrig-set-noget-magen-til ting - sikke en verden! 

Det vil jeg gerne sige tak for, så her har I en give away. 

REGLERNE:
Alle faste læsere kan deltage.
I skal blot lægge en kommentar og svare på:

HVILKET STJERNETEGN ER JEG FØDT I? 
(ja, svaret findes lige i nærheden :-)

I er også velkomne til at skrive, hvilke ting I ønsker at vinde. 
Der er fx. ikke meget sjov ved at vinde garn, hvis man slet ikke er interesseret i garn :-)
Hvis I ikke skriver noget, er I med i hele puljen.

Jeg trækker lod om 4 ting:

1. Et par elegante og specielle øreringe, som ikke mange har magen til. 
De er lavet af rødfiskens øresten og stikkere i sterlingsølv. 
I kan læse om dem og rødfisken her og se størrelsen i forhold til 1-kronen på billedet.
2. Et armbånd lavet i sælskind - naturlig silkegrå og rød, med rød tryklås. 
Armbåndet måler 17,5-18 cm i omkreds.

3. Det lækreste bløde luksusgarn, lavet af moskusuld og indfarvet i en mørk douche turkis. 
Garnet er en-trådet og der er 55 gram. 
I kan læse mere om garn af moskusuld her.

Og så til outsideren... jeg har to eksemplarer, og den ekstra gør jo ikke megen gavn i min reol...

4. Bogen: Creative Paint Workshop for Mixed-Media Artists
Bogen er på 143 sider og henvender sig til både erfarne og uerfarne kunstnere. 
Bogen er højt rated på Amazon.com og I kan læse om den her.

Jeg trækker lod på min fødselsdag d. 25. februar, 
så der er tid nok til at få lagt en kommentar med det rette svar.



I er velkomne til at linke til denne give away ved at bruge dette billede.


Landet er lukket, men strikkepindene knitrer videre

Så blev Saras trøje færdig.

Det var en sej omgang - mest fordi det er længe siden jeg har strikket større ting - og så efter opskrift! Jeg er mest til de ting, hvor jeg selv kan få lov at bestemme. Og "heldigvis" kunne jeg ikke finde ud af mønsteret, så jeg lavede mit eget. I stedet for lange snoninger, fik hun hjerter.



Egentlig blev den færdig i sidste uge, og jeg nåede at få den med det sidste fly ud af Grønland i fredags. Landet er lukket. En af vores livsnerver er lammet. Air Greenland og piloterne kunne ikke blive enige om vilkårene for den nye overenskomst. Piloterne varslede strejke og Air Greenland svarede igen med lockout fra natten mellem lørdag og søndag. Så vi har altså konflikt og alt står stille.
Parterne står meget stejlt, og hvis man skal tro medierne ville Air Greenland bl.a. have, at piloterne skulle arbejde 6 dage mere om året uden lønforhøjelse. Ellers får selskabet svært ved at klare fremtiden bl.a. med store investeringer. Det ville piloterne altså ikke.
I et land uden veje mellem byer og bygder er flytrafikken essentiel - især fordi afstandene er utroligt store. Vi må altså undvære post og flyfriske varer - de opretholder dog et nødberedskab i tilfælde af alvorlige hændelser, men ellers er vi alle gidsler.

Forresten: opskriften på trøjen er fra Drops på garnstudio.com.

lørdag den 8. januar 2011

Ipod etui med personligt billede

En af mine kolleger ville gerne give sin mand et etui til Ipod'en, som han kunne have på under løbe- og gåture. Så det skulle kunne spændes rundt om overarmen.

Hun havde set den pung jeg lavede, hvor jeg printede et billede af tøserne samt landkort, satte stof bagpå ved hjælp af vlisofix og klart bogbind på fronten. Så hun ville meget gerne have et billede af den lille datter Julie på.

Hmmm... det var ikke så nemt. At lave materialet er ikke svært, men at få det syet uden, at det skal vendes, ja, det er udfordringen. Det lykkedes i 3. forsøg. Det er jo papir, så hvis jeg skal vende retten ud på noget, så krøller det og det er ikke til at stryge ud igen.

Jeg tror dog jeg må sy en ny for stroppen sidder ikke ordentligt fast rundt om armen - tror jeg har udtænkt metoden...

onsdag den 5. januar 2011

Noget vi ikke snakker om: har du det varmt...

...om natten?
Det har jeg. Jeg svedte meget - det var så slemt, at jeg ofte skulle op om natten og skifte både nattøj og sengetøj. Nogen gange kunne natblusen i bogstaveligste forstand vrides! Å så'r det ikk' engang løvn!
(Hvis jeg nu skal hænge mig selv hélt ud, så sov jeg i starten med en stofble på brystet for at suge fugten - kan I se det for jer??? ;-) Lige før det var skilsmissegrund!!)
Ikke bare var det ubehageligt, det gav også et træls afbræk i min søvn.
Jeg blev selvfølgelig undersøgt på kryds og tværs og trods mine 52 år siger de kloge, at jeg ikke engang er i nærheden af overgangsalderen. Hmmm....
Konklusionen blev, at det er bivirkninger af den medicin jeg får, og som jeg desværre ikke kommer af med. Pyt med det, der er jo en grund til den, men bivirkningerne var svære at leve med.
Bemærker du, at jeg brugte datid i ovenstående? Og hvorfor fortæller jeg nu dette?
Jo, for problemet blev nemlig løst. Og måske kan du bruge rådet.


Ved et tilfælde kom jeg for et par år siden til at bruge den silkepyjamas jeg havde fået. And what a relief. Nu blev natbukserne godt nok fugtige, men ikke noget med at skulle op og skifte. Jeg anskaffede flere så jeg havde noget at skifte med, og det er gået fint siden. 


Men så her til jul fik jeg den ultimative gave af husbonden!! 
En dyne af 100% silke. Og problemet er HELT, HELT elimineret. Derfor Må jeg fortælle det.


Dynen er købt på www.silkedyner.dk og er af Mulberry silke (larverne bliver fodret med morbærblade. Sommerfuglen hedder Bombyx mori (se billedet, man bliver s.. helt bange:-), den kan ikke flyve, men til gengæld lægger den ca. 500 æg, hvorefter den dør) Dynen er på 325 g/sqm og er af mærket NordicComfort.


Citat fra hjemmesiden:

Hvad er en silkedyne / pude?
En silkedyne /pude er en almindelig dyne/pude med 4 ekstra egenskaber. 4 egenskaber som ikke forefindes hos almindelige dyner/puder i samme høje grad, som ved brug af det specielle silkefyld Nordic Comfort anvender til alle produkter. 

Silken er som supplement til de gode egenskaber 100% Økologisk. NordicComfort® serien er markedet eneste 100% Økologiske dyne/pude, hvor både fyld og bolster er 100% Økologisk.

Til sammenligning med dun/fjer og fiber dyner/puder, har silkefyldte soveprodukter i langt højere grad 4 meget væsentlige egenskaber.

Anti-bakterielt 
Afskyr bakterier og reducerer udviklingen heraf

Allergivenlig
Silke er fra naturens side det mest allergivenlige materiale

Naturligt Temperaturregulerende 
Markedets eneste naturligt temperaturregulerende dyne/pude

Sved/væske absorberende
Fjerner sved/væske fra overfladen, så det føles tørt og behageligt under dyne - slut med svedeture.

Jeg hávde læst det, men tænkt, at det måske var lidt dyrt for et forsøg (den koster 3.295,- men var på udsalg). Ja, det ér dyrt, men hvor mange timer af vores liv tilbringer vi i vores seng? Fortjener vi ikke det bedste? Ja, det mente jeg åbenbart ikke, men husbonden lod sig ikke afskrække - hurra for det!

tirsdag den 4. januar 2011

Hjemmefarvet garn af moskusuld

Nogen siger, hvorfor farve moskusuld - det er så smukt i sig selv.
Jeg siger, hvorfor ikke? Man farver jo også lamme og fåreuld, som jo også er smuk i sig selv.

Jeg har længe haft to bundter (200 gram) naturfarvet garn af moskusuld liggende. Farven i sig selv er smuk, ja, men altså ikke så meget mig. Jeg er mere til klare, friske farver. Man kan købe farvet moskusuld, ja, men det er sjovere at gøre det selv, så jeg måtte forsøge.

Da moskusuld har den egenskab, at det ikke filter - man kan faktisk koge det, uden at det tager skade - så puttede jeg et stof-farvepulver til maskine op i en 10 liters gryde. I med 500 gram salt og de to bundter garn. Over komfuret, og da det begyndte at småsimre holdt jeg det dér i 15-20 minutter - det kom der denne smukke farve ud af.

Lanasyn farver er vist det rigtige at bruge til garn, men i dette tilfælde gik det altså fint med stoffarve. Har også brugt det med vellykket resultat på sælskind.

Tilbage står hvad jeg skal bruge det til, men det kommer... 
du kender det nok: 
man laver noget uden helt at vide, hvad man skal bruge det?

mandag den 3. januar 2011

Første krea-indlæg i år. Specielle øreringe

Første krea-indlæg i år handler om de ørestikkere jeg netop har lagt på Amio.dk.


De er lavet af øresten fra rødfisken, som jeg selv fanger. Ørestenen sidder i fiskens balance- og ligevægtsorgan, og er speciel, fordi man via stenen kan bedømme fiskens alder. Der dannes et nyt lag hvert år, ligesom i et træ. Rødfisken er en dybhavsfisk, som lever i kolde farvande. Den vokser meget langsomt, og fiskene på billedet kan nemt være 20 år gamle.

Er du Fisk? Årshoroskop 2011 - update

Hvad er mere passende end at starte det nye blogår, med et årshoroskop?

Normalt er jeg ikke til horoskoper, men læser dem ofte alligevel - guderne må vide hvorfor? Og hvad jeg har læst er lige så hurtigt glemt igen. I sidste uge faldt jeg over en side i avisen med årshoroskoper for 2011. Det måtte jeg da lige læse... Og se nu her, hvad der siges om Fiskene.

Det lyder næsten for godt - måske skulle jeg fokusere lidt på det, måske hænge det op som en del af mit vision-board?

Opdatering senere på dagen:

Kristine spørger hvad vægten siger - den kommer da her.

Uha, uha, uha, det ser ikke dårligt ud, alt efter øjnene der ser, altså...  ;-)

Vinder af give away

På årets første dag var jeg så heldig, at vinde Kreamormors give away, som blev trukket ved 50 læsere.
Jeg glæder mig til at modtage stofkurvene, Lene. Tak for det.



fredag den 31. december 2010

Sidste krea-indlæg i år. GODT NYTÅR DERUDE.

Med dette sidste kreaindlæg for i år vil jeg 
ØNSKE ALLE JER BLOGVENNER OG BLOGLÆSERE ET RIGTIG GODT NYTÅR.

Pas GODT på jer selv i fyrværkeriregnen!
Tusind tak for jeres store opbakning til bloggen her i løbet af året 
- jeg glæder mig til et 2011 i jeres selskab :-)

Husk nu, hvad vi fokuserer på, får vi mere af, så bare lad alle positive ønsker og drømme komme frem!

Nûno er taget til DK igen og videre til Berlin i bil i nat sammen med storesøster, svoger og svogers bror. Det blev vist en lang køretur!! (Det var mor her, ikke helt vild med, trafiksituationen taget i betragtning).

Inden hun tog afsted fik jeg strikket dette pandebånd til hende. Det er strikket i en rest Sandenes Fritidsgarn på p. nr. 6, og i perlestrik.

Det er foret med sort isoli, så det ikke kradser og bliver lidt mere vindtæt. Sara fik også 2 stk fornylig, blot uden foer.

Her kommer en lille vejledning:
Slå 16 m op på p. 6. Strik perlestrik, men tag m nr. 2 og anden sidste m på "retsiden" løs af. På "vrangsiden" strikkes masken vrang. 1. maske på alle p. tages løs af med garnet bag om masken og sidste m strikkes ret. På denne måde får man en rigtig fin kant, som ikke strækker sig.
Strik til ønsket længde og luk af (skal sidde lidt stramt). Syes sammen i enderne.
Foer syes evt. i: Klip en strimmel foer (elastisk stof) i samme bredde som pandebåndet, men ca. 1 cm længere. Sy det sammen med 1/2 cm sømrum i enderne, så det bliver rundt. Læg det udenom det strikkede, buk kant/sømrum ind, og sy det fast med små kastesting hele vejen rundt i begge sider.

Lige inden hun tog afsted, så jeg at hendes kosmetikpung var for lille til hendes børster, så jeg fik hurtigt bikset denne cirkelpung sammen. Sat sammen af restestoffer, kantet med kantebånd, og en lynlås i.
I kan finde en vejledning her.

Nu vil jeg gå i gang med sidste del af årets nytårsdessert - en islagkage i tre lag, pyntet efter alle kunstens regler. Opskrift følger i det nye år.

onsdag den 29. december 2010

Dén tøs altså...

... nu har hun gjort det igen! Det er en glæde, at se hvor kreativ og dygtig Nûno er med sine hænder.
(Sara har faktisk også de gener, men bruger dem bare ikke så meget (endnu))

Nûno gik igen i denne ferie på rov i mit sølv, og har skabt nogle skønne ting.

Her er endnu et eksempel på hvad Facebook og blogging kan føre med sig. Det startede i det tidlige forår med at Inge Rode og jeg fandt hinanden igen på Facebook. Vi var venner her i Nuuk i 90erne. Jeg havde længe ønsket mig at prøve kræfter med glasset og da jeg vidste Inge lavede glas, spurgte jeg om hun kendte nogle steder, som holdt gode kurser. Ja, det gjorde hun da: Hässleholm (dér bor Inge!) Der var ikke langt fra tanke til handling, så i maj var jeg på besøg hos Inge og fik, som I måske ved, lavet mig et dejligt fad under Inges kyndige vejledning, som hun gavmildt delte ud af.

Inge fortalte mig om sølvler, som hun selv arbejdede med. Sølvler? Det havde jeg aldrig hørt om før. Men det lød spændende og da jeg senere søgte på nettet dukkede Kristine op. Og sørme om ikke hun holdt Lav-dit-eget-smykke dage.

Er der lige en højere mening med tingene, eller hva'?

Straks en mail afsted og en aftale om et sølvkursus for mig alene kom i stand. Men Nûno ville med, og det kom hun så. Vi havde en fantastisk dag sammen med søde Kristine, som også gavmildt delte sin viden og kunnen. Nûno viste sig i dén grad at have føling med og talent for materialet, så hun var hos Kristine en gang mere lidt senere sammen med en veninde fra USA. Og se nu, hvad der kom ud af dét:


Denne ring lavede hun på sit sidste besøg hos Kristine.


Dette isbjørne-vedhæng til Pandora armbåndet lavede hun sidst hun var hjemme på ferie - da gik hun nemlig også på rov!

Det blev også til denne sæl.


Her i juleferien startede hun med denne skitse på en avis. Det er en maske-ring, inspireret af tupilaq'er og masker her fra Grønland.



Der arbejdes...



Det flotte resultat, som jeg desværre ikke kan passe - ærgerligt, så er hun jo nødt til at beholde den selv ;-)


Jeg ønskede mig en ring formet som en fisk, og vupti, så laver man da lige sådan en!

Hun lavede også denne skitse til en Quinde-ring...


Før quinden brændes.


Her ser i resultatet - denne ring måtte hun kæmpe lidt for, og mere end én gang har Klaus og jeg skullet færdes på listesko. Eksempelvis da kvinden knækkede!! Og da ringen knækkede!!

Meeen, nu skal alt det her jo betales! Og dét bliver ikke billigt!! :-) Prisen er en maskering til mig!
Og inden hun skal HJEM i morgen!

Så kan jeg måske have mine ting i fred! ;-)
(Aner man en lille smule misundelse i mit indlæg? Neeeej. 
Stolthed? Korrekt. 
Man må godt være stolt, så længe man har noget at være stolt af, som jeg plejer at sige)

Jeg HAR sagt til hende, at hun skal få sig en lille nebengeschäft, 
og en butik på amio.dk
Men nej, hun skal læse!
Og ja, det skal hun jo. 
Talentet render jo heller ingen vegne.

tirsdag den 28. december 2010

Bryllupsdag og tapet

I dag har Klaus og jeg bryllupsdag - 22 år på godt og ondt! Det er da vist meget godt klaret!

Gulp, så er der kun 3 år til sølvbrylluppet og sølvstænk i det hvide hår. Hmmm....
Blomster og senere middag i byen - dejligt!

Klaus og Nûno er i dagens anledning gået i gang med at tapetsere den ene væg i soveværelset.

Det tegner godt - elsker liljekonvaller.

Nu skal den turkise væg bare males, og der skal nye gardiner op.

Har i øvrigt noteret mig, at antallet af tilmeldte faste læste lige så stille har sneget sig op på 108! Og jeg kan da se på besøgstallet at mange af jer kommer forbi jævnligt. Dét havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, da jeg startede min blog, i al ydmyghed, i marts i år. Der har været besøg fra mindst 47 forskellige lande, og der er vist mere end 23.000 sider. For mig er det HELT, HELT VILDT!

Det vil jeg fejre med en give away af de bedre i nærmeste fremtid, så hæng på...

Bliver bare aldrig træt af den udsigt...

...og det håber jeg heller ikke I gør :-) se lige de farver!
Kunne sidde her ved mit vindue dagen lang, men det går jo ikke...